Indersiden af medaljen

JURIDISK SHOWDOWN - De jurastuderende demonstrerede, hvis juletræ, talegaverne ligger under, da de udredte en grim sag i landets højeste ret

af Christoffer Zieler

Kvinderne går i tækkelige spadseredragter, mændene i mørke jakkesæt og mere eller mindre støjende slips. Kun et kig langs gulvet og et par bulede sko hist og her afslører dem som fattigrøve og studerende.

Men de er klædt på til kamp. I dag er de i Højesteret, dør om dør med Statsministeriet på Slotsholmen, hvor rigets dømmende magt har sæde.

Dagens retssag er fiktiv. Arrangeret af Juridisk Diskussionsklub, den største studenterforening på Jura, i samarbejde med advokatmastodonten Kromann Reumert.

Advokat Erling Borcher, partner hos Kromann Reumert, har forfattet stridens omdrejningspunkt: en speget affære om lagerstyring og bortkomne digitale enheder mellem de opdigtede P&N A/S og Digital Overvågning A/S. Sagen er næsten gribende i sin kedsommelighed. Det ene firma siger, at det andet skylder det penge, men det andet firma siger, at det forholder sig stik modsat. Det vanskelige er at finde ud af, hvem der har ret og få rettens ord for det.

Blikflak

I dag må man godt fotografere i Højesteret. Eller, det forestiller vi os. Universitetsavisens udsendte rumler forstyrrende rundt i sin taske efter kameraet. Retten er prægtig og flødeskumshvid med 80 krummelurede indhak i loftet og sukkersmuk stuk. Som det indre i en medalje bagt hos en dyr bager må se ud, hvis man er en bakterie.

Forsamlingen optager halvdelen af pladsen, mens resten er hensat til en overdimensioneret talepult i bulet elipseform, hvis ene langside er overladt til de tre højesteretsdommere, som har sat aftenen af til at lege med. Højresteretspræsident Torben Melchior er en af dem.

Da retten træder ind, flyver tilhørende op i stående positur. »Værsgo at tage plads,« siger retspræsidenten, venligt smilende, med højt pude- eller huehår og kappe, og folk skrumler ned i sæderne.

Procedure for sprogørene

De studerende sætter gang i veltalenheden. Flydende går det. Universitetsavisen opfanger kun et par grimme ’omkring’er' som i ’fejlkilde omkring’, og der indsniger sig vist et enkelt ’på sigt’, men det er nok ikke udslagsgivende for dommerne. En studerende siger på et tidspunkt ’opstart’, hvilket straks (eller også er det tilfældigt) fremkalder en voldsom rømmen fra højesteretspræsidenten.

Et enkelt ulyksaligt ’bedte om’ bliver trukket som en sproglig nøgle hen over den blankpolerede diskurs.

Man tiltaler den ’hæderværdige Højesteret’, og fjendens repræsentanter er ’vores ærede modpart’. Nogle af de studerende er i stand til at udtale ’ærede modpart’, så det lyder som en udsøgt fornærmelse. Enkelte har så at sige forhåndstillagt sig en let snøvlende levemandsstemmeføring, som en agtværdig borger fra Jægersborg med æblekinder og isbjørneskind.

Tænker Deres udsendte fordomsfuldt. Andre virker mere benovede over at tiltale Højesteret.

Men de får alle fremført deres anbringender for retten i fin stil.

Åh, nej. Alt hvad de siger, giver mening. Det hele lyder rigtigt. Sagsøger har ret.
Nej, sagsøgte! Sagsøger er kongen. På bålet med sagsøgte!

Første, måske sidste gang

På venstre side af podiet. Her sidder Sabrina Mai Bendjazia og Linnea Klingenberg-Jensen og vifter med små brikker, der angiver, hvor meget tid, der er tilbage. Ingen taler ud over det afmålte tidsrum.

