Blodsugende dyrlægespeciale i rovtæger til dyr

Sydamerikanske tæger kan måske erstatte kanyler til at suge blod på forsøgsdyr. Det har en dyrlægestuderende på Life arbejdet med i sit speciale. Resultaterne ser lovende ud, men det var grænseoverskridende at skulle lære at håndtere parasitterne

af Anders Fjeldberg

Ikke alle studerende er så heldigt stillede, at det farligste dyr, de er nødt til at overvinde under deres specialeskrivning, er en pc-mus.

Stine Norup Markvardsen, stud.med.vet. fra det Biovidenskabelige Fakultet (Life) på Frederiksberg, valgte til sit speciale på dyrlægestudiet under efteråret 2009 at skrive om muligheden for at bruge tæger til at suge blod på forsøgsdyr, i stedet for at anvende den traditionelle kanylemetode.

Tægerne er oprindelig fra Sydamerika. Stine Markvardsen og hendes vejleder købte 40 af de små bæster hos et laboratorium i Berlin.

Grænseoverskridende håndtering - og kondomblod

Stine Markvardsen har angivelig ingen trang til at holde specielle kæledyr, og hun fortæller, det var grænseoverskridende at arbejde med tægerne, der hver kan suge op til 2,5 milliliter blod.

»Du er nødt til at lære at holde på en speciel måde om tægen. Det kunne have været sjovt at måle min puls første gang, jeg gjorde det, men man vænner sig til det. Man skal holde tægen om hovedet, så man ikke selv bliver stukket. Tægen har en snabel, som den suger blod med. Snablen er normalt trukket ind under tægen, men når den får færten af mad, skubbes den frem,« fortæller Stine Markvardsen.

Hun skulle også lære at fodre tægerne. Det foregår med ’kondomblod’.

»Vi tager et kondom, skyller det grundigt med destilleret vand, hælder hesteblod fra Statens Serum Institut i, sætter en klemme på kondomet, giver det et par sekunder i mikrobølgeovnen, og så sætter vi det ned til tægerne, der bliver tiltrukket af varmen fra blodet,« forklarer hun.

Lovende resultater på udvalgte parametre

Spørgsmålet, Stine Markvardsen ønskede at besvare i sit speciale, var: Kan man bruge tægerne til at tage blodprøver fra dyr, i stedet for bruge kanyler, og alligevel få pålidelige måleresultater.

Stine Markvardsen ville især undersøge, om man kan bruge tægerne i en arbejdssituation i en klinik til at undersøge, om et dyr har nogle organer, der fejler, eller om dyret har en infektion – dyrlæger kalder disse arbejdsområder for klinisk kemi og hæmatologi.

For en række parametre går det ifølge Stine Markvardsen fint. I sit speciale har hun konkluderet, at der ikke er signifikant forskel mellem tæge-metoden og kanyle-metoden for visse blodparametre, og derfor kan man godt kan bruge tæge-metoden. Se faktaboks.

»For andre parametre var der forskelle, og ved nogle af parametrene kunne jeg ud fra faglitteratur komme med forslag til, hvorfor der var en forskel. For i tægens tarmsystem er der natrium-kalium-pumper, der sender natrium ud af tarmen og kalium ind i tarmen, hvor det blandes med det indtagne blod. Det ændrer det indtagne blods parametre, og når det for eksempel gælder om at måle natrium-kalium-indholdet i et forsøgsdyrs blod, så spiller tægens biologi ind,« fortæller Stine Markvardsen.

Håb om dansk tægekoloni på Life

Stine Markvardsens metode har bevågenhed uden for Københavns Universitet. I Københavns Zoo følger dyrlæge Mads Bertelsen med i hendes speciale, fordi der kan være klare fordele ved at tage blodprøver fra zoo´s dyr med tæger i stedet for med kanyler.

»I en zoologisk have er nogle dyr svære at tage blodprøver på. Søløver er for eksempel nemme at træne til at sidde stille til at få taget en blodprøve, mens det er svært at få taget en prøve med en kanyle, fordi det kræver, at søløven først bedøves. Især for svækkede dyr er det et problem at give en bedøvelse, og hvis man vil måle stressniveauet hos et dyr, der er drægtigt, kan en bedøvelse også i sig selv udgøre et problem,« fortæller Mads Bertelsen.

Han fortæller, at metoden med at bruge tæger allerede har været brugt rundt om i verden til at teste for kønshormoner og stresshormoner, og han er meget interesseret i at finde ud af, om tæger også kan bruges til at undersøge andre, helt almindelige blodparametre.

»Jeg følger både Stine Markvardsens speciale og det, der foregår i Berlin, men afgørende for mig bliver nok, om der bliver etableret en koloni af tæger på Life, jeg håber på Life,« siger Mads Bertelsen.

Grise for sensitive til kanyler

Nogle dyr kan være så sensitive, at selve den ophidselse og stress, der fremkaldes af blodprøven med kanyle, påvirker de blodparametre, man vil undersøge.

Stine Markvardsen kunne godt have tænkt sig at have brugt både kaniner og grise som forsøgsdyr i sit speciale.

»Når nogen skal tage en blodprøve på en gris med en kanyle, skal der to mennesker til. En skal holde grisen, mens en anden skal tage prøven. Mens det sker, bliver grisen stresset og ophidset, fordi en gris ikke kan lide at blive holdt fast, og det kan måske påvirke blodprøvernes værdier,« fortæller hun.

Udviklingsarbejde tager tid

Stine Markvardsen og hendes vejleder gik i gang med at fremstille et halsbånd til en gris med en bøtte i halsbåndet med plads til en tæge, som så kan suge blod fra grisen i fred og ro i løbet af en 20 minutters tid, mens grisen bestikkes med en portion æbler.

Men Stine Markvardsen måtte dog erkende, at udviklingsarbejde tager tid, og da hun som veterinærstuderende kun skriver speciale i 14 uger, nåede hun ikke at færdigudvikle halsbåndet til grise og valgte i stedet kun at bruge kaninerne i sit speciale. Kaniner er heller ikke så sensitive som mennesker, og på laboratoriet i Berlin havde de allerede erfaring med at bruge tægerne til at tage blodprøver på kaniner. Her kan tægerne også have en fordel over kanyle-metoden.

Det tager over en time at tage en blodprøve på en kanin med en kanyle. Først skal forskeren hente kaninen for at bedøve kaninen i øret med en lokalbedøvende creme, så skal bedøvelsen sidde på øret i en time for at virke, og bagefter skal forskeren hente kaninen for at tage selve blodprøve med en kanyle. Med en tæge holder forskeren bare en kop med en tæge på kaninens skind, så klarer tægen resten i løbet af tyve minutter, og forskeren skal håndtere kaninen færre gange, så kaninen stresser mindre.

Smertefri behandling og tægen overlever

Kaninen kan ikke mærke tægen suge blod, da tægens spyt virker smertedæmpende og tægens snabel er væsentlig mindre end en kanyle.

Bagefter stikker forskeren en kanyle i tægens bagkrop for at suge blodet ud. Tægen dør ikke, men er klar til brug igen i løbet af et par måneder, når det er sikkert, at der ikke er mere blod tilbage i den fra den forrige gang, den skulle suge blod.

Ikke så nemt som det lyder

Kaninforsøget gik ifølge Stine Markvardsen rigtig godt, men mange ting mangler endnu at blive undersøgt.

»Det er ikke så nemt, som det kan lyde. For eksempel kan jeg ikke tvinge tægerne til at suge blod, så jeg var nødt til at finde de optimale vilkår, så tægerne ville spise. Hvad grisene angår, så er det ærgerligt, at jeg ikke blev færdig med at udvikle halsbåndmetoden, men jeg har til gengæld fået et godt indblik i de tanker, der ligger bag metodeudvikling,« fortæller Stine Markvardsen.

Hun arbejder videre sammen med sin vejleder med at få skrevet en artikel om specialets resultater. Efter planen bliver hun færdiguddannet som dyrlæge til maj 2010.

• Send
• Del