Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Alle vil redde oldgræsk – på nær ministeren

BESPARELSER – Studerende demonstrerer fredag den 29. januar for at redde 13 lukningstruede småfag. Uddannelsesministeren barsler med national sprogstrategi, men vil ikke på forhånd frede enkelte fag.

Det Humanistiske Fakultet (Hum) stopper til sommer optaget af nye studerende på tretten små sprogfag, der kræver særlige tilskud for at løbe rundt, har et lille optag og døjer med højt frafald.

Flere af dem, herunder Klassisk Græsk, er i fare for at blive lukket helt, hvilket har fået ledelsen, eksperter og studerende til at advare om konsekvenserne.

Blandt andet har rektor Ralf Hemmingsen og Hum-dekan Ulf Hedetoft kaldt en eventuel lukning for »smertelig for Danmark som en åben kulturnation.«

Det er ifølge dekanen dimensioneringsreformen, fremdriftsreformen og besparelserne på finansloven for 2016, som gør, at Humaniora i en årrække skal spare mellem 100 og 125 millioner kroner frem mod 2019.

International kritik

18 internationale professorer fra europæiske og amerikanske universiteter kritiserer i et brev i Information udsigten til at Oldgræsk nedlægges.

Professorerne, der en den del af Det Europæiske Netværk for Studiet af Oldgræsk Historie, kalder det absurd og tragisk, at Københavns Universitet (KU) er parat til at spilde den intellektuelle arv, som studiet repræsenterer.

I årtier har Klassisk Græsk på KU været centrum for revolutionerende ny forståelse af oldtidens Grækenlands betydning for nutidens demokratier, skriver de ifølge Information.

Også Christian Gorm Tortzen, formand for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og gæstelektor i klassisk græsk og latin på KU begræder, at sproget er lukningstruet.

»Vi har studeret klassisk græsk i Danmark i over 500 år, fordi den græske litteratur er den ældste i Europa fra omkring 750 f.kr. Kristendommen er utænkelig uden græsk, og Paulus skriver på græsk, så man kan sige, at meget væsentlige dele af den vesteuropæiske kultur kommer herfra,« siger han til Information.

Teologi mister grundlag

Thomas Heine Nielsen, lektor ved Saxo-Instituttet med ekspertise i klassisk græsk, advarer i en kronik i Kristeligt Dagblad om, at der med tiden kan mangle undervisere på teologistudiet med oldgræsk-indsigt.

»Det vil være en ulykke, hvis klassisk græsk forsvinder, og det vil få en del af fundamentet for teologiuddannelsen til at smuldre,« siger han til avisen.

Kirsten Busch Nielsen, professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet på KU, advarer ligeledes om konsekvenserne for Teologi.

»Teologi er i vid udstrækning en uddannelse af tekstfortolkere. Det ligger dybt i vores tradition, at universitetsuddannede præster som forkyndere skal vide og forstå, hvad det er for et sprog og en tradition, teksterne udgår fra, så de ikke kan bindes noget på ærmet. Jeg mener, det vil være akademisk uforsvarligt, hvis en præst ikke har noget forhold til originalsproget,« skriver hun i Kristeligt Dagblad.

Studerende demonstrerer

De studerende fra Klassisk Græsk opfordrer i et indlæg i Universitetsavisen og i et åbent brev til KUs ledelse til, at den står fast, når politikerne ikke aner, hvad de laver.

Desuden demonstrer de studerende på Humaniora på fredag den 29. januar 2016 under hasttagget #Danmarkbliverdummere.

De vil indsamle brugte studiebøger og opgaver og aflevere dem til ministeren, så han kan gå i gang med selvstudierne, når han nu ikke længere vil uddanne eksperter, skriver de studerende på Facebook.

Konservativ kritik

Også uddannelses- og forskningsordfører Mai Mercado fra regeringens støtteparti Konservative har ifølge Information holdt møde med uddannelsesministeren om sagen, hvorunder hun sagde, at hun slet ikke kan forestille sig en situation, hvor Københavns Universitet ikke udbyder klassisk græsk.

»Jeg sagde til ministeren, at det bliver over mit lig. Selvfølgelig er det svært på de små fag, der ikke har så mange studerende. Men klassisk græsk er så afgørende et fag for et universitet som Københavns Universitet, at man ikke kan undvære det,« sagde hun ifølge Information til Esben Lunde Larsen.

Ingen minister-løfter

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen lover, at der kommer en national sprogstrategi i løbet af 2016, men han vil ikke på forhånd frede enkelte fag fra lukning.

Han siger dog til Kristeligt Dagblad:

»Undervisning i græsk og latin er universitetets ansvar, men der er ingen tvivl om, at vi i regeringen ser en stor værdi i, at der i Danmark fortsat findes klassiske sprogmiljøer, hvor der forskes i græsk og latin. Der går en lige linje fra nutidens danske demokrati til den græske og romerske kultur, og derfor udgør disse fag også i dag et vigtigt dannelsesgrundlag.«

Senere afviser han, at redde alle de små sprogfag:

»Vi laver en sprogstrategi, fordi regeringen anerkender, at sprogfagene er vigtige. Sprogforståelse er kulturforståelse, og derfor skal vi både holde liv i sprogfagene som ekspertise og som almen dannelse. Men jeg kan ikke love, at vi vil redde alle sprogfag på alle universiteter.«

Uddannelsen i græsk er lille på KU. Efter gennemførelsen af regeringens dimensioneringsreform, der fjerner studiepladser på fag, der ikke vurderes at være så efterspurgte på arbejdsmarkedet, ville der i 2018 skulle optages otte studerende på faget.

Aarhus Universitet har også en BA-uddannelse i græsk.

clba@adm.ku.dk

Seneste