Indersiden af medaljen

13/11-09 kl. 06:02 Uddannelse / Jura
Foretræde Billede: Christoffer Zieler FORETRÆDE - En ung mand fremfører sit anbringende for Højesteret. I midten sidder retspræsident Torben Melchior.

JURIDISK SHOWDOWN - De jurastuderende demonstrerede, hvis juletræ, talegaverne ligger under, da de udredte en grim sag i landets højeste ret

af Christoffer Zieler

Kvinderne går i tækkelige spadseredragter, mændene i mørke jakkesæt og mere eller mindre støjende slips. Kun et kig langs gulvet og et par bulede sko hist og her afslører dem som fattigrøve og studerende.

Men de er klædt på til kamp. I dag er de i Højesteret, dør om dør med Statsministeriet på Slotsholmen, hvor rigets dømmende magt har sæde.

Dagens retssag er fiktiv. Arrangeret af Juridisk Diskussionsklub, den største studenterforening på Jura, i samarbejde med advokatmastodonten Kromann Reumert.

Advokat Erling Borcher, partner hos Kromann Reumert, har forfattet stridens omdrejningspunkt: en speget affære om lagerstyring og bortkomne digitale enheder mellem de opdigtede P&N A/S og Digital Overvågning A/S. Sagen er næsten gribende i sin kedsommelighed. Det ene firma siger, at det andet skylder det penge, men det andet firma siger, at det forholder sig stik modsat. Det vanskelige er at finde ud af, hvem der har ret og få rettens ord for det.

Blikflak

I dag må man godt fotografere i Højesteret. Eller, det forestiller vi os. Universitetsavisens udsendte rumler forstyrrende rundt i sin taske efter kameraet. Retten er prægtig og flødeskumshvid med 80 krummelurede indhak i loftet og sukkersmuk stuk. Som det indre i en medalje bagt hos en dyr bager må se ud, hvis man er en bakterie.

Forsamlingen optager halvdelen af pladsen, mens resten er hensat til en overdimensioneret talepult i bulet elipseform, hvis ene langside er overladt til de tre højesteretsdommere, som har sat aftenen af til at lege med. Højresteretspræsident Torben Melchior er en af dem.

Da retten træder ind, flyver tilhørende op i stående positur. »Værsgo at tage plads,« siger retspræsidenten, venligt smilende, med højt pude- eller huehår og kappe, og folk skrumler ned i sæderne.

Procedure for sprogørene

De studerende sætter gang i veltalenheden. Flydende går det. Universitetsavisen opfanger kun et par grimme ’omkring’er' som i ’fejlkilde omkring’, og der indsniger sig vist et enkelt ’på sigt’, men det er nok ikke udslagsgivende for dommerne. En studerende siger på et tidspunkt ’opstart’, hvilket straks (eller også er det tilfældigt) fremkalder en voldsom rømmen fra højesteretspræsidenten.

Et enkelt ulyksaligt ’bedte om’ bliver trukket som en sproglig nøgle hen over den blankpolerede diskurs.

Man tiltaler den ’hæderværdige Højesteret’, og fjendens repræsentanter er ’vores ærede modpart’. Nogle af de studerende er i stand til at udtale ’ærede modpart’, så det lyder som en udsøgt fornærmelse. Enkelte har så at sige forhåndstillagt sig en let snøvlende levemandsstemmeføring, som en agtværdig borger fra Jægersborg med æblekinder og isbjørneskind.

Tænker Deres udsendte fordomsfuldt. Andre virker mere benovede over at tiltale Højesteret.

Men de får alle fremført deres anbringender for retten i fin stil.

Åh, nej. Alt hvad de siger, giver mening. Det hele lyder rigtigt. Sagsøger har ret.
Nej, sagsøgte! Sagsøger er kongen. På bålet med sagsøgte!

Første, måske sidste gang

På venstre side af podiet. Her sidder Sabrina Mai Bendjazia og Linnea Klingenberg-Jensen og vifter med små brikker, der angiver, hvor meget tid, der er tilbage. Ingen taler ud over det afmålte tidsrum.

I en kort pause forklarer Sabrina Mai Bendjazia, som også er bestyrelsesmedlem i Juridisk Diskussionsklub (med studiejob i advokatfirma, selvfølgelig), hvad det er, der sker i aften. Hun ser tjekket ud med brune øjne, der er skarpe. Sabrina elsker sit fag.

»Det er konkret,« siger hun. »Det meste man lærer relaterer sig direkte til virkeligheden. Det kan bruges.«
Hun siger også, at mange af deltagerne er nervøse i dag.

Hvorfor? Er det første gang de er her?

»Ja. Og mange kommer jo aldrig nogensinde igen.«

Ikke for de slappe

Næ. Højesteret er vist ikke for de svage og for amatørerne. Aftenens procesforfatter, Erling Borcher, er prof. Han fører selv sager her. Denne aften følger han fra stolerækkerne det slag, han har sat i værk. Han er iført afslappet blød jakke og briller, han kan kigge op over.

Erling er taknemmelig for at højesteretsdommerne tager sig tid til at træne med de jurastuderende.

»Der er faktisk en hel del advokater, der har møderet for Højesteret,« siger han. (Der er cirka 1.820). »Men det er ret få, der gør brug af privilegiet.

