Eksamensjuks på Jura

15/06-10 kl. 08:18 Uddannelse / Jura
vogne i række Billede: Photos.com SAMMENPRESSET - På Jura har studerende fået besked på at gå til to forskellige eksaminer samme dag på samme tidspunkt. Selv efter omplanlægning i Studieadministrationen må studerende gå til tre eksaminer inden for en uge.

EKSAMEN - To eksaminer på samme dag og tre på en uge. Sådan lyder dette semesters slagtilbud til eksamen på jura. De studerende raser over dårlig planlægning

af Charlotte Strøm

På alle universitetets fakulteter bliver der svedt over bøgerne i disse dage. På Jura skal de tredjeårsstuderende forsvare deres bacheloropgaver og til eksamen i retsfilosofi og to valgfag. Eksamenstiden er en hård nyser, som skal stås igennem med en gedigen arbejdsindsats.

Men for en gruppe studerende er der desværre gået hul på læseplanen. De har brugt flere dage på at rede tråde ud med Studieadministrationen, efter at eksamensdatoerne blev bekendtgjort.

Frustration over fejl

Lisbeth Nielsen er 3. årsstuderende og fik at vide, at hun skulle op i begge sine valgfag på samme dag og samme tidspunkt.

»Jeg ringede naturligvis til Studieadministrationen og fik at vide, at jeg bare skulle sende en mail. Halvandet døgn senere fik jeg tilbagemelding om, at den ene eksamensdato var blevet flyttet. Jeg kunne glæde mig over ikke at skulle være to steder på en gang, til gengæld skulle jeg stadig til tre eksaminer inden for en uge,« siger Lisbeth Nielsen.

Hun kritiserer stærkt Studieadministrationens håndtering af eksamensplanlægningen.

»Det er frustrerende. Jeg bruger så mange timer på mit studie hver eneste dag, men har reelt ikke en chance for at gå til eksamen på en ordentlig måde,« siger hun.

Hun henviser til, at de studerende i det pressede eksamensforløb føler sig tvunget til at ’planlægge’ at gå til reeksamen ved af aflevere en blank opgave i et fag.

Håndholdt planlægning

I Studieadministrationen på Jura erkender leder Martin Birger Hjørland, at forløbet i eksamensplanlægningen har været problematisk for enkelte studerende.

»Vi afvikler 12.000 eksaminer i maj og juni. Planlægningen foretages manuelt. Der kan ske fejl, som vi naturligvis beklager,« siger Martin Birger Hjørland.

Dette års kaos er ifølge de studerende uden fortilfælde i en årrække. Martin Birger Hjørland forklarer, at Studieadministrationen har været ramt af sygdom.

»Eksamensplanlægningen har lidt under mangel på erfaring og kompetencer, da de folk, der har taget sig af den, ikke har fået den fornødne oplæring. Det er mit ansvar,« siger han.

Studiechefen understreger, at de 52 studerende, som havde fået planlagt to eksaminer på samme dag, alle fik ændret deres eksamensdatoer inden for seks-otte timer efter, at man var blevet opmærksom på problemet.

Protestgruppe på Facebook

Lisbeth Nielsen og de 52 studerende, der skulle til to eksaminer på samme dag, står ikke alene med deres kritik. På Facebook er der oprettet en protestgruppe mod Studieadministrationen på Jura; den har 465 medlemmer.

»Det passer jo ikke, at det ikke kan lade sig gøre at planlægge det bedre. Andre uddannelsesinstitutioner og virksomheder lægger enorme planer hele tiden – uden fejl. Det er uprofessionelt, det der foregår på Jura,« siger Lisbeth Nielsen.

Informationsmøde

Ifølge Martin Birger Hjørland har de studerende urealistiske forventninger til eksamen:

»Når undervisningen slutter, bør de sådan set kunne gå til eksamen i stoffet.«

Han oplevede selv som studerende eksaminer med korte intervaller og kan ikke genkende, at det udgør et særligt problem. Men han understreger, at administrationen vil arbejde på at sprede eksaminerne så meget som muligt.

Studieadministrationen indkaldte derfor til et informationsmøde den 28. maj for alle studerende for at fortælle, hvad der gøres for at bedre situationen og for at få en konstruktiv dialog med de studerende.

»Mødet var godt, men det var ærgerligt, at kun fem-syv studerende mødte op,« siger Martin Birger Hjørland.

Til dét siger Lisbeth Nielsen:

»Den 28. maj kl. 10 sluttede min 48-timers eksamen i retsfilosofi. Jeg havde tre dage til at læse op til næste eksamen og yderligere én dag til næste fag, hvor undervisningen i øvrigt sluttede 26. marts. Nej, jeg gik ikke til mødet. Jeg havde ikke tid, for jeg læser faktisk til eksamen!«

Tudefjæs eller brokkehoved

Går der tudefjæs eller brokkehoved i de jurastuderende? Det har jo trods altid været hårdt at læse til eksamen.

