Hvad fremdriftsreformen ikke kan tage fra mig

Spoiler alert: Denne tekst indeholder en spoiler til Game of Thrones sæson 1.

Livet går stærkt.

Først er der fødegangen på Hvidovre Hospital, år 1990. Med masser af fedtet, mørkebrunt hår kommer jeg til verden med et vræl.

Så er der Skt. Klemensskolen lige uden for Odense, hvor jeg står i 1996. En glad, buttet dreng med en lilla skoletaske fra Jeva, der for første gang sætter sig på skolebænken.

Efter 14 år, i sommeren 2010, sætter min dansklærer Martha studenterhuen på mit hoved på Sct. Knuds Gymnasium, så jeg to år senere kan trykke Ralf Hemmingsen i hånden til immatrikulationen på Københavns Universitet og påbegynde medicinstudiet.

»I 2061 går jeg på pension, og i 2083 slutter det så endeligt: jeg sover stille ind, tilfreds over alt det, jeg har udrettet.«

I 2018 er jeg færdiguddannet læge, lidt senere er jeg speciallæge i et eller andet, og så bliver jeg ansat på Odense Universitetshospital i 2026.

I 2061 går jeg på pension, og i 2083 slutter det så endeligt: jeg sover stille ind, tilfreds over alt det, jeg har udrettet. Ikke længere rastløs; velvidende, at jeg har levet op til min del af ansvaret. Tilfreds ved tanken om, at jeg har fået min ph.d., er blevet en anerkendt speciallæge inden for mit felt. Jeg har gjort, hvad der forventedes af mig …

Ahhjj, vent lige! … Gjort, hvad der forventedes af mig? Bliver man tilfreds og lykkelig af det? Er det en succes at leve livet så strømlinet som muligt, bare fordi det er en politisk vision?

»I don’t have a choice«

Jeg vil have tid til at besøge min bedste ven, der bor i Amsterdam. Jeg vil have tid til at besøge min lillesøster på hendes efterskole på Langeland. Jeg aner bare ikke, hvad jeg kan gøre for at få tid til det? Jeg kan ikke få fremdriftsreformen til at forsvinde. Jeg kan ikke skære i pensum. Jeg kan ikke tage tempoet ud af samfundet. Men jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at nå til vejs ende i 2083, godt nok med en ph.d. i bagagen, men uden at have taget den omvej, der også bragte mig forbi min ven og min søster.

Jeg føler mig totalt magtesløs. Jeg må bare vakle videre på det svært forhastede løbebånd, velvidende, at hvis jeg træder ved siden af en enkelt gang og dumper et fag, så bliver hastigheden bare skruet op et ekstra hak. Så jeg vakler videre for at få den skide bachelor, konstant angst for at træde ved siden af. For jeg kan jo ikke gå på deltid – det har samfundet sørget for. Og samfundet; det kan jeg ikke sige imod.

»Da jeg begyndte at studere, var mit hoved ikke splittet. Jeg var kun pleaserinstinkt. Ren motivation!«

Hvis mit liv var en tv-serie, så føler jeg mig præcis som lord Eddard Stark i første sæson af Game of Thrones. Kong Robert tilbyder ham den ærefulde position som sin rådgiver, og det bliver til et stort skænderi mellem Eddard og hans kone, Catelyn. Kvinden, der vel at mærke har fulgt ham i tykt og tyndt og undervejs født ham fem børn, har ikke lyst til at forlade deres trygge hjem. Hendes øjne lyner og taler deres tydelige ’det gør du bare ikke’, men Eddard føler sig forpligtet til at sige ja – til at gøre, hvad kongen forlanger af ham.

Eddard Stark: »I have no choice«.
Catelyn Stark: »That’s what men always say when honor calls. That’s what you tell your families, tell yourselves. You do have a choice. And you’ve made it.

I mit tilfælde spilles rollen som kong Robert af samfundet. Samfundet, der kalder på mig. Københavns Kommune forventer, at jeg får børn, før jeg er fyldt 20; Undervisningsministeriet forventer, at jeg aldrig dumper et fag; mit studiejob forventer, at jeg bruger min fritid på at arbejde over uden løn.

Rollerne Eddard og Catelyn spilles af hver sin hjernehalvdel i mit splittede hoved. Han repræsenterer den del af mig, der elsker at blive belønnet for at gøre ‘det rigtige’. Han er den del af mig, der som en hundehvalp løber efter enhver opgave, jeg bliver stillet, og bringer den tilbage til sin herre uden andet end et savlende pleaserinstinkt.

Hun repræsenterer en relativt ny del af mig, en mere voksen del, hvor kedeligt det end lyder. Det er den del af mig, der fungerer som min egen personlige psykolog, den del, der siger: vent lige, er det her virkelig dét, du vil? Hun er en serie af modne slacker-tanker, der minder mig om, at jeg har meget mere lyst til at tage i teateret med min kæreste tirsdag aften end at terpe håndens anatomi – og mon ikke jeg nok skal bestå min eksamen alligevel og blive læge til sidst?

»Musculus flexor digiti minimi brevis«

Da jeg begyndte at studere, var mit hoved ikke splittet. Jeg var kun pleaserinstinkt. Ren motivation! Der var så heller ikke nogen fremdriftsreform i 2012, men selv hvis der havde været, tror jeg ikke, jeg ville have skænket den en tanke. Jeg havde det fantastisk.

En rustur, der gjorde ondt i hovedet og i lattermusklerne flere dage efter; bøger, der handlede om, hvad der sker inden i os selv, hvordan lungerne virker, hvordan en celle er bygget op; masser af Royal Pilsner og ikke mindst muligheden for at arbejde til en høj løn med rigtige patienter på et rigtigt hospital allerede på 1. semester!

I. Was. On. Fire. Der var ikke noget, der kunne stoppe mig, og det hele gav mening. Jeg kan huske sådan en varm følelse i brystet, lidt ligesom stolthed, når jeg kunne sige »musculus flexor digiti minimi brevis« og pege på den rigtige muskel på en udstillingsmodel af en hånd, helt uden at kigge i min anatomibog. Jeg elskede at være god til mit fag, jeg elskede at kunne ting udenad, jeg elskede, at det var hårdt. Men.

»Jeg kunne navn og placering på alle knogler, muskler og nerver i hånden … Og hvad så?«

Lidt efter lidt blev følelsen af mening og stolthed til en følelse af stor ligegyldighed, når jeg kom hjem efter at have brugt en hel dag på læsesalen. Flere timer efter det var blevet mørkt satte jeg gårsdagens pastaportion i mikroovnen og kiggede ud over Københavns lysende natteliv fra kollegiekøkkenet på 10. sal.

Nu sad det der: jeg kunne navn og placering på alle knogler, muskler og nerver i hånden … Og hvad så? Jeg kunne virkelig ikke se en mening i at lære mere latin udenad. Men der var rigtig meget mere latin, der skulle læres udenad. Så jeg blev ved med at stå op om morgenen for at lære mere latin, indtil jeg ikke havde lyst til at stå op i det hele taget.

Så droppede jeg ud.

»Lær mig at tabe, mens jeg vinder sejr«

Jeg var flad. Jeg havde kæmpet og kæmpet og kæmpet for at lære navn og placering på alle de muskler og knogler og nerver, og hvorfor? Jeg anede det ikke, så jeg droppede ud midt på 4. semester, jeg lod simpelthen være med at dukke op til forelæsningerne og holdtimerne og kemiforsøgene. Jeg skulle ikke være læge alligevel.

Det var det rigtige at gøre, og alligevel føltes det så forkert.

Dén dobbelte følelse genkendte jeg, da jeg så den på scenen for ikke så længe siden. Min kæreste inviterede mig i teatret en tirsdag i november, og jeg sagde ja. Det var Romeo og Julie – den gamle tragedie genopsat i Skuespilhuset. Et teaterstykke, hvis konflikt kan koges ned til netop det valg, at Julie vælger Romeo.

Det er så rigtigt, men det føles så forkert. Hun er datter af en velstående adelsmand, hun er jomfru, hun er lovet væk til et hot shot af en fyrstesøn, og så er hun 14 år. Og alligevel, når det bliver nat, så dyrker hun hed elskov med familiens ærkefjende nr. 1:

Julie: »Kom da, nat, du strenge alvorsfrue klædt i sort, lær mig at tabe, mens jeg vinder sejr, i spillet om en dobbelt uberørthed.«

Hun er blevet forelsket i den mand, der har dræbt hendes fætter. Det er forkert ud over alle grænser, og alligevel beder hun natten om at lære sig at tabe sin uskyld til ham. Velvidende, at hvis nogen ser Romeo, når han kravler op til den berømte balkon, vil han blive slået ihjel, og hun vil blive udstødt af sin egen familie. Men hun er forelsket, hun kan mærke, hvad der er rigtigt. Til trods for hvor forkert hendes valg er i samfundets øjne, til trods for kærlighedshistoriens dårligste odds har Julie rent faktisk et valg, og hun vælger at satse på det, hun tror, vil gøre hende lykkelig: Romeo.

»Sir, no, sir. I’m not a quitter«

Bliver hun så lykkelig? Nej, både Julie og Romeo ender med at begå selvmord, fordi de ikke kan få hinanden. Deres kærlighed taber kampen til samfundet i 1500-tallets Verona, hvor de elskendes familier er i en gammel strid med hinanden, og de magtfulde patriarker er for ærekære til at stoppe fejden, før begges børn er døde.

Gode valg og dårlig samvittighed

Vi skal tage valg hele tiden, det kan man ikke komme udenom. I Døgn-Netto kan jeg vælge mellem almindelig minimælk og økologisk minimælk. Jeg ved jo godt, at jeg kan redde verden lidt, hvis jeg lægger fem kroner mere, men nogle gange køber jeg altså den billige, miljøfordærvende Egelykke minimælk. Og så får jeg dårlig samvittighed.

Eddard Stark valgte at gøre, hvad han troede var det rigtige for det samfund, han levede i og endte med at blive halshugget i et magtspil, han slet ikke forstod (spoiler… undskyld).

Julie gjorde oprør mod sin far, mod det samfund, hun levede i, og endte med en kniv i hjertet. Jeg valgte at droppe det prestigefyldte medicinstudie, som jeg var så ovenud lykkelig for til at begynde med. Den beslutning blev til et år helt uden fremdrift, hvor jeg gik på højskole, mødte min kæreste og fandt ud af, at jeg gerne ville studere retorik – og det gør jeg så nu.

Det er jeg glad for, og mit hoved sidder stadig på mine skuldre, og mit hjerte er fri for knive. Men hold nu op, hvor havde jeg dårlig samvittighed, da jeg droppede ud. Bare det udtryk i sig selv. Hver gang jeg siger, at jeg droppede ud, får jeg en næsten ubærlig trang til at være den unge mand i et amerikansk krigsdrama, der i en kold regnvejrsscene på en militær træningsbase et sted i Utahs ørken skriger sin mistroiske sergent ind i hovedet »Sir, no, sir. I’m not a quitter«.

Men så husker jeg på, at jeg ikke er i militæret. At jeg selv må bestemme over mit liv.

Jeg har lært mig at prioritere

Og på trods af fremdriftsreformen er vores samfund i dag mindre aggressivt, end de samfund, der mere eller mindre direkte dømte Eddard Stark og Julie til døden. Straffen for at modsætte sig vores samfund i dag er blot dårlig samvittighed. Og den er så også kommet på besøg hos mig hver eneste dag i de sidste par år.

Den banker på, når jeg ikke får forberedt mig til grammatikundervisningen, og den er godt inde i entréen, når jeg så sidder og laver øvelserne, mens vi gennemgår dem i timen.

»Så længe jeg består mine kurser, kan jeg vælge bare at være en god studerende og samtidig også være en god ven, en god storebror, en god kæreste.«

Men jeg synes bare ikke, at grammatik er særligt spændende. Faktisk synes jeg, at det er røvkedeligt. Så når jeg burde sidde og forberede mig til grammatiktimerne, så kan jeg godt finde på at planlægge en weekendtur til Amsterdam eller Langeland. Det betyder ikke, at jeg ikke er en manisk stræber, når der så står taleskrivning på skemaet. Det betyder bare, at jeg prioriterer.

Og det synes jeg er ok. Jeg lever i Danmark i år 2015, og jeg kan langt hen ad vejen selv vælge, hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har et valg. Jeg behøver ikke at være en fantastisk studerende – og slet ikke hele tiden. Så længe jeg består mine kurser, kan jeg vælge bare at være en god studerende og samtidig også være en god ven, en god storebror, en god kæreste.

Hvis Julie havde levet i dag, havde hun nok kunnet få sin Romeo. Hun ville ikke være sluppet for en dårlig samvittighed, sådan som hun skuffede sin far.

Men for sin dårlige samvittighed ville hun have fået et værn mod den der følelse af »… og hvad så?« på de sene aftener, hvor Romeo kunne knuge hende ind til sig og helt umærkeligt få livet til at give mening.

uni-avis@adm.ku.dk