»Dialogen er jo ligesom brudt, efter du er blevet ansat«

OPGØR - Maskerne faldt, da dekan Kirsten Refsing og utilfredse studerende onsdag konfronterede hinanden. De humanistiske aktivister var vrede over, at rektor har forlænget dekanens ansættelse. De ville have dialog, og det fik de så

af Peter Riddersborg

Fem studerende er mødt op ved de høje hvide borde ved hovedindgangen til gamle KUA med et stort fotografi af humaniorastuderende indbundet i et rødt bånd.

De bevæger sig fra indgangen mod Kirsten Refsings dør langs gule vægge og forbi kontorerne på KUA-administrationens gang. Dekanens dør er lukket, hvilket de studerende har forventet og er forberedt på, og aktionen fortsætter derfor ufortrødent efter planen.

»Hvem vil være Kirsten, og hvem vil være Ralf?,« er det store spørgsmål, da to masker, der forestiller henholdsvis rektor og Hum-dekan, bliver hevet frem. To af de studerende gennemgår den frivillige forvandling til KU-topledelse, mens de andre aktiviter forbliver i rollen som studerende.

Afbrudt håndtryk

»Skal vi ikke også skrive et kort til hende?« spørger en af aktivisterne, og det skal de. Med det nærmeste bord som underlag bliver der hurtigt forfattet en fiktiv hilsen til Refsing fra rektor, hvori han beklager, at han ikke har spurgt de studerende til råds, inden han forlængede hendes periode som dekan.

»Jeg håber, at du vil tage de studerende med på råd i dine kommende beslutninger,« står der i brevet.

Aktivisterne retter maskerne til og stiller sig foran dekanens kontor, hvor 'Ralf Hemmingsen' og 'Kirsten Refsing' øjeblikket efter giver hånd, mens aktionen foreviges af Universitetsavisens fotograf, som er blevet tilkaldt til formålet. Det hele er hurtigt og vellykket overstået, da en stemme i baggrunden pludselig bryder ind i den hyggelige stemning.

Maskerne falder

»Hvorfor har I hængt anonyme plakater op?« spørger den virkelige Kirsten Refsing, der er listet, muligvis blot gået helt normalt, hen til aktivisterne, der hurtigt hiver maskerne af ved synet af deres dekan. »Hvad siger du, Sanne? Hvem er de fra?« spørger hun og henvender sig direkte til Hum-rådsformanden.

»Det er nogle studerende fra Humaniora, som følte sig vrede over ...« begynder Sanne Aagaard Jensen. »Hvorfor kommer de ikke bare og snakker?« spørger Kirsten Refsing.

Historiestuderende Anders Molls Axelsen tager over og hiver aktivisternes medbragte foto frem.

»Vi er her med den her. Det er et billede til dig for ligesom at gøre opmærksom på, at du skal huske de studerende. Men også at de studerende holder øje med dig« siger han.

Kan redegøre for penge til småfag

»Må jeg ikke lige sige noget,« fortsætter dekanen, der ikke uden videre har glemt de anonyme plakater, som de sidste dage har hængt på KUA for at gøre opmærksom på utilfredsheden med forlængelsesproceduren. »Der er altså ikke blevet ti millioner kroner væk fra småfagene, som der stod på plakaten. Tværtimod. Jeg har brugt virkelig lang tid på at finde ud af, om vi virkelig får de ti millioner, fordi de ikke står på budgettet. Og hvis vi ikke gør, så får vi dem, når jeg har fået snakket med de rette mennesker,« siger hun.

»Så dem kan du godt gøre rede for?« spørger Anders Moll Axelsen.

»Dem kan jeg godt gøre rede for,« bekræfter dekanen ufortøvent og fortsætter afmonteringen af plakatens beskyldninger. »Og det med øl i Nyhavn har jeg sagt undskyld for, og det var desuden misforstået. Og det er ikke mig, der har indført aktivitetskravene. Det er jeres kære prodekan på studiet. Og det er ikke rigtigt, at jeg ikke vil lytte til de studerende,« siger hun.

»Nej, men dialogen er jo ligesom brudt, efter du er blevet ansat,« siger Anders. »Så er det meget fint, at du gerne vil høre på os nu, men tiden for evaluering af dig som dekan er jo overskredet.«

»Jamen der er blevet lavet en 360 graders evaluering af mig,« påpeger Refsing.

»Har de studerende været involveret i den?« spørger Anders Mols Axelsen. »Det ved jeg ikke,« svarer dekanen.

»Det ved du ikke?« gentager Mols Axelsen og griner halvhånligt. »Er du sikker på, at det ikke er noget, du godt ved, men måske har glemt lige nu?«

Intet imod de studerendes inddragelse

Anders Mols Axelsen fortsætter diskussionen af forlængelsesproceduren og det problematiske ved, at den er foregået uden indflydelse fra ansatte og studerende.

»Man kunne forestille sig, at rektor måske ville have lidt svært ved at vurdere objektivt, om han skal genansætte en dekan, han selv har ansat i første omgang. Så siger han nok ikke: Hey, hvem er den idiot, der har ansat den person? Nå ja, det er jo mig selv! Så kunne det måske være givtigt, at der var andre, der blev bragt ind i den demokratiske proces, så som de studerende eller de ansatte?«

»Det er jeg jo sådan set ikke herre over,« svarer Refsing. »men jeg ville da ikke have noget imod det.«

»Denne aktion er heller ikke nødvendigvis rettet mod dig,« siger Anders Moll Axelsen, og den bemærkning opbløder stemningen. De ler.

»Jeg er meget glad for sådan et stort billede af de studerende,« fortsætter dekanen og takker for gaven.

Ingen anonym kritik

Kirsten Refsing skal hurtigt videre til et møde, men når lige at stille op til et foto, hvor hun får overrakt sit billede.

»Al kritik, folk er villige til at stå bag, vil jeg meget gerne høre på. Men anonym kritik tager jeg altså ikke alvorlig,« siger hun, før hun går.

Efterfølgende er aktivisterne tilfredse med mødet. De ser blandt andet frem til Kirsten Refsings redegørelse for pengene til de trængte småfag på Humaniora. Senere på dagen inviterer Kirsten Refsing desuden de studerende til et møde, hvor hun vil redegøre for, hvorfor hun har fået sin ansættelse forlænget.

peri@adm.ku.dk

• Send
• Del