»Enhver må dømme selv. I min optik er forløbet og håndteringen fra Studieadministrationens side totalt absurd,« siger Lisbeth Nielsen.

Afviser klager

Flere studerende i protestgruppen på Facebook giver udtryk for, at Studieadministrationen enten ikke svarer på deres henvendelser eller, at de bliver afvist.

»De kan godt klage over datoerne, men vi kan ikke opfylde individuelle ønsker og behov hos de studerende til konkrete eksamenstidspunkter,« siger leder af uddannelsesservice Martin Birger Hjørland

Lisbeth Nielsen ville ønske, at hun havde haft kræfter til at finde paragraffer frem og vedholdende argumentere sin sag. Det havde hun ikke.

»Sådan er det trods alt nok for de fleste, fordi man er så presset under eksamen,« siger hun

Ifølge Martin Birger Hjørland planlægger man at indføre et it-system til eksamensplanlægning. Håbet for, at det får rettet op på problemerne i Studieadministrationen, har samme farve som eksamensbordet.

1 kommentar

Skriv en kommentar

16/06-10 kl. 08:46 Louise:

Jeg har selv prøvet at have fået at vide at jeg skulle op til to juraeksamener på samme dag. Jeg fik uden problemer ændret det ene eksamenstidspunkt så der i stedet var en dag imellem.

Men jeg var klar over at jeg skulle til to eksamener i samme uge. Det er faktisk sådan, at eksamensperioderne for de mundtlige fag er tilgængelige når man vælger sine fag. Derfor vidste jeg at mine fag havde samme eksamensperiode. - Ja, eksamensperioderne kan blive ændret efterfølgende, men det er faktisk ret sjældent.

Der er ingen tvivl om at en studerende ikke må have flere eksamener på samme dag, men der er derimod ikke noget i vejen for at det kan være flere dage i træk.

Det er en planlægning der skal gå op på flere forskellige måder når man planlægger sine jurafag, men det er ikke noget nyt. Frustrerende indimellem ja, men sådan er det. Når man kommer ud i det virkelige arbejdsliv som f.eks. advokat, kan du sagtens komme ud for at skulle have flere hovedforhandlinger (eksamener) flere dage i træk, og dem får du heller ikke lige ændret.

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
Skandinavien3
11/02-12 kl. 08:58 Politik

Skandinavisk nyhedsoverblik

FEBRUAR 2012, UGE 6 - NTNU i Trondheim er Nordens bedste universitet - Sverige: Klassekampen tilbage som forskningsobjekt - 3.000 svenske udenlandske lægestuderende skal have en chance i hjemlandet - 25 af 26 Utøya-overlevende fuldførte skolesemesteret.

EliteForsk 2012
10/02-12 kl. 10:20 Politik

Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning - Mød eliteforsker og bjergbestiger Hans Bräuner-Osborne - Ung debattør: Lad os tage et par sabbatår og være ubeslutsomme - Studentermedhjælpere udnyttes på jobbet - Nye Novo-milliarder skal tiltrække udenlandske topforskere - Danske og kinesiske forskere jagter dna sammen - KU-forsker: Græske politikere er umodne.

Videnskabernes_2012
09/02-12 kl. 10:05 Politik

Østergaards debutantbal i Videnskabernes Selskab

MILD MINISTERGRILL - Uddannelsesminister Morten Østergaards har holdt sin første tale ved Videnskabernes Selskabs årlige forskningspolitiske topmøde. Hans fokus på større frihed og højnet kvalitet resonerede pænt med selskabets visioner for universitetet i 2020. Men den efterfølgende debat indikerede, at mange af landets VIP’ere vil se handling før ordflom, før der klappes andet end høfligt forhåbningsfuldt.

Kamilla Löfström
07/02-12 kl. 08:00 Videnskab / Hum

Litterater lærer at anmelde

PROFESSIONSANMELDELSE - Litteraturvidenskab har udbudt faget ’Anmelderi’, hvor de studerende har fået muligheden for at udforske kritikkens kringelkroge. Vi har mødt underviser og anmelder ved Information Kamilla Löfström samt to litteraturstuderende til en snak om faget, den gode anmeldelse og litteraturkritikkens generelle tilstand.

Læs også:
Voksen bag glasset
Retningsforvirret
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Anmeldere og digtere deler studie

KULTURMØDE - Litteraturvidenskab rummer potentielle ærkefjender. For uddannelsen frekventeres både af anmeldere og forfattere.

Læs også:
Litterater lærer at anmelde
Olga Ravn
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Voksen bag glasset

ANMELDELSE - Det er med en sælsom afklædthed at Olga Ravn i sin debutdigtsamling udstiller mødet med kroppen; fremmedfølelsen af at vokse op i sin krop, i sit køn, i sit sind, i sig selv.

Nøgleord

Læs også


Nyhedsbrev

Uniavisens skuddagskonkurrence - vind en iPad

VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.

Institutråd rokker ikke ved ledelsens magt

INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk