Uddannelse 17/9-14 10:10

Dekan overrasker: vil slå Matematik og Datalogi sammen

John Renner Hansen HCØ fusion matematik datalogi
Billede: Christoffer Zieler
ENE MAND - Det er muligt, at der er medarbejdere på de to institutter Matematik og Datalogi, som ønsker at blive fusionerede, men protesterne var altdominerende, da dekan John Renner Hansen (ved katederet i hvid skjorte) over for et godt fyldt auditorium 1 i HCØ-bygningen på Nørre Campus præsenterede sin plan om at samle de to institutter fra 1. januar 2015.
KRITISK MASSE - Ledelsen på SCIENCE er ved at genoplive skrottet plan fra 2011 om at fusionere Institut for Matematiske Fag og Datalogisk Institut. Mange ansatte reagerede med modstand og skepsis, da dekanen tirsdag præsenterede sin idé.

Fra 1. januar 2015 skal Datalogi og Matematik være ét institut, hvis det står til dekanatet på SCIENCE.

Hvis det lyder bekendt, er det fordi KU’s ledelse i 2011 planlagde næsten eksakt det samme som led i den reorganisering, der lagde de gamle fakulteter Life og Farma ind i de nuværende SCIENCE og SUND fra årsskiftet 2011/12.

Datalogi og Matematik forblev dog selvstændige i 2011. Ikke mindst fordi medarbejdere på de to institutter skød ledelsens udspil ned. Det har man ikke glemt på SCIENCE.

»Vi er godt klar over historikken i det her,« sagde dekan John Renner Hansen tirsdag eftermiddag til en stor forsamling medarbejdere og studerende fra Datalogi og Matematik, som var forsamlede på Nørre Campus for at høre nærmere om, hvorfor en fusion igen er på tapetet.

Forberedelsesarbejdet er foregået diskret. Først mandag eftermiddag fik de ansatte og studerende en orientering om planerne i form af en e-mail. Lederne på de to institutter (der indgår i dekanens eget ledelsesteam) fik også først besked mandag.

LÆS OGSÅ: Institutleder: »Der er ingen fordele ved den her fusion.«

De to institutter er ikke gode nok til at få studerende igennem

En grund til fusionsplanen er ifølge John Renner Hansen, at Datalogi og Matematik ikke er gode nok til at producere studerende til tiden, og at mange dropper ud. Det koster penge for KU.

»Der er nogle store udfordringer. Og små miljøer har sværere ved at håndtere store udfordringer,« sagde dekanen.

John Renner Hansen sagde, at et stort samlet institut vil kunne koordinere undervisning af de studerende bedre, få et bedre studiemiljø, ’udvikle nye fagområder i uddannelserne’ og få en mere effektiv studieadministration m.v.

Virksomhederne ønsker også, sagde han, at ansætte kandidater, der har kompetencer på grænsefladen mellem datalogi og matematik.

Desuden vil sammenlægningen hjælpe fakultetet til at udnyttelse sine lokaler mere effektivt.

Samlet set vil fusionen »skabe en langt mere slagkraftig enhed med et større råderum til udvikling af fagområderne matematik og datalogi,« står der i dekanens e-mail til de ansatte og studerende.

Nye indvendinger, tak

John Renner Hansen har læst eller genlæst en rapport fra en arbejdsgruppe, der inden fusionsplanen i 2011, gav et bud på, hvordan et samlet institut med matematik, statistik og computer science (datalogi) kunne se ud:

»Jeg har læst det igennem, og jeg synes, det er visionært,« sagde han. »Det ser – fra mit synspunkt – fornuftigt ud, og det er udgangspunktet for det, vi gerne vil fortsætte med.«

Medarbejdere og studerende på Datalogi og Matematik skal nu drøfte fusionsplanen indtil den 20. oktober, hvorefter rektor kan tage stilling til sagen. John Renner Hansen bad sine tilhørere om ikke at gentage argumenterne fra 2011.

»Vi kender alle argumenterne. Jeg har læst dem fra for to et halvt år siden. Jeg vil gerne se en masse nye argumenter,« sagde han. Bemærkningen fremkaldte latter fra salen.

»Hør nu her,« fortsatte dekanen, »hvis det var sådan, at jeg, når jeg læste argumenterne igen, havde følt mig overbevist om, at det her [forslag] ikke var bæredygtigt, så ville jeg jo ikke stå her i dag.«

»Har du fremført nye argumenter?« spurgte en af tilhørerne, professor i matematik Ib Madsen, da ordet blev givet frit. »Jeg kan ikke se det.«

Modstand

Indlæggene fra salen tirsdag eftermiddag var stort set udelukkende kritiske over for fusionsplanerne.

Professor Ib Madsen sagde, at Institut for Matematiske Fag udvikler sig i en positiv retning, og at fusionen, hvis den bliver gennemført, vil være »en ganske alvorlig hæmsko for denne gunstige udvikling, og det kan vel for fanden ikke være meningen.«

»Jeg tror, at mange i salen vil være enige med mig, når jeg siger: Der er ingen videnskabelig begrundelse for det fusionsforslag,« sagde han.

Fra Datalogi lød det fra en anden tilhører, lektor Ken Friis Larsen, der talte på vegne af instituttets medarbejdere, at Datalogis ’entydige’ udmelding var, at en fusion er en dårlig idé.

chz@adm.ku.dk

Rettelse 17/9: i ovenstående stod, at rektor og bestyrelse vil skulle tage stilling til sagen, men det er faktisk ikke nogen bestyrelsesbeslutning at lægge institutter sammen. Rektor træffer selv beslutning om institutstrukturen, derfor er bestyrelsen skrevet ud af det relevante afsnit.

Matematik og Datalogi skal fusioneres 1. januar 2015 - god eller dårlig idé?

Kommentarer

68

By Trine Sørensen on 19. september 2014, 9:50.

Og man ønskede sig pludselig tilbage til professorvældet ...

Top down

By Åsmund Rinnan on 18. september 2014, 11:54.

Dette er jo totalt en top-down adgang til problemet som flere i den sidste APV sagde sig misfornøjede med. Hvad er årsagen til at dekanatet ikke lytter til den undersøgelse som bliver gennemført hvert år? Også skræmmende at høre at gamle argumenter godt kan tages i genbrug af ledelsen, men ikke fra ansatte!

Non sequitur

By Torben Mogensen on 17. september 2014, 17:15.

Skridtet fra en præmisse om gennemførsel og forskningsmidler under gennemsnittet til konklusionen om en institutfusion er en non sequitur: Der er slet ingen grund til at tro, at en sammenlægning vil hjælpe på de problemer. Dertil indrømmede dekanen, at der er en tendens til forbedring af begge parametre siden sidst en fusion blev foreslået, så at foreslå det igen efter så kort tid giver ingen mening -- ud fra de angivne begrundelser. Så mit gæt er, at der er en anden agenda bagved. Jeg har nogle gæt om hvad, men dem vil jeg undlade at fortælle her for ikke at lyde som en konspirationsteoretiker.

Den "visionære rapport" er falskt grundlag

By Ejnar Håkonsen on 17. september 2014, 12:50.

I skriver:
"John Renner Hansen har læst eller genlæst en rapport fra en arbejdsgruppe, der inden fusionsplanen i 2011, gav et bud på, hvordan et samlet institut med matematik, statistik og computer science (datalogi) kunne se ud:
»Jeg har læst det igennem, og jeg synes, det er visionært,« sagde han. »Det ser – fra mit synspunkt – fornuftigt ud, og det er udgangspunktet for det, vi gerne vil fortsætte med.«"

Her er det værd at bemærke at flere af de folk, som i sin tid udarbejdede rapporten, undermødet udtrykte stærk modstand mod en fusion. De fortalte at den rapport han refererede til som "visionær" var skrevet med præmissen "hvis I absolut skal fusioneres og ikke har andet valg, og er tvunget til at producere en liste over ting der godt kunne være fordelagtige ved situationen, hvad kunne det så være". Jeg synes det bør fremgå af artiklen, at rapportens konklusion dermed var prædefineret - de udarbejdende medarbejdere lagde ikke skjul på at de på intet tidspunkt under udarbejdelsen af rapporten vurderede en fusion som nogen god løsning.

Argumenterne holder ikke

By Anders Therkelsen on 17. september 2014, 12:23.

Når jeg ser et argument som: "En grund til fusionsplanen er ifølge John Renner Hansen, at Datalogi og Matematik ikke er gode nok til at producere studerende til tiden, og at mange dropper ud. Det koster penge for KU.", så har jeg svært ved at tage det seriøst. Mon ikke vi skal tage en ting ad gangen og se om det virker? Jeg tænker her på studiefremdriftsreformen - sættes flere variable i gang på samme tid er det sværere at måle effektiviteten af dem hver især.

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Fill in the blank
annonce
Foto - ERC-grants september 2016 - gruppebillede
NAVNE - Fem danske forskere har opnået en af de eftertragtede kæmpebevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd på 1,5 mio. euro. Fire af dem er fra KU.
Videnskab 20/9-16 9:13

Kunsten at forbedre et mirakel

Kunsten at forbedre et mirakel - foto 3
TECH - Et CI-høreapparatets kapacitet har problemer med at gengive nuancerne i lydene og sproget, men det arbejder to KU-forskere nu med at forbedre.
Dekan: Humaniora kommer til at fyre igen - foto
BESPARELSER – Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet skal spare yderligere 60 mio. kroner. Det vil få konsekvenser for både ansatte og studerende.

Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk

Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)

Københavns Universitet

  • Nørregade 10
  • 1165 København K
  • Danmark
  • Tel. +45 35 32 28 98
Uafhængig af ledelsen
Copyright 2009-2014 © Universitetsavisen.dk