Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studenterorganisation i kontroversielt Palæstina-samarbejde

AL QUDS - Danske Studerendes Fællesråd har i årevis samarbejdet med studerende fra et kontroversielt universitet i Palæstina. Formand afviser at have taget stilling i Israel-Palæstina-konflikten på vegne af 165.000 danske studerende.

Et juletræ påklistret med billeder af palæstinensiske modstandsfolk, herunder terrorister og Hamas-aktivister, der i løbet af 2015 havde angrebet, dræbt og såret israelere. Sådan fejrede rektor, ledelse og studerende i december julens komme på Al-Quds University.

Juletræsceremonien er blot et af flere eksempler på voldsforherligende demonstrationer på Al-Quds University i Palæstina – et universitet som Danske Studerendes Fællesråd (DSF) på vegne af 165.000 danske studerende, herunder 40.000 KU’ere, har besøgt og arbejdet studenterpolitisk på siden 2012.

Mens flere amerikanske universiteter har trukket sig fra et samarbejde med universitetet, har DSF fortsat det, man betegner som et solidaritetsprojekt med studerende fra Al-Quds University. Et projekt, der i 2015 kulminerede med oprettelsen af Palestinian Student Council Forum (PSCF).

Væbnet kamp mod Israel blev hyldet på universitetet

I de seneste år er det kontroversielle Al-Quds University blevet kritiseret efter at Hamas, der er på EU’s terrorliste, og studenterorganisationen Islamic Bloc på universitetets område har udtrykt støtte til vold og terror mod Israel.

I 2014 måtte Al-Quds daværende rektor, Sari Nusseibeh, trække sig efter et stort Hamas-optog på universitetets hovedcampus. Her demonstrerede flere hundrede maskerede studerende, mens de bar papmodeller af missiler og hyldede den væbnede modstandskamp mod Israel. Ifølge medierne The Jerusalem Post og Haaretz blev der også heilet på nazistisk manér samt flaget med bannere af palæstinensiske selvmordsbombere og døde israelske soldater.

Hamas-optoget førte til en ophævelse af samarbejdet mellem Syracuse og Brandeis University og Al-Quds, blandt andet fordi den daværende Al-Quds-rektor var modvillig til at fordømme optoget i dagene efter begivenheden. Brandeis University, der skar alle bånd til Al-Quds efter optoget, fandt ifølge en pressemeddelse præsidentens svar både ”uacceptabelt” og ”intolerant”.

I en mail til Uniavisen bekræfter Brandeis’ pressemedarbejder, at man fortsat ikke samarbejder med Al-Quds University efter episoden.

Ekspert: Umuligt at undgå organisationer som Hamas

Samarbejdet mellem DSF og de studerende på Al-Quds har til formål at ”etablere en national studenterorganisation, der samler lokale studenterråd på tværs af landets universiteter og politiske skel” – det skriver Dansk Ungdoms Fællesråd, der støtter projektet, på sin hjemmeside.

I oktober 2015 kulminerede Palæstinaprojektet med oprettelsen af Palestinian Student Council Forum (PSCF) – en paraplyorganisation for alle palæstinensiske studerende.

»Hamas spiller en stor rolle, også på universiteterne.« Jakob Egholm Feldt, forsker på RUC

Ifølge DSF’s ledelse er ideen med PSCF at skabe en organisation, der sætter sig ud over partipolitik. I et interview siger Yasmin Davali fra DSF, at man »ikke ønsker at blive associeret med partipolitik i Palæstina,« og at man »på ingen måde vil samarbejde med organisationer, der billiger terror.«

Et andet indtryk gives dog i projektets egen målbeskrivelse, som Uniavisen fik tilsendt af DSF. Her står, at den dansk støttede PSCF-forening skal yde services til studerende ”uanset deres meninger og politiske forbindelser” (dansk oversættelse, red.)

Samtidig viser et dokument fra DSF, at de er opmærksomme på Hamas indflydelse i palæstinensisk studenterpolitik og PSCF: “There is a risk that not all student councils, for example students affiliated with parties such as Hamas, are willing to take part in the PSCF. This can somewhat undermine the purpose of the project, since the PSCF would like to act as a national organisation, encompassing and representing all Palestinian students.”

