Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Firtaller forude

SPECIALER - Stop hykleriet: Pris og kvalitet følges ad. Derfor skal mange studerende vænne sig til specialekarakterer på 2 og 4. Men de bliver færdige til tiden, og det er i sig selv en stor kvalitet, mener historielektor

Specialernes kvalitet er for nedadgående. Det skal vi indrømme åbent på universitetet, mener Sebastian Olden-Jørgensen, lektor, ph.d. på SAXO Instituttets Afdeling for Historie, men der er ingen grund til at græde snot over det.

Den pragmatisk sindede historiker mener, at vi skal sænke niveauet og ambitionerne, men at det også har mange fordele:

»Selvfølgelig går det ud over den kvalitet, universitetet kan tilbyde kunderne, at pengene er blevet færre. I enhver form for produktion følges pris og kvalitet nogenlunde ad, så det ville være befriende, hvis administratorer og politikere fra dekanatet og opad ville holde op med at lade som om, kvaliteten ikke står til forhandling,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Ifølge historielektoren handler det grundlæggende om, at vi i disse år er i gang med endegyldigt at tilpasse kandidatuddannelserne til masseuniversitetets vilkår. Af indlysende årsager kan man ikke tilbyde den samme type akademiske uddannelse til en tredjedel af en ungdomsårgang som til fem procent.

Han er tilhænger af, at specialeskrivningen kun må tage seks måneder, men han synes, det er hyklerisk at forlange, at næsten alle overholder de seks måneder og samtidig hævde, at specialernes kvalitet forbliver uændret.

Drænet specialesump

Sebastian Olden-Jørgensen, der har 15 års vejledererfaring, har i marts været på akkrediteringskursus for vejledere på Akademisk Skrivecenter, så nu kan han prale med at have bidraget til kvalitetssikringen på Københavns Universitet, som han siger. På kurset bliver ansatte bedt om at reflektere over, hvordan deres vejledning kan bidrage til gode specialer inden for tidsrammen.

»Problemet er ikke de gode eller habile studerende. Hvis de bliver sat ordentligt på sporet, løbet hurtigt i gang og holdt til ilden, så går det fint, hvis man blot slækker på kravene til empirisk bredde, forskningshistorisk dybde og almen orientering.«

»Niveauet bliver lavere for snart sagt alle specialers vedkommende, men det har også været unødvendigt højt,« siger Sebastian Olden-Jørgensen, og tilføjer, at universitetet med god samvittighed kan sænke kvalitetskravene og acceptere snævrere specialer med en smallere litteraturbasis, for de kommende videnskabsmænd og -kvinder skal alligevel lave en ph.d.-afhandling. For alle de øvrige studerende indebar de gamle normer et stort intellektuelt og økonomisk resursespild:

»Specialesumpen er gudskelov så godt som drænet for mange triste skæbner,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Historielektoren fortæller, at udfordringen er de intellektuelt og sjæleligt svagere og på andre måder mindre studieegnede studerende. Dem bliver der stadig flere af, og de er potentielt meget tidskrævende og pædagogisk udfordrende, for de må jo ikke længere kompensere ved at tage sig bedre tid.

Forventningerne må ned

De studerende skal lære at leve med både 2 og 4 som acceptable specialekarakter. Det ville nok ikke være så svært, hvis man udsendte mere pragmatiske signaler og begyndte at tale om, at det at blive færdig til tiden er en kvalitet i sig selv, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

»Måske skulle man ikke lokke så meget med, at det er fedt at studere, som man gør i reklamekampagnerne, men med, at det er fedt at blive færdig. Man er blevet klogere, også selvom det var hårdt, og man står sig bedre i konkurrencen.

Der er meget psykologi i det her. Vi skal justere på forventninger og holdninger både blandt vejledere, studerende og i det omgivende samfund. Specialet er afslutningen. Man har ikke prøvet det før. Det nytter ikke, at de studerende kommer med en jeg-kan-hvad-jeg-vil-og-jeg-vil-have-10- indstilling, hvis det man har i sig under de givne vilkår er et 4-tal. Og det er ikke et udtryk for at man er dum eller er blevet dårligt vejledt.«

Men måske er det et udtryk for, at man skulle have haft mere undervisning?

»På mit fag, Historie, er der cirka ti konfrontationstimer om ugen, og det synes jeg er meget passende, for dels er der et nødvendigt element af selvstudium, og dels skal de fleste studerende kunne passe en form for erhvervsarbejde ind. Hvis man udvider timetallet, vil flere studerende misse undervisningen.«

Sebastian Olden-Jørgensen siger, at det ville hjælpe ganske gevaldigt, hvis de studerende kom til undervisningen, for en fjerdedel er fraværende hver gang:

»Der er mange, der for let bliver forhindrede, og de har selvfølgelig altid kun gode og forståelige grunde, men det var helt ærligt ikke gået noget andet sted i samfundet, og særligt de lidt svagere studerende har brug for at komme her hver gang. Jeg vil gerne tillade mig at udstede en garanti: hvis de studerende kommer til undervisningen hver gang, så skal vi sandelig nok hjælpe dem igennem.«

Hvor langt skal vi ned?

Til de humaniorastuderende, der blokerede deres institutter dette forår og klagede over, at de ’får for lidt’, siger Sebastian Olden-Jørgensen, at de studerende – i hvert fald på de større fag – får nok. Han vender tilbage til specialet, som han karakteriserer som ’en lille bog’, hvor bachelorprojektet er en lidt større hjemmeopgave:

»Specialet er et spring, og derfor er det enormt udfordrende og udviklende at skrive det speciale. Men det er noget, man ikke kan øve sig på, og derfor tror jeg heller ikke bare, at mere undervisning kunne gøre det, for det vil være mere af det samme og ikke mere af det, det drejer sig om i specialet, og så må vi acceptere en større karakterspredning som en naturlig følge.«

Til spørgsmålet om hvor lavt vi kan sænke underliggeren, svarer Sebastian Olden-Jørgensen:

»Når specialer er rene sammenskrivninger af oplysninger fra Wikipedia og den mest tilgængelige sekundærlitteratur, om end det er glatte og måske ligefrem professionelle sammenskrivninger, kan vi kun give et 2-tal. Syndefaldet er, hvis vi accepterer et produkt, som vi i dag kun netop betragter som bestået, som gennemsnit. Hvis man forventer 4 eller 7 for den rene sammenskrivning, så er vi ude i et frit fald.«

Det har også konsekvens for de dygtige studerende, siger Sebastian Olden-Jørgensen, for beskeden til dem vil være, at de skal tage det roligt. De skal demonstrere, at de er gode, og det kan de sagtens gøre på en snæver basis med en klart afgrænset problemstilling, en smal litteraturbasis og beherskede krav til almen orientering i samtid og problematik. Og så skal de have at vide, at de har det i sig, der skal til for at skrive en ph.d.

»Ph.d.-uddannelsen ser jeg som en elitesektor, og den naturlige konsekvens af faldet i specialernes niveau vil være en større ph.d.-sektor med flere frie stipendier, så folk ikke nødvendigvis skal være tilknyttet store forkromede forskningsprojekter. Dygtige studerende, der ikke kunne udfolde deres fulde evner i specialet, skal ikke være afhængige af de relativt få organiserede forskningsprojekter. I dag er det ret tilfældigt, om man lige kommer med på den vogn.«

En håndfast vejledning

Når Sebastian Olden-Jørgensen ser på sine egne erfaringer og praksis over for svage studerende, kan han se, at han er blevet mere håndfast og paternalistisk i sin vejledning:

»Jeg stiller meget hurtigt de studerende over for klare valg mellem problemstillinger og strategier, spørger til deres styrker og svagheder, tvinger dem til at begrænse sig og giver meget klar respons med vægt på altid at angive en konkret løsning på problemerne. Jeg lægger stor vægt på en kort, klar og operationel problemformulering, der samtidig forsøger at ’redde’ så meget som muligt af den studerendes oprindelige ideer om specialets emne. Desuden afdramatiserer jeg de opskruede forventninger, de studerende ofte har til især det teoretisk-metodiske niveau.«

Til gengæld må Sebastian Olden-Jørgensen erkende, som han siger, at han ikke er særlig god til at lægge et psykisk pres på de studerende, hvilket ellers også er en oplagt mulighed:

»Jeg sætter min lid til den stressfaktor, der er indbygget i kravet om at blive færdig på et halvt år. Især for de svage studerende kan det være en meget stressende og ligefrem traumatisk oplevelse. Men det er også i orden. Uden stress ville de aldrig kunne mande sig op til at få det gennemført.«

Sådan synes vejlederen, at det er velsignet, at specialet kun må tage et halvt år. Alle – også den specialskrivendes familie – kan holde til at være stressede i et halvt år, og lettelsen over at have afleveret er en belønning i sig selv.

gbg@adm.ku.dk

Seneste