Et forsvar for den humanistiske dialogs betydning

Han er spændt, men nerverne sidder ikke uden på tøjet. Det er ikke en egentlig eksamenssituation, men snarere et fagligt seminar, der skal til at begynde. Drevet af en ukuelig trang til at diskutere den faglighed, dagens hovedperson, Olav Hesseldahl, har brugt seks år på at opbygge.

I dag står den tidligere filosofistuderende, nu (næsten) cand.mag. foran sit specialeforsvar. Et forsvar, der ikke burde finde sted på KUA, hvis ellers man føjer stedets studieordninger. Modsat størstedelen af de naturvidenskabelige studerende er humanister på Københavns Universitet nemlig overladt til blot at aflevere deres specialer og derefter at vente på en karakter. Der tales ikke om indholdet.

LÆS: I universitetets hænder bliver specialet en dødfødt baby.

Olav har imidlertid skrevet speciale om interaktionen mellem forskere og studerende, og i sit studie undersøger og argumenterer han for uddannelses betydning for særligt humanistisk videnskab. Han insisterer desuden på specialets betydning, og derfor har han arrangeret sit eget specialeforsvar. Det har ingen indflydelse på hans kommende karakter, men det giver den vigtige debat mulighed for at florere.

Kapitalismens marxistiske produktfiksering

Det lille forskningsforsvar udmønter sig hurtigt i et forsvar for humaniora og i en brandtale for vigtigheden af uddannelse i videnskabens tidsalder. Uddannelse fremstår som danske universiteters primære bidrag til økonomi og samfund, men der er alligevel en række faktorer, der hæmmer humanistisk uddannelse.

»Humanister er underrepræsenterede både videnskabeligt og samfundsmæssigt,« slår Olav fra begyndelsen fast. »Det er de, fordi humaniora ikke betragtes som drivende for samfundets udvikling, men blot som ideologi.«

Selvom Videnskabsministeriet har skiftet navn til Uddannelsesministeriet, og selvom Helge Sanders faktura tilsyneladende er forældet, er uddannelses funktion stadig at udfylde prædefinerede samfundsmæssige funktioner. En spændetrøje, humaniora ikke altid befinder sig godt i.

Produktfikseringen er ifølge Olav en marxistisk arv, der effektivt forhindrer, at uddannelse kan »fredes som proces«. Til trods for at humanistisk videnskab netop er hermeneutisk og udvikler sig processuelt gennem forskellige former for dialog. Og det er her, dialektikken mellem forskere og studerende bliver afgørende.

Vejen til erkendelse

Selvom forskere underviser deres studerende i såkaldt paradigmeviden, relativt robust og pålidelig »viden«, som i det mindste forekommer rigid, giver det til en vis grad mening at diskutere humaniora, idet den baserer sig på fortolkning og analyse.

»Uddannelse skal reproducere forskningen, for uden uddannelse uddør forskningen,« argumenterer Olav. I mødet med fagligt stærke og kritiske studerende udfordres ovennævnte paradigmeviden, og forskeren bevæges måske i en ny retning, der er nærmere sandheden.

LÆS: Elevator-speciale-interview med Olav.

»Viden kan deles, uden at giveren mister noget,« pointerer Olavs specialevejleder professor Finn Collin, der frivilligt er stillet op som faglig medspiller ved specialeforsvaret, med reference til Sokrates. Tværtimod burde forskere have blik for de mulige positive sidegevinster ved undervisning.

Forskning og uddannelse er gensidigt afhængige, og det gør sig ikke mindst gældende på humaniora, hvor dialog og diskussion ses som ledende til erkendelse. Undervisningslokalet kan derfor anskues som humanioras laboratorium, hvor det produktive møde mellem forsker og studerende undertiden opstår.

Fagligt studenterengagement

Afgørende for produktiviteten er, at også de studerende engagerer sig i deres faglighed. Hvis ikke de gør det, er det umuligt at udfordre underviseren og dermed at bidrage til udvikling.

»Humaniora er vigtig, men vi, humanisterne, skal selv dyrke den. Vi skal være så fagligt stærke, at vi kan bidrage med humanistisk tankegods, hvor end i samfundet vi er,« siger Olav.

Og det har han tænkt sig at gøre. Det usædvanlige specialeforsvar er således et bevis på, at engagement fører til resultater, og en manifestation af den pointe, at »de studerende må tage skeen i egen hånd og sætte deres faglighed og viden i spil«.

Dermed kan mødet mellem studerende og undervisere blive frugtbart, og derfor samles forskere, familie og venner denne morgen. Ikke for at fejre en god karakter eller blot for at lykønske den nyslåede kandidat, men for at hædre samspillet mellem forskere og studerende og ikke mindst den viden, som dette speciale indeholder, og som universitetets kandidater som oftest besidder.

uni-avis@adm.ku.dk