Studerende og tænketank søger forsoning

UDDANNELSESPOLITIK - Når tænketanken DEA og Danske Studerendes Fællesråd på det seneste har optrådt sammen i dette medies spalter, har det oftest været som rygende uenige kombattanter i debatten om brugerbetaling på universiteterne. Måske derfor var Universitetsavisen inviteret til møde, hvor temaet var fremtidig vidensdeling og samarbejde organisationerne imellem

af Nicklas Freisleben Lund

Var det Universitetsavisen, der havde inviteret til forsoningsmøde, skulle der have været bagværk. Ikke nødvendigvis på pampermanér, hvor basser sveder creme i stride strømme, men måske bare en lille snegl, et ydmygt kærnemælkshorn, sågar en nøgtern croissant.

DEA bød på kaffe, te, hvidvand + frugt. En høflig men også afmålt anretning – sigende? For gæsterne denne tirsdag morgen var – ud over Uniavisens udsendte – netop toppen af Dansk Studerende Fællesråd (DSF), som flere gange i skarpe vendinger har kritiseret DEA på baggrund af deres i maj offentliggjorte rapport, hvori man forsigtigt åbnede for debatten om muligheden af brugerbetaling på universiteterne.

DSF’s repræsentanter gik dog ubekymret til mødeforplejningen – symbolværdi desuagtet. Og den annoncerede anledning for dette møde var da netop ikke (endnu) en diskussion om rapporten via allerede artikulerede argumenter. På menuen var i stedet fremadskuende dialoger om de uddannelsespolitiske områder, hvor de to organisationer kunne have glæde af indgå samarbejder.

Som DEA’s administrerende direktør Stina Vrang Elias formulerede det i mødeoplægget: »Selv om vi måske ser forskelligt på en række emner, så står vi over for en fælles opgave. Nemlig at sikre, at vi også i fremtiden kan finansiere den nødvendige kvalitet i det danske uddannelsessystem.«

Kvalitetsløft - helt enig

Imødekommende ord til trods er der dog ingen tvivl om, at der er tale om to forskellige organisationer med vidt forskellige bagland.

Mens DSF, Danmarks største studenterorganisation, arbejder for de studerendes interesser, så er DEA’s ambition at øge viden om sammenhængen mellem danske virksomheders konkurrenceevne og uddannelse, forskning og innovation - et ”konsekvent aftagersynspunkt”.

Alligevel bliver der dog lyttet interesseret og nikket oprigtigt da organisationerne hver især præsenterer deres arbejde og visioner.

Gefundenes Fressen

Nikkenakkemusklerne bliver særligt simultantrænet når talen falder på et kvalitetsløft af det danske uddannelsesniveau, som ifølge begge parter er en central opgave: »Man har den her formodning om at Danmark er et topuddannelsesland,« siger Stina Vrang Elias, »men vi må se i øjnene, at vi ikke har det forspring, vi tror, vi har.«

Mikkel Zeuthen kan ligeledes fortælle at kvalitetsspørgsmålet også står højt på DSF’s dagsorden, og påpeger en mangelfuld forbindelseslinje til det samfund, der skal aftage de studerende. »Det er essentielt, at uddannelserne gør de studerende i stand til at få arbejde,« slår Mikkel Zeuthen fast. Gefundenes Fressen for DEA, der da også kvitterer med et »helt enig.«

»Det er jo netop arbejdskraften, der er den egentlige vidensdeling mellem universiteter og det omkringliggende samfund,« siger Stine Vrang Elias, som er også er helt enig med DFS i, at det er et væsentligt problem for uddannelseskvaliteten, at forskere i dag kun bedømmes på deres publiceringer. I stedet foreslås et større fokus på forskernes undervisningsevne. »Vi skal blive bedre til at måle på og anerkende disse kompetencer,« siger Mikkel Zeuthen. Der nikkes hele vejen rundt.

Rambuk eller nødvendig forudseenhed?

Mens der således findes en stor kongruens organisationerne imellem, hvad angår kvalitetsproblemstillingen og dens løsninger, så uenigheden markant, når det kommer til, hvad de begge betegner, som den anden overordnede udfordring. Nemlig spørgsmålet om, hvordan Danmark skal finansiere uddannelse og forskning.

»Det er helt sikkert interessant at få erhvervslivet til at bidrage,« siger Mikkel Zeuthen, direkte adspurgt om hvordan DSF forestiller sig en løsningen. »Og her en opgave at informere om uddannelsesområdets betydning for erhvervslivet. Men målet er en offentlig finansiering.«

Stina Vrang Elias understreger, at DEA ikke er ’ideologiske’ fortalere for brugerbetaling. Men at det må debatteres som en mulig og seriøs løsning på finansieringsudfordringen og meget muligt en snarlig realitet.

»Derfor skal vi diskutere det,« siger Stina Vrang Elias, »for ellers er risikoen, at vi bestemmer os for noget forkert den dag beslutningen skal tages. Debatten skal tages inden.«

Enige på mange områder

Denne logik er DSF-formanden langt fra enig i. »Italesættelsen af muligheden skaber et brohoved. Hver gang vi siger ’brugerbetaling’, så modarbejder vi samtidig muligheden for flere offentlige midler.«

»Men så skal vi altså slet ikke tale om det?« spørger DEA-direktøren. »For brugerbetaling findes andre steder. Så skal vi ikke skabe et veldokumenteret grundlag for en debat? Skal vi undersøge og diskutere hvad andre lande gør, så vi kan bliver klogere af det?«

Det står klart, at der skal endog meget remonce til før denne diskussion glider glat igennem. Men selv om der ikke altid nikkes, så lyttes der i hvert fald (hvilket trods alt er bedre end det modsatte). Og som både direktøren og formanden understreger, så er det essentielle, at der ikke kun er ting, der skiller men også samler.

»Der er mange områder vi er enige om,« konstaterer Mikkel Zeuthen afslutningsvis, der også understreger, at »mangler DEA studenterindspark, så må de endelig sige til.«

Men samtidig kan enigheden om kvalitetsløft, større uddannelsesgennemsigtighed og bedre studiemiljø ikke helt dække over en sprække, som er svær at komme udenom, hvad enten man kalder det diskussion, debat eller dialog.

En go’ gammel schlager, faktisk. For selvom om det nævnes, at kvalitet ikke bare er lig flere penge, så koster den stadig. Og hvem skal så betale?

uni-avis@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del