Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende vil droppe ud i protest mod fremdriftsreformen

FREMDRIFTSREFORMEN - Dialog, demonstrationer og blokader har intet hjulpet. Derfor opfordrer en gruppe studerende nu til kollektiv udmeldelse af universitetet for at standse fremdriftsreformen.

Skal man igennem til politikerne, skal man ramme dem på økonomien.

Sådan lyder en del af rationalet fra en gruppe KU-studerende, der i protest mod fremdriftsreformen, er parate til at melde sig ud af universitetet – hvis det lykkedes dem at få tilstrækkeligt mange andre med på idéen.

Den Koordinerede Udmelding hedder initiativet, som geologi-studerende Thomas Baark har startet sammen med et dusin andre studerende:

»Vi studerende skal holde op med at opføre som slagtekvæg og i stedet begynde at opføre os som kunder i butikken Københavns Universitet. Den forringelse, der er lagt op til, er så kraftig, at vi hellere vil droppe uddannelsen, eller tage den i Sverige for eksempel,« siger Thomas Baark, der selv er medlem af De Radikale, men altså er helt uenig i partifællen uddannelsesminister Morten Østergaards uddannelsesreform.

Thomas Baark luftede for første gang idéen om kollektiv udmeldelse på et stormøde på sit studie. Siden har han fremlagt den på andre fakulteter, hvor han med egne ord har oplevet stor tilslutning til protesten.

68 procent – eller intet

På den koordinerede Udmeldings Facebookside, der på nuværende tidspunkt har lidt over 500 følgere, skitseres det, hvordan udmeldingen skal foregå i praksis .

På tirsdag den 4. februar mødes alle interesserede studerende for første gang. Herfra begynder indsamlingen af udmeldelser, som afleveres til en advokat, der har tilbudt at hjælpe gruppen frivilligt. Advokaten er underlagt tavshedspligt, og planen er, at underskrifterne bliver hos ham, indtil den 1. september 2014. Her afleveres de samlet på én gang til universitetet – såfremt én afgørende betingelse er opfyldt.

68 procent af alle studerende på KU skal have tilsluttet sig – et historisk symbolsk procenttal, vil nogle nok mene, men også en realistisk andel, mener Thomas Baark:

»Hvis jeg havde folk nok til at hjælpe mig, tror jeg hurtigt, vi kunne få to tredjedele af de studerende på Humaniora med på udmeldingen. Der oplevede jeg, at stort set alle bakkede op om idéen,« siger Thomas Baark.

Støtter 68 procent af de studerende Den Koordinerede Udmelding, så fanger bordet.

”Det er en drastisk beslutning at melde sig ud, for uddannelsen er også hele levegrundlaget for mange studerende. Der er både SU men også adgang til bestemte boligtyper. Hvis man giver sin underskrift, så er det bindende. Man skal have gjort sig det helt klart, at man er parat til udmeldelse. Men vi afleverer ikke underskrifterne med mindre, vi når de 68 procent, som vi besluttede os for i fællesskab.«

En butik – mange kunder

Thomas Baark er selv ved at skrive sit speciale på Geologi og har ikke flere undervisningstimer.

Så er det realistisk at tro, at eksempelvis han og en førsteårsstuderende fra et andet fakultet har de samme interesser, selv om de, med hans ord, er kunder i den samme store universitetets-butik?

»Jeg er selv så langt i uddannelsen, at jeg i princippet kunne være ligeglad med reformen. Men jeg synes, det er vigtigt at være solidarisk, også med de kommende studerende, og det tror jeg også, andre mener. Selv vores undervisere spørger os jo, hvorfor vi finder os i det.«

Og hvad skal der så ske, hvis det lykkes den Koordinerede Udmelding at lukke KU ned i starten af september?

»Vores holdning er, at fremdriftsreformen helt skal af bordet. Så må Studenterrådet, universitetet og politikerne bagefter sætte sig sammen og finde ud af at indrette gode uddannelser. Uden de studerende kan universitet ikke køre.«

Bjarke.w.pedersen@adm.ku.dk

Seneste