Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Det nye kuld får besked ved midnat

OPTAGELSE 2013 - Den 30. juli får ansøgerne svar på, om de har fået en studieplads på Københavns Universitet.

Hvis mange unge går hvileløst rundt og bider negle i Københavns gader, er det med god grund.

Tirsdag den 30. juli får de nemlig besked på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse på Københavns Universitet (KU). I år kan de tjekke svaret elektronisk ved at logge ind på Mit KU, allerede ved midnat.

Se hvordan her

Ellers vil svaret ligge i ansøgernes e-Boks i løbet af 30. juli, og de der ikke har en elektronisk postkasse, må vente på postbuddets aflevering.

Flere bliver skuffet

Studiechef på KU Claus Nielsen forventer højere kvotienter på en række uddannelser, og at flere ansøgere end tidligere ikke bliver optaget på deres drømmeuddannelse.

»Det er glædeligt, at de unge i så høj grad ønsker at uddanne sig, og Københavns Universitet har igen i år udvidet antallet af studiepladser og vejledt ansøgerne om realistiske uddannelsesvalg. Men med dette års rekordstore ansøgertal, må vi desværre se i øjnene, at vi også kommer til at skuffe en del,« siger Claus Nielsen.

KU i år har modtaget 3,6 procent flere ansøgninger end i 2012, og antallet der har KU som deres førstevalg, de såkaldte 1. prioritetsansøgninger, sætter også rekord med 12.785 mod 12.609 i 2012.

Til gengæld er det ifølge Claus Nielsen kun muligt at oprette cirka 40 nye studiepladser mod 300-400 både i 2011 og 2012.

»I år vil der kun blive justeret ganske lidt på enkelte uddannelser. Vi mener, at vi har øget optaget pænt de seneste år, og vi bliver nødt til at tage hensyn til, at de studerende også skal kunne få et job, når de er færdige, og at vi skal kunne give dem en kvalificeret uddannelse,« siger han til Jyllands-Posten.

Se ansøgertallene her

Alt håb ikke ude

De heldige der bliver tilbudt en studieplads på en af de 82 bacheloruddannelser på KU, skal svare enten “ja tak” eller “nej tak” til pladsen senest 5. august på Mit KU. Intet svar betyder, at pladsen går til en anden.

Fra den 30. juli er det muligt at søge optagelse på de uddannelser, hvor der eventuelt måtte være ledige pladser.

Studievejledere vil fortælle mere om de uddannelser, der fortsat kan søges på en uddannelsesbasar den 1. august.

clba@adm.ku.dk

Seneste