I en kort pause forklarer Sabrina Mai Bendjazia, som også er bestyrelsesmedlem i Juridisk Diskussionsklub (med studiejob i advokatfirma, selvfølgelig), hvad det er, der sker i aften. Hun ser tjekket ud med brune øjne, der er skarpe. Sabrina elsker sit fag.

»Det er konkret,« siger hun. »Det meste man lærer relaterer sig direkte til virkeligheden. Det kan bruges.«
Hun siger også, at mange af deltagerne er nervøse i dag.

Hvorfor? Er det første gang de er her?

»Ja. Og mange kommer jo aldrig nogensinde igen.«

Ikke for de slappe

Næ. Højesteret er vist ikke for de svage og for amatørerne. Aftenens procesforfatter, Erling Borcher, er prof. Han fører selv sager her. Denne aften følger han fra stolerækkerne det slag, han har sat i værk. Han er iført afslappet blød jakke og briller, han kan kigge op over.

Erling er taknemmelig for at højesteretsdommerne tager sig tid til at træne med de jurastuderende.

»Der er faktisk en hel del advokater, der har møderet for Højesteret,« siger han. (Der er cirka 1.820). »Men det er ret få, der gør brug af privilegiet.

»Der er jo en paragraf i retsplejeloven, der siger, at man kan få et brev om, at man ikke skal komme igen,« forklarer Erling Borcher. Dommerne kan godt finde på at gå hårdt til advokater med borende spørgsmål; og hvis folk ikke er passende forberedte, bliver de slet og ret klædt af. Ikke alle kan klare mosten på det her niveau og finder andre steder at udøve deres hverv.

Så de studerende tager processpillet alvorligt. Sabrina skyder på, at de fleste har knoklet intenst i en måneds tid forud for i aften.

Kagen skåret

Procedørerne klør på. Ilten svinder i lokalet. Universitetsavisens udsendte strækker sig i stolen. Reserveenheder på et lager, regninger for en lageroptælling, aftaletekster. Man kan tale længe om det hele. Suk.

Kunne de ikke bare gå ud og løse sagen som voksne mennesker, og slås? Men det får en ende.
»Jeg vil hermed endeligt indlade sagen for Højesteret,« er der en, der siger. Dommerne træder ud for at votere.

Og mens de retslærde tygger paragraffer, gennemgår advokat Erling Borcher sagen og viser, hvordan kagen kunne skæres.

»Det her er ikke nogen enestående sag,« forklarer han de studerende.
»Den er typisk for den måde, aftaler indgås på i erhvervslivet.«

Tilfredse dommere

Dommerne kommer tilbage.

»Vi er generelt imponerede over det niveau, I har præsteret,« siger Torben Melchior, og udråber Hold 2 (af fire) som vindere. »Men i et ganske tæt felt,« understreger præsidenten. »Den mundtlige procedure har været udmærket. Glimrende endda,« tilføjer han.

Han roser deltagerne for deres høje og klare tale, som mangen en granvoksen advokat kunne tage ved lære af. Man bør dog ikke bunke en masse ’at’er’ op efter hinanden, indskærper retspræsidenten.

»Og pas på at sproget ikke bliver for knudret.«

Tænk hvis undervisere på universitetet også gad lægge så meget vægt på at lytte til, hvad deres studerende går rundt og siger.

Dom(narre)fældelse

Jurastuderende Volkan Turan modtager dommernes særlige udmærkelse som ’bedste procedør’. Vennerne tæsker løs på ham med skulderklap. Han er glad.

Hvad betyder det for dig at blive procedør nummer 1?

»Utrolig meget. Det er jo Danmarks fornemmeste ret, der siger det,« siger Volkan. Han er perfektionist. »Jeg sætter høje mål for mig selv, og så betyder det meget, når jeg indfrier dem.«

Og hvad med sagen? Dommerne afsiger ingen dom! De giver i stedet en helhedsbedømmelse af deltagernes præstationer. Vi finder aldrig ud af, hvem der havde ansvaret for de bortkomne reserveenheder.

Undskyld.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del