Ifølge Jakob Egholm Feldt, der forsker på RUC og er ekspert i Mellemøsten, er det da også noget nær umuligt at involvere sig i palæstinensisk studenterpolitik uden at komme i selskab med organisationer som Hamas:

»Palæstinensisk studenterpolitik er, som mange andre anliggender i Palæstina, enormt politiseret i forhold til Israel og konflikten. Hamas spiller en stor rolle, også på universiteterne. Derfor kan man næsten ikke undgå at blive sat i forbindelse med folk, der vil føre væbnet kamp i Israel,« siger RUC-forskeren, der selv besøgte Al-Quds Universitetet for snart ti år siden.

Islamistisk indflydelse

Ifølge Jakob Egholm Feldt fra RUC er Al-Quds hverken »værre eller bedre« end andre palæstinensiske universiteter. Han siger, at mange af værdierne i palæstinensisk politik er problematiske i en dansk sammenhæng.

»Palæstina er dybt polariseret rent politisk. Der vil uundgåeligt være en islamistisk indflydelse når man indgår i et samarbejde med palæstinensiske studerende, og hvad angår Israel-Palæstina-konflikten og minoriteters rettigheder kan holdningerne være kontroversielle,« siger han.

En organisation som DSF må derfor dele sol og vand lige, hvis man skal undgå at tage stilling til den betændte Israel-Palæstina-konflikt, siger Jakob Egholm Feldt.

»Jeg går ind for at støtte udveksling af viden, udvikling og uddannelse overalt i verden, også i konfliktzoner. Det er dog vigtigt ikke at være dobbeltmoralsk – hvis man støtter palæstinensiske universiteter skal man også være villig til at vise støtte til israelske universiteter,« siger han.

DSF-formand: Vi vil ikke samarbejde med Hamas

Hos DSF, der repræsenterer 165.000 danske studerende, afviser formand Yasmin Davali at organisationen har taget stilling i Israel-Palæstina-konflikten på vegne af danske studerende.

»Det er klart, at vi ikke har et projekt om at opstarte en israelsk studenterorganisation, når der findes sådan en i forvejen. Men vi har et rigtig fint samarbejde med den israelske studenterbevægelse. Faktisk startede vores Palæstina-projekt i forbindelse med et møde i Israel, afholdt af den Israelske studenterorganisation,« siger hun.

Hvorfor samarbejder en interesseorganisation for danske studerende med Al-Quds University, hvor både ledelse og studerende har været kritiseret for ikke at tage afstand til terror i Israel?

»Jeg vil gerne slå fast, at DSF aldrig har haft et samarbejde med selve Al-Quds University, og derfor har vi heller ikke reageret på de sidste par års begivenheder. Vi har blot samarbejdet med studenterrådet på Al-Quds om at skabe en paraplyorganisation for palæstinensiske studerende,« siger Yasmin Davali og fremhæver DSF’s arbejde med kønslig ligestilling i PSCF.

På jeres hjemmeside står der ellers, at I har et ”officielt partnerskab” med Al-Quds University. Det samme står i de papirer, I afleverede til Dansk Ungdoms Fællesråd, da I søgte om en halv million kroner til projektet?

»Hvis dét står på hjemmesiden er det en fejl, som vil blive rettet. Vi har hele tiden haft som mål at etablere en national paraplyorganisation, der varetager palæstinensiske studerendes interesser – ikke andet. I forhold til ansøgningen kan jeg selvfølgelig ikke rette en to år gammel fejl. Men jeg kan se, at der én enkelt gang står, at vi samarbejder med universitetet, mens der 31 gange står at vi samarbejder med studenterrådet på Al-Quds. Så jeg tror ikke, at der på baggrund af ansøgningen er nogen tvivl om, hvem vi samarbejder med.«

Du siger, at I ikke vil samarbejde med organisationer der linkes til terrorisme. Hvordan tjekker I PSCF’s samarbejdspartnere?

»Organisationer der kædes sammen med terror vil ikke være en del af PSCF, det fremgår også af vores projektbeskrivelse og af PSCF’s vedtægter. Palæstina er et ekstremt svært område at være i, men det er vigtigt at insistere på at være partipolitisk neutrale i den her konflikt. Vi er der for at hjælpe de studerende, ikke andre parter.«

I jeres projektbeskrivelse står at PSCF skal repræsentere alle palæstinensiske studerende ’uanset meninger og politisk tilknytning’, og at det kan underminere projektet, hvis parter som Hamas ikke indgår i PSCF. Hvordan skal det forstås?

»Det er en fare for projektet, hvis Hamas fortsat har stor indflydelse som studenterpolitisk organisation – for vores projekt i Palæstina handler netop om at give studerende en stemme, der går udenom traditionel partipolitik i landet. PSCF skal ikke repræsentere palæstinensiske partier, og derfor er det underminerende, hvis eksempelvis Hamas bliver en del af projektet.«

Men PSCF skal ifølge jeres egne målsætninger repræsentere studerende uanset politisk tilknytning til eksempelvis Hamas?

»Vores fornemste opgave er at skabe et studenterpolitisk forum i Palæstina – et område hvor de studerende har vanskelige vilkår og ringe rettigheder. Hvis folk i PSCF synes dårligt om Israel eller stemmer på bestemte partier er det uden for min kontrol. Jeg kan blot sige, at målet med PSCF er at være en neutral paraplyorganisation, der taler de studerendes sag.«

Hvad sker der konkret, hvis Hamas eller Islamic Bloc ønsker at indgå som en del af PSCF? Vil de blive udelukket eller optaget?

»De bliver afvist,« siger formanden for DSF.

Fravælger Israel-aktivt sikkerhedsfirma

I researchen på denne artikel er Uniavisen blevet gjort opmærksomme på, at DSF i forbindelse med en lokaleflytning har fravalgt et samarbejde med vagtværnet G4S – et firma der førhen er blevet skarpt kritiseret for at bryde internationale konventioner ved at vogte israelske bosættelser på Vestbredden og drive fængsler, hvor der angiveligt sker tortur af de indsatte.

»Organisationer der kædes sammen med terror vil ikke være en del af PSCF.« Yasmin Davali, Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Yasmin Davali mener ikke, at DSF dermed har taget stilling i Israel-Palæstina-konflikten.

»At fravælge G4s som alarmselskab har ikke noget med at tage afstand til Israel at gøre. Det har at gøre med, at vi ikke vil sættes i forbindelse med tortur, børnefængsler og andre brud på menneskerettighederne,« siger hun.

Der tegner sig ikke et mønster, når man begynder et ’solidaritetsprojekt’ med palæstinensere – og herunder samarbejder med organisationer der kan være kontroversielle, mens man fravælger G4S på grund af deres aktiviteter på Vestbredden?

»Nej, jeg mener ikke, at vi tager stilling i Israel-Palæstina-konflikten. Vi har solidaritet med alle studerende, der savner rettigheder og et forum, hvori de kan udtrykke sig. Derfor er vi ikke kun i Palæstina, men også i Zimbabwe,« siger Yasmin Davali.

Hun mener ikke, at DSF burde have ageret anderledes i deres Palæstinaprojekt:

»Det er en ærlig fejl, at det på vores hjemmeside fremstår som om, at vi har et officielt samarbejde med Al-Quds University. Det har vi ikke, og det vil blive rettet. Men det er vigtigt, at palæstinensiske studerende har en samlet stemme, og derfor er vores samarbejde med de studerende på Al-Quds fortsat vigtigt,« siger DSF-formanden.

NOTE 1: Efter Uniavisens henvendelser har DSF ændret ordlyden på deres hjemmeside. DSF har ifølge hjemmesiden ikke et ’officielt partnerskab med Al-Quds’, men i stedet et officielt partnerskab med studenterorganisationen på Al-Quds University.

NOTE 2: Ifølge en nyhed fra 6/4-16 på Al Quds Universitys hjemmeside har israelske styrker 5. april angrebet campus og ødelagt flere ting, blandt andet et juletræ, der stod foran universitetets Student Affairs-bygning. Israelerne beskyldes også for at have ødelagt en bogmesse med tema om kvinder og børns rettigheder

Rettelser: I første version af denne artikel stod der, at Uniavisen var kommet i besiddelse af en projektbeskrivelse fra DSF. Det er rettet til, at Uniavisen fik tilsendt projektbeskrivelsen af DSF. Desuden er en indledende sætning, der lød, at DSF havde samarbejdet med Al Quds ændret til, at DSF har arbejdet studenterpolitisk på Al Quds.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste