Hvem skal betale for de riges uddannelse?

SU-DEBAT - SU-systemet koster samfundet syv milliarder kroner årligt, og presset på den nuværende stipendieordning stiger. SU’en tager fra de fattige og giver til de rige, mener økonomer. Tværtimod, mener andre, SU’en bryder den negative sociale arv

af Cecilie Hestbæk

»Grundlæggende mener vi, at Danmark burde introducere brugerbetaling gradvist, fordi det både kan forbedre finansieringen og kvaliteten.«

Manden bag den udtalelse, Romamin Duval, taler ikke om roadpricing eller adgang til offentlige parker, men om det, Verdens Lykkeligste Folk bryster sig af at have fri og lige adgang til: uddannelse.

Ifølge Duval, som er forfatter til en ny OECD-rapport, er vi nødt til at indse, at gratis uddannelse ikke er en holdbar model for det danske samfund. Rapporten anbefaler Danmark at omlægge finansieringen af uddannelsessystemet til afgifter og indkomstafhængige lån. Rapporten er straks blevet rost af økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Finansieringen af uddannelser er et ømt politisk punkt, og OECD’s regnedrenge er ikke de eneste, der finder det nødvendigt at ændre en af grundpillerne i vores velfærdsstat. For godt et år siden anbefalede Skattekommissionen at barbere SU’en fra seks til fire år.

Forslaget blev straks skudt ned af oppositionen. Men det nye regeringsgrundlag lægger op til en revidering af SU’en, og den konservative forskningsordfører Rasmus Jarlov har blandt andet foreslået, at man regulerer SU’en, så studerende får større incitament til at gennemføre på normeret tid.

Det har medført en oprustning i studenterbevægelserne og blandt oppositionens SU-ordførere. Men er SU’en, som studenterorganisationer hævder, med til at sikre den sociale mobilitet, så også børn af ikke-akademikere får en længere uddannelse?

Danske studerendes økonomi ligner øvrige nordiske studerendes. I Sverige er de lidt fattigere; finnerne har færre penge endnu; mens både norske og islandske studerende har lidt mere luft i budgettet end danskerne. Men der er stor forskel på, hvor pengene kommer fra. Både i Norge og på Island skal de studerende betale en stor del – på Island det hele – tilbage en dag. I Danmark giver staten derimod mere direkte støtte end i noget andet land. Derfor er SU’en en permanent varm kartoffel i den politiske prioriteringsdebat.

Veluddannede nasser på fællesskabet

Allerede i en rapport fra det Økonomiske Råd fra 2005 fremhæves SU-systemet som problematisk.

»Et eksempel på, hvordan indretningen af velfærdssystemet presser den danske velfærdsstat, er finansieringen af unges uddannelse, herunder den i international sammenligning meget generøse uddannelsesstøtte. Det høje indkomstskattetryk betyder, at der kan være et økonomisk incitament til at udvandre efter uddannelsens afslutning og derved ikke betale for sin uddannelse via indkomstskatten,« står der.

Samfundet ’låner’, gennem skatter, penge til at uddanne de unge – og endda penge nok til, at den enkelte studerende kan blive et år forsinket i studieforløbet. Men når de er færdiguddannede, giver det høje skattetryk hverken folk lyst til at arbejde meget eller længe.

På den måde laver SU’en basalt set en skævvridning rent omfordelingsmæssigt, argumenterer blandt andet vismandsrapporten fra 2005. Samfundets rigeste – de højtuddannede – får overførselsindkomster i mange år. Derefter sørger skattesystemet for, at der ikke er nogen gulerod for den enkelte til at knokle på, fordi gælden – den tilhører fællesskabet.

OECD’s forslag om en højere grad af lånefinansiering er godt i tråd med denne anskuelse af SU-systemet. Bag anbefalingen ligger en økonomisk betragtning om, at et personligt lån vil anspore studerende til at gennemføre hurtigere, og færdiguddannede til at arbejde mere, så lånet kan tilbagebetales.

Den aktuelle finanskrise giver yderligere grund til at gen-overveje SU’en, mener mange økonomer. Underskuddet på de offentlige budgetter er på omkring syv milliarder.

SU’en er penge til de rige

Lars Andersen, direktør og ledende cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er enig i, at det kan være nødvendigt at kigge SU-systemet efter i sømmene.

»Danske unge er meget længe om at komme igennem uddannelsessystemet, og derfor kan der godt være fornuft i at indrette SU-systemet sådan, at folk bliver hurtigere færdige. Det er centralt i forhold til, hvor stor arbejdsstyrken bliver i fremtiden,« siger han. Det kan være en god idé at få indbygget i systemet, at hurtighed præmieres, og langsomhed koster, siger Lars Andersen.

Han mener, at SU’en er central for unges mod på videregående uddannelse, men han peger også på, at SU’en fra et livsindkomstperspektiv er et tilskud til dem, der har den højeste indkomst. Eller sagt på en anden måde: De rige får penge fra samfundet, herunder de fattige. Den udlægning blev sidste år fremført på lederplads i dagbladet Information, der læses af akademikere – med en hård debat til følge. Der er mange ømme tæer i SU-diskussionen.

»Man kunne godt argumentere for, at man på kandidatuddannelsen, når man nærmer sig sin erhvervskarriere, skulle have en større låneandel. En mulighed kunne være, at man skal tilbagebetale SU’en, når man begynder på arbejdsmarkedet,« siger Lars Andersen. Han mener ikke, at det vil få færre til at begynde på kandidatuddannelsen.

