Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Transportbesparelser møder modstand

POLITIK – Kampen mod højere transportpriser for nyoptagne studerende er i gang. 4.500 har tirsdag skrevet under på ny indsamling mod besparelserne.

I sidste uge gik bølgerne højt, da Uniavisen breakede regeringens planer om at hæve transportpriserne for nyoptagne studerende på videregående uddannelser markant.

Formanden for Studenterrådet på KU mente, at de høje priser kunne blive »et dødsstød til studenterøkonomien,« mens SF’s uddannelsesordfører Jacob Mark kaldte forslaget for »vanvittigt« og »hjernedødt«.

I kølvandet på debatten har SF med Jacob Mark i spidsen nu lanceret en underskriftsindsamling mod de bebudede besparelser, der på få dage har fået mere end 4.000 underskrifter på www.skrivunder.net.

Flere end 1.800 har delt indsamlingen på Facebook

På Facebook har 1.830 personer i skrivende stund delt indsamlingen. Og i kommentarfeltet på hjemmesiden harcelerer folk imod de svære økonomiske betingelser, nye studerende får fra næste år, hvis de har langt mellem bopæl og uddannelse.

En anonym bruger skriver på indsamlingens hjemmeside, at det er »fuldstændig uacceptabelt, at unge mennesker skal tjekke deres økonomi for at se om de har råd til at studere.«

En anden anonym bruger kritiserer regeringens ønske om at forbedre forholdene i Udkantsdanmark, mens der samtidig skæres i transportstøtten:

» Jeg synes det er skidt, at vores unge mennesker i stigende grad flytter fra land til by – og det er vi da ikke nødt til at opfordre dem til ved også at gøre transporten dyrere.«

SF-ordfører er overrasket over »overvældende interesse«

Hos oppositionen har særligt SF kritiseret besparelserne, der gør at nye studerende, ud over en udgift på 607 kroner, selv skal betale halvdelen af merprisen, når et rabatloft på 2.071 kroner er nået.

Uddannelsesordfører Jacob Mark er overrasket over, hvor hurtigt debatten har spredt sig.

»Interessen har været overvældende, selv om jeg godt vidste, at det her ville skabe debat. Det skyldes jo, at stigningerne kommer til at ramme rigtig mange studerende hårdt på pengepungen.«

At indsamlingen så hurtigt har nået næsten 4.500 underskrifter viser ifølge ordføreren, hvor massiv modstanden mod besparelserne på unges transport er.

»Sjældent har jeg set en underskriftsindsamling blive delt så hurtigt. Succeskriteriet var 2.000 underskrifter. Men nu håber vi på at have 5.000 underskrifter på plads inden de store uddannelsesdemonstrationer på torsdag.«

Underskrifter kan gøre en forskel

Seks år i byrådspolitik har lært Jacob Mark, at underskriftsindsamlinger kan gøre en forskel, siger han. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne vil ordføreren samle en mappe med underskrifter mod forslaget og give det til alle uddannelsesordførere i Folketinget.

»Jeg kan ikke forestille mig, at Socialdemokraterne vil stemme for besparelser på den offentlige transport« Jacob Mark, Uddannelsesordfører hos SF

Samtidig skal uddannelsesminister Esben Lunde Larsen svare på et skriftligt spørgsmål fra SF om, hvorvidt forslaget svækker sammenhængskraften mellem storbyerne og Udkantsdanmark.

Bliver presset hårdt nok, kan regeringen få svært ved at tælle til de magiske 90 mandater, der skal til for at stemme forslaget igennem, siger Jacob Mark.

»Et parti som Dansk Folkeparti er gået til valg på at sikre bedre sammenhængskraft. Og jeg kan ikke forestille mig, at Socialdemokraterne vil stemme for besparelser på den offentlige transport,« siger Jacob Mark fra SF.

Lektor om lovforslag: Debatten mangler nuancer

På Aalborg Universitet mener landsbyforsker Jørgen Møller, at debatten om transportbesparelser må trækkes ind i en regionalpolitisk diskussion. Regeringen må med udspillet spørge sig selv, hvad de vil med unge fra udkantskommunerne, mener han. Forslaget kan nemlig både være godt og skidt, alt efter hvad Venstre har til hensigt.

»Ønsker man virkelig, at de studerende pendler frem og tilbage i timevis? Det trækker tænder ud – både menneskeligt og uddannelsesmæssigt,« siger han.

I Jørgen Møllers øjne kan regional udvikling sagtens få gavn af, at unge fra provinsen flytter til de store byer for at læse. Så længe de bare vender tilbage igen.

»De mindre byer kan sagtens have gavn af, at unge flytter væk et par år og kommer tilbage med et nyt perspektiv. Ellers kan der godt opstå en tendens til at sige ’her bor vi bedst’. Det vigtige er så selvfølgelig, at de vender tilbage på et tidspunkt.«

Mens provinsen kan have gavn af, at unge gennemfører uddannelsen i de store byer, er der ikke meget regional udvikling at hente den anden vej rundt, siger landsbyforskeren.

»Det giver ikke nogen lokal udvikling i Svendborg, hvis du kommer og kloger dig og tager toget hjem, så snart timerne er færdige,« siger lektoren med henvisning til unge, der bor i storbyen og pendler til uddannelser i mindre byer.

Hvis man virkelig vil sikre sig, at studerende fra Udkantsdanmark kan blive boende mens de læser, må ordningen i højere grad differentieres, siger han: »Så må man gøre det billigere at rejse fra provinsen til storbyen end omvendt.«

I V-regeringens forslag er der netop lagt op til, at visse udkantskommuner undtages fra besparelserne, så man fortsat kan få fuld rabat på ungdomskortet.

I faktaboksen til højre for artiklen kan du se mere om, hvad forslaget betyder for de studerende, der optages på videregående uddannelser fra næste sommer.

Du finder underskriftsindsamlingen her.

arn@adm.ku.dk

Seneste