»Der er jo en paragraf i retsplejeloven, der siger, at man kan få et brev om, at man ikke skal komme igen,« forklarer Erling Borcher. Dommerne kan godt finde på at gå hårdt til advokater med borende spørgsmål; og hvis folk ikke er passende forberedte, bliver de slet og ret klædt af. Ikke alle kan klare mosten på det her niveau og finder andre steder at udøve deres hverv.

Så de studerende tager processpillet alvorligt. Sabrina skyder på, at de fleste har knoklet intenst i en måneds tid forud for i aften.

Kagen skåret

Procedørerne klør på. Ilten svinder i lokalet. Universitetsavisens udsendte strækker sig i stolen. Reserveenheder på et lager, regninger for en lageroptælling, aftaletekster. Man kan tale længe om det hele. Suk.

Kunne de ikke bare gå ud og løse sagen som voksne mennesker, og slås? Men det får en ende.
»Jeg vil hermed endeligt indlade sagen for Højesteret,« er der en, der siger. Dommerne træder ud for at votere.

Og mens de retslærde tygger paragraffer, gennemgår advokat Erling Borcher sagen og viser, hvordan kagen kunne skæres.

»Det her er ikke nogen enestående sag,« forklarer han de studerende.
»Den er typisk for den måde, aftaler indgås på i erhvervslivet.«

Tilfredse dommere

Dommerne kommer tilbage.

»Vi er generelt imponerede over det niveau, I har præsteret,« siger Torben Melchior, og udråber Hold 2 (af fire) som vindere. »Men i et ganske tæt felt,« understreger præsidenten. »Den mundtlige procedure har været udmærket. Glimrende endda,« tilføjer han.

Han roser deltagerne for deres høje og klare tale, som mangen en granvoksen advokat kunne tage ved lære af. Man bør dog ikke bunke en masse ’at’er’ op efter hinanden, indskærper retspræsidenten.

»Og pas på at sproget ikke bliver for knudret.«

Tænk hvis undervisere på universitetet også gad lægge så meget vægt på at lytte til, hvad deres studerende går rundt og siger.

Dom(narre)fældelse

Jurastuderende Volkan Turan modtager dommernes særlige udmærkelse som ’bedste procedør’. Vennerne tæsker løs på ham med skulderklap. Han er glad.

Hvad betyder det for dig at blive procedør nummer 1?

»Utrolig meget. Det er jo Danmarks fornemmeste ret, der siger det,« siger Volkan. Han er perfektionist. »Jeg sætter høje mål for mig selv, og så betyder det meget, når jeg indfrier dem.«

Og hvad med sagen? Dommerne afsiger ingen dom! De giver i stedet en helhedsbedømmelse af deltagernes præstationer. Vi finder aldrig ud af, hvem der havde ansvaret for de bortkomne reserveenheder.

Undskyld.

chz@adm.ku.dk

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
03/02-12 kl. 11:45 Debat

»Det ta’r kun fem minutter«

REPLIK - Det er en myte, at det tager halvandet år at komme ud at studere, skriver chef for Det Internationale Kontor på KU John E. Andersen i et svar til historiestuderende Mirco Reimer. Han har også en god forklaring på, hvorfor karakterer ikke kan overføres direkte fra udlandet.

Læs også:
Hvorfor bliver man straffet for at læse i udlandet?
03/02-12 kl. 10:00 Politik

Tyskerne måber over fattige Sofie

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Tyskerne måber over fattige Sofie - Studerende uden praktik ender sidst i jobkøen - Danmarks Grundforskningsfond giver 60 mio. til arktisforskning - Læserbrev: 1.000 pct. nye afgifter på tidsskrifter fra USA

Dyreforsøg
03/02-12 kl. 09:17 Videnskab / Farma / Life / Nat / Sund

»Du kan ikke være for god ved dyrene«

OMSORG - Professor Jann Hau, leder af Afdeling for Eksperimentel Medicin, har det daglige ansvar for mellem 30.000 og 50.000 forsøgsdyr på Sundhedsvidenskab. Det kan ikke undgås, at dyr i visse forsøg har smerter, og alle ender med at blive aflivet, men de skal alligevel have et godt liv, mener han.

Poul Behrendt - dobbeltkontrakten
03/02-12 kl. 09:17 Videnskab / Hum

Litteraturforskeren der ser dobbelt

INTERVIEW - Rygtet om forfatterens død er stærkt overdrevet, for forfatterne henter nyt liv i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Et fantastisk sted uden for lands lov og ret, fortæller Poul Behrendt, nyslået adjungeret professor.

Ole Kim Hansen
02/02-12 kl. 10:49 Debat

Når stordriftsgevinsterne bliver til ulemper

SYNSPUNKT - KU's over 4.000 videnskabsfolk skal nu bruge arbejdstid på et nyt tidskrævende login for at læse tidsskrifter, så universitetet kan få nogle flere statistikker at fordele ressourcer efter. Djøf-øvelse, mener lektor.

Fakler
02/02-12 kl. 09:42 Politik

Da studenterpolitikerne blev tjekkede

AKTIVISME - Med en disciplineret organisation og politisk håndværk, der ligner Folketinget på en god dag , er der sket noget i det studenterpolitiske miljø. Eller også er det virkeligheden, der har forandret sig. Nutidens studenterpolitiker ligner i hvert fald statsminister Helle Thorning mere, end Helle Thorning selv gjorde, da hun lavede politik på KU for 20 år siden.

Læs også


Nyhedsbrev

Uniavisens skuddagskonkurrence - vind en iPad

VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.

Institutråd rokker ikke ved ledelsens magt

INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk