Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende får 400.000 til anderledes læring

REPORTAGE – SAXO-Instituttets leder ville ligefrem holde en jubeltale for at fejre, at Det Anderledes Læringsprojekt DAL nu omfatter alle fag på SAXO.

Små hundrede forventningsfulde SAXO-Institut-studerende havde fundet vej til Multisalen på KUA og stod og summede sammen. De virkede oprigtigt interesserede i det, der nu skulle ske.

Anledningen var lanceringen af en ny epoke for det studenterdrevne projekt, Det Anderledes Læringsmiljø, forkortet DAL, der har overlevet døgnfluefasen for den slags projekter, og nu spreder sig fra kun at have omfattet Etnologi til også at omfatte alle fag på SAXO-Instituttet.

Det sker, fordi både undervisere og studerende opfatter den to-årige forsøgsperiode som en succes, og desuden har KU’s uddannelsessatsning i 2010 – Den Gode Uddannelse – spyttet 400.000 kroner i kassen til det videre formål. Der var altså noget at fejre og markere.

Ville have mere faglighed og nytænke studielivet

Den første på talerstolen var Pernille Gøtz, etnologistuderende og den ene af de to oprindelige initiativtagere, der sammen med etnologistuderende Bjarke Rubow løb DAL i gang for to år siden, i forbindelse med det første tilskud på 80.000 kroner fra KU.

»Vores mission dengang var at nytænke studielivet på Etnologi: Vi ville gøre uddannelsen bedre, give en bedre oplevelse ved at være her for både undervisere og studerende og skabe mere dialog på studiet. Desuden var et anderledes fagligt fællesskab på Etnologi efterspurgt, fordi efter studiet spredes de fleste etnologer til alle sider, og mange forsvinder ud i erhversvlivet,« sagde hun.

Bjarke Rubow supplerede:

»Vi fik oprindeligt ansat to såkaldte facilitatorer, der virker som tovholdere på forslag til projekter fra studerende og undervisere, for at arrangere for eksempel forskeraftener, ekskursioner, eksamensdage eller vellykkede foredrag, hvor blandt andre retorikere har undervist i at blive en god oplægsholder. Hovedønsket bag DAL har været stærkere faglighed; at skabe et stærkere netværk, når vi nu ikke er så meget til stede på studiet, og når vi ikke har ret mange undervisningstimer; foruden at tilbyde anderledes muligheder for at dyrke sine faglige interesser.«

Stor ros fra institutlederen

Så var det institutleder på SAXO-Instituttet Anders Holm Rasmussens tur. Han sagde, han ville fortsætte med at støtte det så meget som overhovedet muligt og var slet skjult begejstret.

»Jeg vil gerne holde en jubeltale i forbindelse med dette arrangement, på hele instituttets vegne. Der er en enorm entusiasme omkring det, og det blev ret hurtigt en succes på Etnologi, fordi det passede perfekt til den forskningsbaserede undervisning og skaber en bedre kontakt mellem undervisere og studerende. Og KU gav pengene (de 400.000 kroner, red.), fordi man ønskede at brede DAL ud til hele SAXO,« sagde han.

Nu er der ansat i alt 13 facilitatorer til at dække alle fag på SAXO. De skal især hjælpe med til med at få tildelt de studerende redskaber, så det virker overkommeligt for studerende at udføre deres projekter.

Så der var tommelfingeren op fra SAXOs institutleder. Han håbede bare ikke, at DAL vil betyde, at de studerende glemmer, at man altid vil kunne komme ned og tale med sin institutleder også.

Noget om at opleve sit studie i en bredere sammenhæng

Rundt om i salen stod facilitatorerne, der var nemme at genkende i deres hvide til lejligheden iførte facilitator-t-shirts. En af dem, Nikoline Sauer Petersen, der læser Klassisk Arkæologi, blev facilitator for to uger siden.

»Jeg er blevet sat godt ind i opgaven og skal stå for en workshop i samarbejde med Forhistorisk Arkæologi om et par uger. Jeg er blevet facilitator, fordi jeg synes, at det er lige det, vi har brug for på Klassisk Arkæologi. Fordi vi har rigtigt mange på studiet, der går hjem og læser, og det er altid de samme, der er på læsesalen og altid de samme, der mødes i vores café, så alle de andre studerende ser man ikke, og det synes jeg er synd. Plus, at jeg synes, vi mangler flere faglige arrangementer. På den her workshop håber jeg også at finde ud af, om jeg kan bruge mit fag til mere end bare arkæologi, i en bredere sammenhæng, fordi Klassisk Arkæologi er jo ellers meget et nichefag,« sagde hun.

Studerende Thomas Nejland, der læser Etnologi, var også mødt op i Multisalen. Han har deltaget i en række af DALs arrangementer siden pilotfasen i 2011.

»Jeg synes, det er en rigtig god måde at aktivere mig selv på og at få hele studiet mere i gang, med workshops, der indeholder en faglighed, man ikke støder så meget på i undervisningen,« sagde han.

En anden studerende, Lise Lykke, ligeledes etnologistuderende, har været med til at se, hvordan DAL har udviklet sig siden begyndelsen for to år siden.

»Jeg har været med fra siden projektet med DAL startede op, og jeg er her for at støtte op om det. Jeg er på en måde overrasket over, at det har taget så meget fart, for jeg kan huske fra de allerførste workshops, at det her lød da rigtig godt, men jeg tænkte også, at det bare var afgørende, at de studerende faktisk kom med idéer, og jeg var da skeptisk over for, om folk var kreative nok, men de har været meget aktive,« sagde hun.

anfj@adm.ku.dk

Seneste