Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Fremdriftsreformen presser mønsterstuderende ud af studiet

FREMDRIFT - Christopher Melin får topkarakterer på kandidatuddannelsen i Fødevarevidenskab, men står til at måtte droppe studierne fra september, når fremdriftsreformens krav om fuldtidsstudier træder i kraft for alle. »Det er umuligt at studere fuldtid, når man ikke får SU,« siger han.

Vælg med hjertet eller vælg med hjernen – men lad være med at vælge forkert. Har du allerede en uddannelse i bagagen, kan det med fremdriftsreformen blive svært at gennemføre et meningsfuldt studieforløb.

Den lektie er Christopher Melin ved at lære på den hårde måde. I 2010 blev han uddannet som skolelærer med hjemkundskab som linjefag. Han har altid interesseret sig for mad, og da han som nyuddannet stiftede bekendtskab med en studerende fra Fødevarevidenskab, gik det op for ham, at det var den uddannelse, han i virkeligheden gerne ville have læst.

Til trods for at han kun havde to års SU tilbage, søgte han ind på Fødevarevidenskab. Han gennemførte bachelordelen på normeret tid og begyndte i september på kandidaten i Food Science and Technology. De sidste to års studier har han klaret uden finansiering fra staten.

Men nu er hans egne penge sluppet op, og med fremdriftsreformens stramning af studieaktivitetskravene betyder det, at Christopher Melin ikke kan gennemføre sin uddannelse.

Forælder uden forsørgertillæg

»Jeg er nødt til at arbejde sideløbende med studiet, hvis jeg skal have det til at løbe rundt. Dels har jeg ikke mere SU, og dels har jeg en datter på to år sammen med min kone, der også er studerende,« fortæller Christopher Melin.

»Efter jeg løb tør for SU, får hverken min kone eller jeg forsørgertillæg. Det får man nemlig kun, når begge forældre er SU-modtagere. Det har selvfølgelig ikke noget med fremdriftsreformen at gøre, men reformen strammer skruen og gør det endnu sværere for folk i min situation.«

Christopher Melin har søgt dispensation fra kravet om, at han fra efteråret skal være fuldtidsstuderende, men fået afslag med den begrundelse, at der kun gives dispensation ved sygdom.

»Jeg vil sige, at det er umuligt at studere fuldtid, når man ikke får SU. Man kan jo heller ikke få et studielån, når man ikke er SU-modtager. Og slutlån kan man kun få det sidste år.«

Christopher Melin har hidtil læst sin kandidat på deltid og mangler derfor et halvt års studier (eller 30 ECTS-point), før han kan søge om slutlån.

»Jeg ønsker mig ikke mere SU, men muligheden for at studere på deltid, så jeg kan arbejde og få råd til at studere,« siger han.

Mønsterstuderende

Christopher Melin vil meget nødigt droppe ud af studierne, for fødevarevidenskab er et fag, han brænder for. Det afspejles i hans karakterer, men også i hans fritidsinteresser.

Fritiden bruger han blandt andet på at omsætte viden fra studiet til forretning. Sammen med en medstuderende har han startet firmaet Æblerov, der brygger cider, som de blandt andet sælger til restauranter.

»Underviserne er sindsygt glade for studerende, der har praksiserfaring og bruger deres fritid på at dygtiggøre sig. De kan mærke, at man brænder for faget og giver noget igen. Jeg tror også, det er derfor, jeg har fået så meget støtte fra undervisere,« siger han.

Han fortæller, at undervisere blandt andet har tilbudt ham at lave projekter eller skrive såkaldte pointopgaver, så han kan optjene et vist antal ECTS-point i stedet for at følge kurser, hvor de obligatoriske timer nødvendiggør, at han er på studiet hver dag.

Med op til 24 skemalagte timer om ugen er Fødevarevidenskab et af de fag med flest undervisningstimer. Selvom Christopher Melin er glad for, at der er afsat så mange timer til eksperimenter i laboratoriet, betyder det også, at det er svært at have et studiejob ved siden af.

Tvangstilmelding forude

Når et nyt semester begynder i september, vil Christopher Melins navn figurere på deltagerlister på kurser, han ikke kommer til at følge.

»Jeg vil blive tvangstilmeldt fag, som jeg hverken ønsker eller har tid til at følge. Og dem kommer jeg så til at dumpe…«

Han har dog ikke tænkt sig at droppe ud af studiet, før han bliver tvunget til det:

»Jeg håber stadig på, politikerne bliver klogere og finder på en nødløsning. Jeg har ikke tænkt mig at give op frivilligt. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad de får ud af at tvinge mig ud af uddannelsen nu. Så er alle de ressourcer, de har brugt på at uddanne mig, jo spildt.«

Måske får Christopher sit ønske opfyldt. Både de Radikales leder Morten Østergaard og Uddannelses- og Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen har netop meldt ud, at de radikale åbner for en justering af fremdriftsreformen, der gør det muligt at studere på deltid på kandidatuddannelsen.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste