Dansk master: Afrikanske kvinder kan ikke få armene ned

Jette Miller og Anette Kalle Larsen

Taxaen skynder sig langsomt gennem Accras myldretid. I varmedisen emmer den vestafrikanske millionby af os fra tung trafik, røg fra små madboder og hvirvlende støv.

Ghaneserne går ranke og upåvirkede i zigzag mellem bilerne med alt lige fra vanddunke til symaskiner på hovedet. Endelig dukker Ghana Olympic Committe Building op, hvor Ghanas AIDS Commission holder til på fjerde sal, og hvor Olivia Graham arbejder.

Læs også: Københavns Universitet uddanner verden i folkesundhed

Den 39-årige kvinde tager varmt imod på sit lille kontor domineret af mørklaminerede møbler og et virvar af brochurer og seksualoplysningsremedier.

Knap to procent af den ghanesiske befolkning er hiv-smittede, færre end i mange afrikanske lande. Men mange dyrker stadig usikker sex, og en vigtig del af Olivia Grahams job er at informere om og vise, hvordan man beskytter sig, når hun kommer rundt i landet.

Forfremmelsen

I 2010 tog Olivia Graham en Master i international sundhed på Københavns Universitet. Før masteren brugte hun sin bachelor som administrativ sekretær i Ghana AIDS Commission.

»Jeg kom tilbage til det samme job som sekretær. Men jeg brændte jo inde med alle de kvalifikationer og den bunke viden, som jeg havde fra min nye master,« fortæller Olivia Graham.

Og med et stort smil slår hun fast, at hun også kom tilbage med selvtilid nok til at søge forfremmelse. Nu er hun blevet teknisk koordinator for Ghana AIDS Commission i Ashanti regionen nord for Accra.

»Det er et stort skridt for mig. Jeg skal koordinere aktiviteter i 27 distrikter og stå for alt lige fra fundrasing, implementering og evaluering af aktiviteterne og samtidig løbende vurdere hospitalernes behov for særlig ekspertise inden for vores område – fx en særlig rådgiver eller en lægefaglig person.«

Masteruddannelse gav karriere et skub

Olivia Graham er ikke i tvivl om, at den danske master har forbedret hendes karrieremuligheder. Hun har en hel liste af punkter liggende på tungen, som springer frem til spørgsmålet om, hvad hun kan bruge fra sin masteruddannelse.

»Jeg lærte værdien af gruppearbejde at kende og den dynamik, der kommer, når alle inddrages i opgaveløsningen. Sammen med metoder til at mobilisere folk er det nok noget af det vigtigste, jeg kom hjem med,« reflekterer Olivia Graham og er hurtigt videre i sin ordstrøm:

»Men jeg fik også lært at skrive projektansøgninger og gennemføre evalueringer af vores projekter. Vi fik ikke bare en masse akademiske færdigheder fyldt i hovedet, men også en skærpet kritisk sans til at anvende dem i vores job.«

Olivia Graham er gift og har to drenge på fem og syv år. Det vil blive lidt af en omvæltning for den lille familie at flytte fra hovedstaden Accra til Ashanti-regionen i tre år. Hendes mand arbejder som lærer i Accra og vil ikke umiddelbart kunne få job i provinsen.

»Kontoret ligger fire timers kørsel fra Accra, og jobbet er svært at få passet ind i vores dagligdag. Måske bliver jeg nødt til at tage derop alene, for jeg kan ikke sige nej til at åbne et helt nyt kontor,« slår Olivia Graham fast.

The queen-mothers

I Ashanti-provinsen vil Olivia Graham blive konfronteret med Ghanas traditionelle samfund. I de små lokalsamfund er høvdingenes magt stor, og det er vigtigt at få opbygget relationer til dem.

Et eksempel er arbejdet med at forebygge hiv-smitte fra mor til barn, som kræver, at alle gravide screenes på et hospital.

»Men nogle befolkningsgrupper går aldrig på hospitalet. De bruger traditionelle healere, som behandler med urter eller spiritulisme. Hvis jeg skal ændre på det, så er det the queen-mothers, jeg skal have fat på – de er ligeså vigtige at mobilisere som høvdingene,« forklarer Olivia Graham.

For traditioner og ritualer bliver virkelig udfordret, når AIDS-kampagner og den medicinske verden dukker op:

»Hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger om at få vores budskaber implementeret, så skal jeg virkelig spille mine kort rigtigt i begyndelsen. Det er blandt andet derfor, jeg skal ud og bo i området. Det gælder om at komme med åbne arme og en vis ydmyghed for at få skabt den rette kontakt,« slutter Olivia Graham, før hun haster videre til andet møde.

Sundhedsudfordringer

Taxaen rumler ud af byen ad det nye sekssporede vejnet. I vejsiden foran Kasoa Health Centre må kvinder og børn tålmodigt stå i kø i den støvede varme. For selvom Ghana siden 1990 næsten har halveret både småbørnsdødeligheden og antallet af mødre, som dør i barselssengen, så er sundhedsudfordringerne stadig store.

De offentlige investeringer i sundhed stiger støt, men mangelfuld sanitet har samtidig skabt åbne kloaker midt i Accra, hvor både affald fra industri, husholdninger og mennesker flyder over og udfordrer sundheden. Ghana har brug for sundhedspersonale.

Oversygeplejerske Augusta Doe afsluttede sin master i international sundhed fra Københavns Universitet for ni år siden i 2003. Hun er leder af og supervisor for de offentligt ansatte sygeplejersker i Volta regionen i den østlige del af Ghana.

Hun var 46 år, da hun læste i Danmark. Ud over den kulturomvæltning, det var at komme op til de distancerede danskere, som talte et totalt uforståeligt sprog, så blev det også en karrieremæssig omvæltning for hende.

»I mange år arbejdede jeg som sygeplejerske i Keta området i Volta regionen inden for traditionelle kvindeområder: graviditeter, fødsler, børnepleje og børnesygdomme. Det var på sin vis meget tilfredsstillende, men alligevel var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle videre. For jeg har altid beskæftiget mig meget med kvinder og deres sundhed, og det fik jeg mulighed for at forske mere i på masteren.«

Massiv lægemangel

Og dette vidensløft har Ghana brug for. Augusta Doe fik blandt andet viden om hvordan en massiv træning af læger og jordemødre i Bangladesh medførte en drastisk faldende moderdødelighed – nogle metoder hun efterfølgende har brugt i sit job.

Men det er primært jordemødre, som får denne træning, da Ghana mangler uddannede læger – især i yderdistrikterne. Antallet af læger er færre end én per 10.000 indbyggere, hvilket ligger under regionens gennemsnit. Samtidig forfremmes læger ofte til administrative stillinger, fx i distrikts- eller regionsledelse, og derved bliver der endnu færre klinisk arbejdende læger. Nogle steder i det nordlige Ghana må de ansætte læger fra Cuba, som hverken kender sproget eller de lokale sygdomme.

»Og i min dagligdag oplever jeg en alt for uhensigtsmæssig faglig grænse mellem læger og sygeplejersker. Det anerkendes ikke alle steder, at sygeplejersker også vil videreuddannes og blive dygtigere til at løse sundhedsmæssige problemstillinger,« forklarer Augusta Doe.

I Danmark oplevede hun, at sygeplejersker og læger fulgte undervisning i de samme klasser.

»Vi arbejdede side om side med de samme opgaver og diskuterede problemstillinger med hinanden. Jeg ville ønske, at denne ligestilling mellem de to faggrupper kunne blive mere anerkendt i Ghana.«

Det er ikke kun et ligestillingsproblem, som Augusta Doe påpeger, men også et spørgsmål om at få sat mere fokus på de kvinderelaterede sundhedsproblemer i Ghana, som ikke alle mandlige læger har samme øje for. Olivia Graham og Augusta Doe er med til at tage et stort skridt i den rigtige retning.

Jette Miller og Anette Kalle Larsen er freelancejournalister. Rejsen til Ghana var støttet af Danidas Oplysningsbevilling.