Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende hårdt ramt af grænsekontrol

GRÆNSEKONTROL - Næsten 300 KU’ere må vænne sig til ID-tjek og lange ventetider. Studerende med svensk bopæl forventer et »ragnarok«.

»I værste tilfælde kan grænsekontrollen betyde, at jeg må flytte fra Sverige.«

Det siger den 22-årige statskundskabsstuderende på KU Lærke Winther, som i juni flyttede til Malmø sammen med sin kæreste.

Hun er en af mange KU-studerende, som siden gårsdagens midlertidige indførelse af ID-kontrol mellem den dansk-svenske grænse må forvente markant længere rejsetid på vej til studiet.

»Hele ideen om Øresund som en dansk-svensk metropol er død og begravet med den her paskontrol.« – Henrik Magaard, studerende bosat i Lund

I forlængelse af flygtningekrisen har den svenske regering nemlig besluttet, at alle personer, der krydser grænsen til Sverige, skal kunne fremvise gyldigt ID. Grænsekontrollen er midlertidig og gælder som minimum i en måned.

296 KU-studerende bor i Sverige

Ifølge Københavns Universitet er 296 studerende bosat i Sverige, og Uniavisen har været i kontakt med flere bekymrede KU’ere, der frygter for konsekvenserne af den netop opførte grænsekontrol.

Ifølge DSB kan rejsetiden over Øresund blive op til 30 minutter længere som følge af kontrollen. Og det kan få alvorlige konsekvenser for svensk-bosatte studerende, der ofte har kærester, familie eller børn på den anden side af sundet.

Ud over Lærke Winther, der bor i Malmø, har Uniavisen blandt andet talt med geologistuderende Henrik Magaard, som føler sig »voldsomt provokeret« over grænsekontrollen.

I går tog han toget frem og tilbage mellem hjembyen Lund og København, og scenerne i toget fik ham til at frygte det værste:

»Det her er virkelig en forringelse af øresundsintegrationen. Hele ideen om Øresund som en dansk-svensk metropol er død og begravet med den her paskontrol, og vi skal vel tilbage til 1950’erne, siden der sidst var kontrol mellem grænsen,« siger den 47-årige studerende, der har kone og tre børn i Lund.

Pas og ID fotograferes af svensk politi

Henrik Magaard oplevede i går, at ID-tjekket i Sverige tog »sygeligt lang tid«.

»I første omgang blev vi tjekket af et privat vagtfirma i Københavns Lufthavn, hvor man nu må skifte perron for komme på toget til Sverige. På Hyllie Station (i Malmø, red.) tjekkede det svenske politi os så igen, og denne gang blev al ID fotograferet, hvilket også var grænseoverskridende,« siger Henrik Magaard.

Ifølge Henrik kan scenariet vise sig endnu værre, når hverdagen og de mange pendlere vender tilbage efter ferien.

»Det bliver et ragnarok, hvis man pendler midt i myldretiden. Tænk på, at Københavns lufthavn i forvejen er meget travl, og nu skal hele tog tømmes flere gange i timen, så alle kan blive tjekket,« siger han.

Frygter hverdagskonsekvenser

Fælles for Lærke Winther og Henrik Magaard er frygten for, hvordan hverdagen påvirkes af grænsekontrollen. Begge tager tre-fem gange om ugen toget frem og tilbage for at passe studierne i København.

»Det er meget ubehageligt, at der stilles spørgsmålstegn ved IT-sikkerheden af den database man registrerer de rejsende i,« – Lærke Winther, studerende bosat i Malmø

»Jeg håber godt nok ikke, at det går ud over det sociale liv på studiet, men rejsetiden ser jo ud til at kunne blive dobbelt så lang, ikke alene på grund af kontrollen, men også på grund af de mange ændringer i køreplanen,« siger Lærke Winther.

»Derudover er det meget ubehageligt, at der stilles spørgsmålstegn ved IT-sikkerheden af den database, man registrerer de rejsende i,« siger Lærke Winther. DR og Radio 24Syv har blandt andet sat fokus på, om DSB’s database med billeder af rejsendes identifikationspapirer kan hackes af it-tyve.

47-årige Henrik Magaard, der er i gang med sit tredje år på Geologi, er bange for om studier, familieliv og afhentning af børn kan hænge sammen.

»Det her må for alt i verden ikke få nogen stor betydning for mit studie, men jeg må desværre indrømme, at jeg er nervøs. Jeg skal ofte hente mine børn, og må allersenest være der klokken 17. Der kan risikere at være dage, hvor jeg er tvunget til at blive hjemme,« siger han.

Den svenske ID-kontrol begyndte i går og kører i første omgang en måned frem. Alle rejsende fra Danmark til Sverige skal kunne fremvise gyldigt ID.

arn@adm.ku.dk

Seneste