I brechen for humaniora

»Besynderligt, at der er så meget kritik af humaniora.«

Ordene er professor Frederik Stjernfelts, og han har selv været vidt omkring i universitetsverdenen. Senest på Center for Semiotik i Århus, hvor han stod i spidsen for kandidatuddannelsen i Kognitiv Semiotik og ledte forskningsaktiviteter inden for empirisk kognitionsforskning og humanistisk teori. Inden da var han et smut forbi Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han arbejdede på projektet Learning Lab, som havde til formål at forske i læring og vidensdannelse.

Med Humanomics-centret er den oprindelige kandidat og ph.d. i nordisk litteratur fra KU nu vendt hjem. Og dét med et ambitiøst projekt:

»Vi skal kortlægge humanistisk forskning og udvikle humanistisk videnskabsteori,« siger han begejstret.

Centret, som han leder sammen med videnskabsfilosof David Budtz Pedersen, har til formål at kortlægge humaniora som felt ved at se nærmere på, hvad der foregår inden for humanistisk forskning i Danmark. Metoden er sociologisk funderet og skal munde ud i en større spørgeskemaundersøgelse, hvor 3.500 forskere forventes at deltage.

En empirisk kortlægning

Projektet er ifølge Stjernfelt ikke støbt ud fra en særlig teoretisk skabelon men beror på en ‘relativt banal’ indsamling af empiri. Han forklarer:

»Vi har som sådan ikke nogen specifik tese, vi arbejder ud fra i vores undersøgelse. Dog har vi visse overordnede forventninger, for eksempel forventer vi at kunne aflæse, at humaniora er blevet tiltagende tværfagligt som område i løbet af de seneste år. Vi er heldige at arbejde inden for rammerne af et lille land, da vi dermed har mulighed for at spørge stort set alle, som arbejder med humaniora i forskningsøjemed. Vores data bliver derfor meget dækkende som baggrund for en analyse af humanioras udvikling.«

Samtidig med spørgeskemaundersøgelsen har centret til opgave at kigge på forholdet mellem humaniora og andre discipliner, herunder både samfundsvidenskab og naturvidenskab.

Parløb med naturvidenskab

Særligt forholdet mellem naturvidenskab og humaniora har Stjernfelt brugt en stor del af sit forskerliv på at dykke ned i. Han har arbejdet spørgsmålet om menneskelig kognition ind i litteraturteorien, forbundet neuroscience med kultur og kunst, og han er kendt for at bruge diagrammer og grafer i betydeligt højere grad end den gennemsnitlige humaniora-professor.

Adspurgt hvad al den tværfaglighed skal til for, svarer han:

»Tværfagligheden mellem humaniora og naturvidenskab er i høj grad opstået, fordi nye former for teknologi har muliggjort nye forskningsmetoder, og at man derfor kan måle nye ting. På Center for Semiotik anvendte de unge forskere blandt andet MR-scannere for at se, hvad der skete oppe i folks hoveder, når man stillede dem visse semiotiske spørgsmål. Den mulighed havde man jo ikke før i tiden.«

Han indrømmer dog, at der også er tale om et modebaseret fænomen, og at fusionen mellem naturvidenskab og humaniora er hot lige nu – rent ud sagt.

Ikke alt der er interessant, kan måles

Stjernfelt er tilhænger af, at man skal måle – i naturvidenskabelig forstand – ‘alt hvad man kan’ inden for humanistisk forskning. Men han mener samtidig, at målemanien kan kamme over:

»Jeg er vild med alt, der kan måles, men det er vigtigt at pointere, at ikke alt, som er interessant eller vigtigt, kan måles. Hvis man mister blik for det, kan det godt gå hen og blive problematisk.«

Særligt økonomers manipulation med tal, såsom produktivitetskommissionens seneste udmeldinger, har det med at forarge Stjernfelt.

»De er ’talwizards’ og har tendens til at fordreje virkeligheden, når de for eksempel udråber humanistiske studier som den lige vej til arbejdsløshed. Sandheden er jo en anden, og det er, at det går den rigtige vej med arbejdsløshedsstatistikkerne og har gjort det i en årrække.«

Ifølge Stjernfelt overser det økonomiske blik på humaniora simpelthen mange af de værdier, som vokser ud af disciplinen, da de ikke er direkte målbare på trods af deres vigtige betydning for samfundet. Viden om dansk historie og en bevarelse af en dansk offentlighed og debatkultur er eksempler på goder, som i følge Stjernfelt forudsættes af humanistisk aktivitet men overses af økonomer.

»Jeg har været spaltet i to personer«

Personligt er Stjernfelt dybt optaget af samfundsmæssige udviklinger, og uden for den akademiske verden vil mange nok kende ham fra den offentlige debat, hvor han er ikke sen til at udtale sig om politiske spørgsmål.

Særligt når han observerer noget, han ikke bryder sig om. I kølvandet på Muhammedkrisen markerede han sig som en indædt fortaler for ytringsfrihed og fordømmer af dem, der lagde vægt på ikke at krænke religiøse mindretal frem for at forsvare demokratiske frihedsrettigheder.

Senest har han i bogen ’De Anstændige’ fra 2013 sammen med Jens-Martin Eriken slået endnu et slag for ytringsfriheden og råbt højt om faren ved overdreven tolerance over for særlige religiøse hensyn.

I sit daglige arbejde som forsker har han imidlertid lagt denne side af sig selv på hylden:

»Jeg har nærmest været spaltet i to personer. I løbet af min tid som ansat på Center for Semiotik nævnte jeg aldrig disse politiske interesser. Det ville have været upassende, synes jeg. Men det er klart, at de to ting, min forskning på den ene side og mit samfundsmæssige engagemenet på den anden, også hænger sammen på en eller anden måde. For eksempel udmønter det sig i, at jeg interesserer mig for oplysningstiden, fordi jeg personligt er tilhænger af tanken om free speech.«

Fra humaniora-’bashing’ til humaniora-’healing’

Politics aside, det forskningsmæssige fokus for Stjernfelt er stadig en søgen efter nye muligheder for at fornene de humanistiske og de empirisk-naturvidenskabelig og analytisk-kvalitativ forskningstraditioner.

Dette kan, håber han, på sigt også være med til at styrke humanioras legitimitet:

»Det ligger lidt uden for rammerne af Humanomics-projektet, men jeg vil gerne på et senere tidspunkt undersøge ’the public value’ af humaniora på et overordnet plan. Med det her projekt kan vi forhåbentlig også vise mangfoldigheden og brugbarheden af humanistisk forskning i Danmark i dag.«

I Frederik Stjernfelts øjne skal den konstante skepsis rettet mod humanistisk forskning og humanistiske uddannelser altså erstattes med en forståelse af humaniora, som kigger på den værdi, som disciplinen frembringer i en samfundsmæssig kontekst og som, ja, tager udgangspunkt i fakta og empiri såvel som teori.

Humaniora skal være sjovere

På spørgsmålet om, hvad, han ønsker, skal stå tilbage som hans personlige fingeraftryk på humaniora, har han ikke desto mindre svært ved at definere et præcist svar:

»For ti år siden havde jeg helt sikkert sagt tværfaglighed, men nu synes jeg, det er mere vanskeligt at svare på. Tværfaglighed er lidt gået hen og blevet et automatisk statsslogan, og det bryder jeg mig ikke om. Man kan ikke skabe tværfaglighed ’top down’ ved at sige ’nu skal I være tværfaglige’ på et institutionelt plan ved at lægge institutter sammen og så tro det automatisk giver tværfaglighed. Man skal jo kende de eksisterende fagtraditioner for at være tværfaglig på en måde, hvor man ikke bare genopfinder den dybe tallerken.«

Helt grundlæggende, ved han dog godt, hvor han selv synes, humaniora skal hen:

»For mig er det bare vigtigt, at humaniora både bliver sjovere, mere videnskabeligt og mere offentligt.«

uni-avis@adm.ku.dk