»Bare der havde været ét link om handikap«

HANDIKAPPOLITIK 1 - Ninna Engelbrecht er halvt døv og læser jura. Livet som studerende med et usynligt handikap har hun klaret på egen hånd, heldigvis, for hun har ikke kunnet finde nogen organiseret hjælp på universitetet

af Anders Fjeldberg

Jurastuderende Ninna Engelbrecht er med egne ord halvt døv. Hun har måttet bruge høreapparat, siden hun var ti år gammel.

Læs også interview med studiechef Claus Nielsen om den ny handikappolitik, der forventes vedtaget i løbet af foråret 2010: 'Handikaphandleplan på vej'

Hun taler åbent om sit handikap, og hun har aldrig oplevet problemer med det i forholdet til sine medstuderende. Det lyse høreapparat med tilhørende elektronik ved øret er næsten fuldt camoufleret af det blonde hår. Ninna Engelbrecht går nu på sjette semester.

På grund af sit hørehandikap gik Ninna glip af 30 procent af forelæsningerne og manuduktionerne på de fire første semestre, vurderer hun selv. Til forelæsningerne er der ganske vist i forvejen en mikrofon, som forelæseren skal bruge for at blive hørt i højtalerne, men den virker ofte ikke, og så kan hun ikke høre forelæserens ord.

Vælger kursus efter lærerens stemme

Og når Ninna Engelbrechts medstuderende stiller spørgsmål til forelæsningerne, så ved hun heller ikke, om hendes egne potentielle spørgsmål allerede er stillet – og fordi hun kan ikke lide at udstille sig selv som uvidende, bare fordi hun ikke kan høre så godt, så tier hun i stedet. Andre forhold har også påvirket hendes studieforløb.

»Nogle forelæsere har en tydelig stemme. Andre har en stemme, jeg slet ikke kan følge eller forstå, og så har jeg bevidst shoppet over til et andet hold,« fortæller Ninna Engelbrecht.

Heldigvis har hun opbakning hjemmefra; flere i hendes familie har også problemer med at høre, og hun regner sit handikap for medfødt.

Ønsker handikapvejledning

Hun har hørt om de nye handikappolitikker, der er på vej på KU, og hun hilser dem velkommen.

»Jeg kunne godt selv have ønsket mig, at der havde været bare ét tydeligt link på universitetets hjemmeside. Det ville have været fint, når man kommer som ny studerende. Det lyder måske som noget ’ynk’ fra min side, men hvis du forestiller dig, at du, som jeg er nødt til det, hele tiden skal koncentrere dig om at høre, så er du bare færdig, når du kommer hjem klokken seks, og så bliver det med at skulle ringe rundt til folk for at forklare ting, bare ikke til noget.«

Fik bedre hjælpemidler

Ninna Engelbrecht fik nyt høreudstyr på femte semester – endelig. Hun fik sin egen batteridrevne FM-sender og -modtager. Den har hjulpet hende, når den mikrofon, som forelæseren i forvejen skal gå med, er i stykker, og så kan Ninna Engelbrecht i stedet lytte med på sin FM-sender, hvis forelæseren vil bære hendes mikrofon.

Ninna fik FM-udstyret fra Københavns Kommune. Der var fire måneders ventetid på leveringen fra producenten, og i forvejen kan man kun få nyt udstyr hvert fjerde år fra kommunen, uanset årsagen eller behovet.

Hun måtte pænt vente til femte semester, selv om behovet for nyt udstyr var der helt fra begyndelsen af studietiden.

Nu slapper Ninna mere af under forelæsninger og manuduktioner, og hun går ikke længere glip af en tredjedel af forelæsningerne.

Selv om hun har brugt meget energi på at koncentrere sig om at høre og på udstyr, der ikke har virket, så har hun alligevel fået gode karakterer. Så heldigvis er det gået godt, og Ninna Engelbrecht vil studere videre, når hun har fået sin bachelor i hus.

Trak sig socialt

Nogle sociale aktiviteter på studiet har været umulige for Ninna at deltage i.

Kantinen i Jurahuset er for eksempel et sted, der volder Ninna Engelbrecht problemer. Der er alt for meget larm fra for eksempel baggrundsmusik, og så har hun bare haft det bedre med sine egne venner, der kender og forstår hende. Efter det første år var hun ikke længere ret meget med i det sociale på studiet.

»Der er mange på jurastudiet, der kører alting som de selv har lyst til, så jeg har ikke følt, at nogen har sagt om mig, at det er et problem, at jeg har trukket mig lidt. På den måde passer jurastudiet godt til mig.«

Overvejende positive oplevelser

Selvom Ninna i dag har det rigtige hjælpeudstyr, så er det stadigvæk grænseoverskridende for hende at skulle rejse sig op to minutter inden en forelæsning og sige til forelæseren: ’Er du sød lige at tage min mikrofon om halsen, så jeg kan høre noget?’

»Jeg kan stadig godt opleve det som et problem først at skulle rejse mig op foran 200 mennesker, og så står forelæseren måske også bagefter og spørger: ’Hallooo, hvem skal have den her tilbage?’«

Ninna Engelbrechts oplevelser med at spørge forelæserne og manuduktørerne er dog overvejende positive. Næsten alle spørger også engageret for at hjælpe hende. Kun en enkelt gang har det givet hende et seriøst problem.

En professor ville ikke tage hendes FM-mikrofon på, fordi han var sikker på, at hun optog hans forelæsninger. Det lovede hun ham, at hun ikke gjorde. Da han endelig tog den på, skrattede hans stemme i højtalerne i foredragssalen, og professoren mente, det måtte skyldes Ninna Engelbrechts FM-mikrofon, og så tog han hendes mikrofon helt af.

»Så var jeg oppe at sige til ham, om han ikke nok ville tage min FM-mikrofon på igen, men det ville han bare ikke,« fortæller hun. Alligevel fulgte hun ikke sagen op.

»Jeg har ikke gjort noget ved det efterfølgende, jeg har ikke skrevet en mail til ham eller til faglederne. Jeg valgte bare den forelæser fra fremover,« fortæller Ninna Engelbrecht.

anfj@adm.ku.dk

Note:

Som det også står beskrevet i artiklen Handikaphandleplan på vej har der siden 12. januar 2007 været et link på KU´s hjemmeside med vejledning for handikappede på KU, også for hørehandikappede, men ikke engang som formand for Høreforeningens Ungdomsudvalg har Ninna Engelbrecht hørt om det eller fundet frem til det. Ninna Engelbrecht begyndte desuden på jurastudiet i 2005, to år før linket blev lagt op.

• Send
• Del