»Hvis man tænker langsigtet, vil man jo vide, at man virkelig får mange penge ud af at tage sin kandidatoverbygning, og så er det ikke noget problem at betale SU tilbage. Derfor vil det være helt irrationelt, hvis man bliver bange for at tage kandidaten. Til gengæld ville jeg være meget bekymret, hvis man indførte et lånesystem på bachelordelen – det ville få store negative konsekvenser.«

Økonomiske modeller holder ikke

Formand for SU-rådet og studiechef på Syddansk Universitet Per Christian Andersen er enig i, at et lånesystem på bachelordelen ville give problemer – men han mener, at præcis det samme gælder for kandidatdelen.

»Der er ingen tvivl om, at hvis man gør det eller de to sidste studieår lånefinansierede, så er der økonomisk incitament til at blive hurtigt færdig. Men sådan tænker unge mennesker bare ikke. Det vil betyde, at færre vil tage en kandidatuddannelse,« siger Per Christian Andersen.

»Der er undersøgelser, der viser, at pengene især betyder meget for studerende fra ikke-akademiske miljøer. For dem er økonomi faktisk et issue, når de skal vælge uddannelse. Hvis du i forvejen skal tage en dyb indånding for at gå på universitetet, fordi det er fremmed land, og du så oven i købet skal gældsætte dig, så skaber det en kæmpe barriere. Sandsynligheden for at man kommer i gang, er mindre. Vi er ret sikre på, at det har en negativ effekt,« siger han og tilføjer, at det i forvejen ser skidt ud med den sociale mobilitet på uddannelsesområdet.

Samtidig tror Per Christian Andersen ikke på, at en regulering af SU’en vil få de unge hurtigere igennem studierne.

»Der er ingen dokumentation for forestillingen om, at SU’en er så adfærdsregulerende, at man ved at lave en indsats på et specielt område kan få folk til at agere helt anderledes. Da man indførte slutlån, skete der ingenting,« siger han.

Hvis man endelig skulle forsøge at skynde på de studerende, skulle man hellere overveje at sætte SU-satserne op, så de unge ikke behøvede erhvervsarbejdet, foreslår Per Christian Andersen.

»Men så får man et andet problem, for et studierelevant erhvervsarbejde baner ofte vejen til det første job. Hvis man gør noget for at få de unge hurtigere igennem, risikerer man samtidig, at det bliver sværere for de nyuddannede at få fodfæste på arbejdsmarkedet,« siger han.

Per Christian Andersen synes, at den politiske diskussion om SU’en er ensporet. Han siger, at de studerende faktisk allerede er blevet »dramatisk meget hurtigere.«

»Diskussionen gentager sig selv, og er hele tiden præget af, at folk glemmer, at SU er en løn for at studere,« siger han. Der er grund til at være kritisk over for de økonomiske betragtninger, der fylder det meste af debatten, mener han.

»Betragtningerne er rationelle, fornuftige og holdbare ud fra enhver form for økonomisk teori. Problemet er bare, at i virkelighedens verden – der tror jeg ikke på dem. Økonomerne siger, at det er et incitament for at komme hurtigt igennem, men de kan ikke garantere, at det ikke betyder, at vi får færre studerende,« understreger SU-rådsformanden.

Stormfuld SU-sommer

Til sommer lander vismændenes opdaterede Danmarksrapport. Med mindre de har skiftet økonomisk paradigme siden sidst, vil SU’en igen få med grovfilen. Og i en tid med smalhals er der god grund til at forvente, at en del politikere vil gribe begærligt efter de rare 7,7 SU-stipendiemilliarder.

Regeringens lovede politik om at få studerende hurtigere igennem systemet skal også konkretiseres på et tidspunkt. Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) vil endnu ikke ud med sproget. Hun er dog »åben over for forslag med det sigte, at elever og studerende påbegynder og færdiggør deres uddannelser tidligere end nu,« siger hun.

Men regeringen vil have en plan i god tid inden næste folketingsvalg, der senest kommer om halvandet år. Og i en vild valgtid kan SU-forliget også nemt risikere at blive brudt. De studerende er i hvert fald klar til at rykke ud med brandmandshast.

»Uigennemtænkte forslag som de Konservatives vil uden tvivl føre til protester over hele landet,« sagde Danske Studerendes Fællesråds næstformand Johanne Skriver om Rasmus Jarlovs SU-tanker. Plakaterne er formentlig allerede trykt.

Det kan blive en varm SU-sæson for de danske studerende.

ceca@adm.ku.dk

MERE FAKTA

Studiestøtte i andre lande:
I Sydeuropa gives studiestøtte som fx skattefradrag og/eller tilskud til familien, rabat til busser eller kantineordninger. I Norden er en sammenligning systemerne imellem nemmere.

Her får de danske studerende mest studiestøtte: 82.562 kr. om året kan man få, hvis man både får stipendium og lån, mod 77.520 kr. årligt til de norske studerende og 73.799 kr. årligt til de islandske. Forskellen er bare, at for de danske studerende udgør stipendiet 63 procent af det samlede beløb, for de norske kun 40 procent, mens de islandske studerende skal betale hele beløbet tilbage.

Erhvervsarbejde:
De norske studerende er Nordens rigeste. 133.332 kr. om året har de til rådighed, fordi de lægger sig mere i selen med erhvervsarbejde end deres skandinaviske studenterkolleger. Til sammenligning har islandske studerende 118.387 kr. at rutte med, mens de danske studerende ikke arbejder så meget, og derfor kun har 117.545 kr. om året til husleje, baked beans og lignende.

Kilde: Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Tallene er i danske kroner og efter skat.

• Send
• Del