Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Politik
MARKEDSGØRELSE - Universiteternes primære opgave er ikke længere at fremme demokrati, men erhvervslivets konkurrenceevne, mener CBS-professor Ove Kaj Pedersen. I dette interview redegør han for universiteternes ændrede rolle i overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat.
SU-reformen er blot en lille brik i en voldsom forandring af uddannelsespolitikken, hvis mål ikke længere er at skabe demokratiske borgere, men købelystne forbrugere og kreative konkurrencedyr.
Sådan lyder en af de mange teser, som studenterpolitikere og andre med lidt fantasi vil kunne udlede af professor Ove Kaj Pedersens bog ‘Konkurrencestaten’.
LÆS OGSÅ: “Konkurrencestaten kort fortalt”
Siden den udkom forrige år, har bogen været fast pensum hos politikere og beslutningstagere, der forsøger at skaffe sig overblik over de store forandringer, Danmark og andre vestlige velfærdsstater undergår under trykket fra globalisering og øget europæisk integration.
Desværre har den internationalt anerkendte politolog, der for ti år siden blev headhuntet fra en professorstilling i komparativ politik på Københavns Universitet til Copenhagen Business School for at grundlægge International Center for Business and Politics, kun fokuseret på folkeskolen i det afsnit, hvor han beskriver konsekvenserne i uddannelsessektoren af velfærdsstatens overgang til konkurrencestat.
Vi tropper derfor op på Steen Blichersvej 22, hvor Ove Kaj Pedersen nu er del af en større international stab af samfundsforskere i den tidligere direktørvilla til Den Kgl. Porcelænsfabrik, hvis bygninger CBS har overtaget. Målet er at få professorens vurdering af, hvilken rolle universiteterne er tiltænkt i den konkurrencestat, som både blå og rød blok synes optaget af at opbygge.
Og universiteternes rolle er central, fortæller Ove Kaj Pedersen:
»Hele universitetspolitikken har i de seneste ti år fået en strategisk målsætning, hvilket ændrer ved spørgsmålet om universiteternes rolle og gør den meget mere kompleks,« siger Ove Kaj Pedersen og giver tre eksempler på, hvordan universiteterne i dagens Danmark tænkes ind i en større strategisk sammenhæng.
Det første vedrører de store byudviklingsprojekter rundt omkring i Danmark for øjeblikket. Alle er bygget op efter campusideen, forklarer Ove Kaj Pedersen.
»Odense investerer nu 24 milliarder kroner i at placere universitetet midt i byen sammen med det nye supersygehus og bygger en letbane og kollegier med mere op omkring det. Det vil sige at Odense by bliver en traditionel campusby, som de amerikanske østkystbyer har været«.
»Vi ser det også i Århus, hvor universitet, professionshøjskole og kollegier udbygges på begge sider af Randersvej, supersygehuse placeres ude i Skejby og nye store kulturhuse og biblioteker nede i havnen. Det giver en hel akse gennem Århus, som udelukkende har med uddannelse og forskning at gøre – og som suppleres med en letbane og infrastruktur med store edb-centre, serverfaciliteter, kollegier. Det er en kæmpeinvestering, de også laver i Århus.«
»Det samme ser du i Aalborg, i Kolding og i mindre grad i København, om end Ørestadsprojektet delvist var tænkt på samme måde. Alle steder tænkes universiteterne ind i lokalplaner sammen med erhvervsvirksomheder, biblioteker, letbaner og så videre, så der opstår en komplementaritet.«
Håbet er, at man med campusstrategierne kan gentage kunststykket fra Silicon Valley og Stanford i USA, hvor man med succes bygger små high tech-virksomheder op på campus, der efterfølgende springer ud og bliver til store erhvervsvirksomheder, forklarer Ove Kaj Pedersen.
»Det er godt eksempel på hvordan universiteterne gøres til noget meget centralt i en mere generel udvikling af kapacitet til at konkurrere. Filosofien er, at der skal et godt byområde til for at tiltrække de bedste forskere og arbejdere til de virksomheder, der ligger i området.«
Det andet eksempel er supersygehusene.
»De otte supersygehuse er en af de største investering i den danske stats historie. De er forsknings- og universitetshospitaler, som bygges med den forudsætning, at der skal samarbejdes med omkringliggende erhvervsvirksomheder, at velfærdsteknologi skal udspringe af dem, og at de skal lokaliseres i forhold til de etablerede universiteter.«
»Det er også en kæmpe investering i samarbejde mellem det offentlige og det private i udvikling af forskning til erhvervsvirksomheder. Her ses igen komplementariteten, hvor universiteterne og forskning tænkes ind som noget centralt i forhold til mange andre aspekter og er drivkraften i en kapacitetsopbygning,« siger Ove Kaj Pedersen.
Det tredje eksempel er forandringen af universiteterne, som i takt med at de bliver strategiske deltagere i kapacitetsopbygning af konkurrencekraft også mister karakteren af at være universiteter.
»Når universiteter indgår i projekter, hvor de skal samarbejde til mange sider, bliver det i stigende grad udvisket, hvor universitetets grænser går. Hvornår kigger du på en universitetsbygning og hvornår gør du ikke?«
I den sammenhæng indgår også, at der både på europæisk plan og nationalt i Danmark er udviklet en særlig strategi om et helt uddannelsessystem, hvor vi tænker uddannelse fra nul til 65. Christine Antorini har lige lavet sin folkeskolereform, der hedder ‘Fra nul til 18’, Morten Østergaard sidder med Uddannelsesministeriets strategi ‘Fra 18 til 65’. Det vil sige, vi tænker den enkelte persons hele liv i forhold til uddannelse, pointerer Ove Kaj Pedersen.
Målsætningerne om, at 95 procent af en ungdomsårgang inden 2015 skal have en ungdomsuddannelse, at 60 procent skal have en videregående uddannelse og 40 procent en langvarig videregående uddannelse er lige præcis sådanne målsætninger, som universiteterne ikke alene kan levere, men som hele uddannelsessystemet skal inddrages i for at kunne løses.
Hermed er forholdet mellem professionshøjskolerne og universiteterne pludselig blevet en vigtig diskussion, der står og vibrerer i øjeblikket. Det samme gælder forholdet mellem akademierne og professionshøjskolerne, mellem erhvervsuddannelserne og gymnasierne, mellem gymnasierne og folkeskolen og mellem folkeskolen og børnehaverne.
»Alle vegne diskuterer vi, hvordan der kan laves lettere overgange fra det ene niveau til det andet, således at omkostningerne ved at gå fra den ene institution til den anden minimeres.«
Samtidig diskuterer vi, hvordan der mellem universiteter og professionshøjskoler og helt ned til børnehaver kan laves brobygningsarrangementer over i det private erhvervsliv.
Det viser ifølge Ove Kaj Pedersen, at vi betragter universiteterne som led i et helt uddannelsessystem, der samlet set skal levere resultater.
»Universiteterne ses som komplementære til mange andre private og offentlige funktioner og mister i stigende grad deres identitet som universiteter. De bliver en af mange faktorer i en samlet strategi. Det er den store udfordring,« siger Ove Kaj Pedersen og henviser til, at det også er den måde, kineserne, englænderne og tyskerne tænker deres universiteter på.
Tyskerne har fx inden for de seneste år investeret betydelige summer på at integrere Centres of Excellence på universiteter, der arbejder på tværs af offentlig-privat og nationalt-internationalt. Hele Max Planck-investeringsprogrammet tager sigte på at gøre tysk forskning særlig kendt ved dens høje internationale niveau. De skelner meget mere præcist mellem et masseuniversitet – at give kompetence til så stor en gruppe som muligt af en ungdomsårgang – og et eliteuniversitet, at fremme den allerbedste forskning og ph.d.-uddannelse inden for specielle områder og for specielle grupper.
Franskmændene har gjort det anderledes. De har netop oprettet to nye elitære universiteter – et i Toulouse og et i Paris – udelukkende for økonomer. Det passer ind i en lang tradition for at lave eliteforskning inden for det særlige CNRS-system, men også inden for de ordinære højere uddannelser, Grands Ecoles. Ifølge Ove Kaj Pedersen har universiteterne i Frankrig altid været masseuddannelsesapparater, og ved siden af har man haft en elitelinje.
Amerikanerne gør noget helt tredje. Deres uddannelser tager i hovedsagen sigte på at give den enkelte en klassisk dannelse kombineret med et stærkt metodisk grundlag.
»Så kan man tage hen i verden, hvor man vil. Det er den klassiske sandhedssøgende universitetstradition,« pointerer Ove Kaj Pedersen, der finder det paradoksalt, at vi i Danmark vil sammenligne os med Harvard, Stanford, Yale, Princeton og de andre Ivy League-universiteter, samtidig med at vi gør det stik modsatte af disse.
»I USA har de satset på at opbygge den almene færdighed til at bearbejde viden i det hele taget, hvorimod vi i Danmark er gået i den problemorienterede retning med det resultat, at vi har fået flere og flere kandidater, der med deres relativt høje specialiseringsgrad kun passer til bestemte arbejdsfunktioner og stillinger.«
Problemet er blot, at de stillinger ikke findes mere. Der er ikke den høje grad af specialisering fx ude i den offentlige sektor mere, som der var i velfærdsstatens periode. Der er ikke forudsatte stillinger for sociologer, for politologer, psykologer og økonomer, siger Ove Kaj Pedersen og pointerer, at det ikke bare er de humanistiske fag, der har problemer med at finde beskæftigelse.
Derfor er det også en forkert pointe at tale om, hvilke stillinger de færdige kandidater skal ud at sidde i.
»Vi skal tage udgangspunkt i, at arbejdsmarkedet er højt dynamisk og konstant uforudsigeligt, og derfor skal de kandidater, der kommer ud, netop ikke have en specialisering, men generelle metodiske færdigheder plus et højt dannelsesniveau, det vil sige kunne anvende sprog, kende kulturforskelle, have dyb indsigt i de forskellige fagdiscipliners historie og begrænsninger og udsagnskraft,« mener Ove Kaj Pedersen.
Det efterlader universiteterne med en lang række uafklarede dilemmaer og beslutninger.
Vil vi internationalisere eller forblive nationale? Vil vi uddanne med metodisk færdigheder som det centrale eller med høj specialiseringsgrad? Vil vi uddanne som masseuniversitet eller vil vi kombinere universitetet med elitære centre og uddannelsesforløb?
Aalborg kører klart efter sin regionale strategi. Århus er slået ind på en klassisk tysk strategi med opbygning af store institutter, der kan identificere og finansiere særlige elitære træk. KU derimod har ikke slået nær så mange institutter sammen som AU og har heller ikke identificeret lige så mange elitære dele og slet ikke besluttet, om de vil være nationale eller internationale eller begge dele.
»KU er således et godt eksempel på en institution, der sætter sig mellem alle stolene og dermed mister muligheden udvikle sine komparative fordele i fremtiden,« mener Ove Kaj Pedersen.
Det samme gælder for så vidt for hele sektoren. Skal man tro flere af deltagerne på den nyligt afholdte konference om ‘Universiteterne i den internationale konkurrence’ arrangeret af ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, har vi for mange universiteter, som konkurrerer med hinanden om de samme uddannelser inden for en radius af 300 kilometer.
»I andre lande vil man typisk samle samfundsvidenskaberne inden for et større forskningscenter,« siger Ove Kaj Pedersen og henviser til Max Planck-instituttet i Køln, der har sociologer, økonomer, politologer og jurister samlet i en forskningsenhed.
»I Danmark derimod har man samfundsvidenskab i København, i Odense, i Århus, i Aalborg og i Roskilde med det resultat, at man inden for en radius på maksimalt 300 kilometer finder fire-fem institutter for statskundskab, som konkurrerer med hinanden uden at de ved, hvad de skal konkurrere på, hvad deres særlige fordele er, og hvem de konkurrerer med internationalt.«
Dermed ikke sagt, at Ove Kaj Pedersen anbefaler at samle al samfundsvidenskab i Danmark på kun et universitet.
»Min pointe er ikke, at vi ikke har fusioneret i den danske universitetssektor, men at vi ikke har gjort det ud fra en præcis problemstilling om, hvad der i fremtiden skaber vores komparative fordel, når vi i stigende grad lægger vægt på universiteterne i forbindelse med kapacitetsopbygning til øget konkurrence mellem de nationale økonomier,« understreger han.
Men hvilke komparative fordele har de danske universiteter så?
»Vores tværfaglighed, vores problemorientering, det at vi har et massegrundlag for vores universitetsuddannelser,« svarer Ove Kaj Pedersen prompte og indrømmer, at det kan lyde som et paradoks set i forhold til hans tidligere kritik af netop disse karakteristika ved det danske uddannelsessystem.
Ikke desto mindre anerkender Ove Kaj Pedersen, at vi har bygget en kapacitet op, som er ganske væsentlig at videreføre og fastholde, men som også tvinger os til i stigende grad at forholde os til fremtidens dilemmaer.
»Og der står vi i dag. Qua den historie, der har gjort os stærke på disse felter, står vi en situation, hvor vi er nødt til at træffe nye beslutninger, som har konsekvenser for ikke alene institutstruktur, men også for faginddeling, universiteternes antal og så videre,« siger Ove Kaj Pedersen og spår, at universiteterne ikke længere vil blive udviklet ud fra regionalpolitiske målsætninger som i perioden fra 1970 og frem til i dag.
»Nu vil vi begynde at lave større institutter på færre universiteter, og det altafgørende spørgsmål bliver, hvordan man vil vægte det nationale frem for det internationale, massen i forhold til eliten og fagspecificiteten frem for metodegrundlaget.«
rjb@adm.ku.dk