Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studenterombudsmand til 2,2 millioner kroner er for dyr

RETSSIKKERHED - Bestyrelsesmedlemmer er uenige om, hvad det nye studenterombud, der skal hjælpe studerende, der er kommet i klemme, må koste. Der er også usikkerhed om den præcise jobbeskrivelse, hvor stort et administrativt apparat vedkommende får i ryggen, og hvor den nye funktion skal placeres. Studerende advarer mod at udvande ordningen.

Én ting er sikkert.

De studerende på Københavns Universitet (KU) får et studenterombud, altså en person, de kan gå til og få hjælp, hvis de kommer i klemme i systemet, men den præcise jobbeskrivelse, hvor den nye institution skal placeres fysisk, og hvor stort et budget den får til rådighed, er det ikke lykkedes at skabe enighed om i bestyrelsen.

Flere medlemmer af KU’s bestyrelse, der som universitetets øverste myndighed træffer den endelige beslutning, er således imod dele af den betænkning om studenterombud, som et udvalg nedsat af rektor har skrevet efter skandalen om hjerteforskeren Milena Penkowa.

Hun forsøgte at give en studentermedhjælp skylden for det underslæb, hun begik mod Dansk Selskab for Neurovidenskab.

Så slemt står det ikke til

De mener, at en årlig udgift på 2,2 millioner kroner, som rektoratet foreslår at afsætte til formålet, er alt for meget.

»2,2 millioner kroner virker som et stort budget på mig, da jeg ikke forestiller mig, at tingene står forfærdeligt til på KU. Meningen var, at studenterombuddet skulle starte stille og roligt ud, samle ting op, der ikke er blevet taget hånd om, og løse gråzoneproblemer, men ikke overtage og opdyrke nye opgaver,« siger bestyrelsesmedlem Peter Gæmelke.

Flere medlemmer frygter, at man er i gang med at opbygge et unødvendigt stort bureaukrati, som vil lede med lys og lygte efter sager at tage op for at legitimere sin egen fortsatte eksistens.

Usikkerhed om arbejdsmængde

Ifølge sagsnotatet om det nye studenterombud er det store spørgsmål, om ombudsmanden vil blive mere eller mindre arbejdsløs eller bliver bestormet med henvendelser.

Det er derfor også vanskeligt at give et kvalificeret bud på, hvad ordningen vil koste.

Rektoratet foreslår at starte med et samlet budget på 2,2 millioner kroner, der skal dække løn til en jurist, sekretærbistand og eventuelt studenterbistand og øvrige driftsudgifter.

Hvis evalueringen efter det første år viser, at der ikke er overensstemmelse mellem ressourcer og opgaver, kan bestyrelsen behandle budgetspørgsmålet igen, understreges det i notatet.

Sekretariat binder

Afgående bestyrelsesmedlem Boel Flodgren er dog imod at opbygge et bureaukrati til 2,2 millioner kroner fra begyndelsen.

Hun påpeger, at der allerede findes studenterorganisationer, der varetager de studerendes rettigheder.

»Hvis man først har et sekretariat, må man også finde på sager, men vi bestilte ikke en jurist til at sidde og vente på sit kontor, da vi i bestyrelsen sagde ja til at indføre et studenterombud. Et kompromis kunne være at få en advokat til at varetage opgaven ved siden af sit daglige virke,« siger Boel Flodgreen.

En person der kan tale ledelsessprog

Også Claus Bræstrup, der udtrådte af bestyrelsen ved årsskiftet, mener, at det er at gå for langt at ansætte en jurist med sekretariatsbistand og eget budget.

Han har en fortid i medicinalindustrien blandt andet som koncerndirektør for H. Lundbeck A/S, og han har også været hos Novo, hvor ledelsen indførte en ombudsmand, som blev respekteret og værdsat af de ansatte. Her udpegede man en medarbejder, der var kendt for sin integritet, til at varetage hvervet ved siden af sit arbejde.

»Der er behov for en ventil for folk, der virkelig er kommet i klemme i systemet, men det skal ske i en helt anden målestok og inden for en mere snæver ramme, end det foreslås. Der er vel ingen, der forestiller sig en student, der med ombudsmanden i hånden går i krig med KU, så hvad der i virkeligheden er brug for, er en person, der ikke nødvendigvis kender alle paragrafferne, men som ved hjælp af sit kendskab til arbejdsgangene på universitetet og sin sunde fornuft kan oversætte en studerendes problemer til et sprog ledelsen forstår,« siger Claus Bræstrup.

Gør noget stort

De to studentervalgte bestyrelsesmedlemmer advarer derimod mod at vedtage en udvandet studenterombudsordning.

De gør opmærksom på, at det var de alvorlige fejl, der blev begået under Penkowa-sagen, der er baggrunden for, at bestyrelsen gennem et år har diskuteret, hvad universitetet kan gøre for at undgå at en lignende sag kan opstå igen.

»At ansætte en juridisk kompetent person med en assistent og eventuelt en studentermedhjælp er altså et lille brød at slå op. Det her handler om, at der er rigtig mange ting, vi kan gøre bedre på universitetet, men hvis vi ikke afsætter de nødvendige ressourcer, kommer vi aldrig til at kende omfanget af problemerne,« siger Laura Toftegaard Pedersen, der netop har overladt sin plads i bestyrelsen til Mattias Friis Jørgensen. Hun tilføjer:

»Vi er i gang med at gøre noget virkelig stort for det her universitet. Det skal vi gribe med kyshånd og ikke gøre til noget småt, når vi for en gang skyld har mulighed for at gå forrest på KU.«

Hvor skal ombudsmanden sidde?

Også den fysiske placering af ombuddet er usikkert, da det understreges i betænkningen, at det er afgørende, at institutionen bliver uafhængig af ledelsen.

Selv om der er argumenter for og imod, at ombudsmanden placeres under Fællesadministrationen (FA) i Nørregade, konkluderer rektoratet, at det er den mest praktiske løsning, da ombuddet må formodes at komme i hyppig kontakt med den øvrige KU-administration for at indhente oplysninger.

De studerende mener dog, at bestyrelsen skal overveje grundigt, om FA nu også er den rette placering.

Arbejde mangler

Det vil nu blive skrevet ind i vedtægterne, at der skal indføres et studenterombud på KU.

Ifølge bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen mangler der dog en del arbejde, inden ordningen kan søsættes.

Den daglige ledelse skal således komme med et forslag til en konstruktion, som bestyrelsen kan enes om, men det kan først nås til det første møde i 2012, der afholdes den 27. januar.

clba@adm.ku.dk

Seneste