Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studenteraktivisme i Colombia - med livet som indsats

KLUMME - Hvis denne avis var blevet udgivet i Colombia for colombianske studerende, ville navnet Universitetsavisen kun vare ved indtil næste nummer. Så måtte den skifte navn, for ellers ville redaktionen blive forfulgt. Og skrev jeg kritisk om regeringens politik, ville der få dage efter cirkulere en dødsliste med mit navn på, underskrevet af en paramilitær gruppe. Studenterrådet beretter om studenterpolitik på liv og død i Colombia.

På nationalt TV i Colombia toner formanden for en stor studenterorganisation i Colombia frem i 2006 og siger henvendt til den daværende præsident Àlvaro Uribe:

»Mit navn er Diego Marin og her i dag skulle otte studenterpolitisk aktive have stået sammen med mig. Studerende som de sidste 18 måneder er blevet myrdet.«

Senere får Diego Marin en henvendelse om, at rygtet går, at selveste Uribe har udstedt en dødsdom over ham, og Diego må flygte ud af landet. Hvert år sker der overgreb på aktive studerende i Colombia i form af trusler, forfølgelser, tilbageholdelser, forsvindinger og mord. Disse overgreb sker sideløbende med, at de studerende kæmper mod store privatiseringer og besparelser i uddannelsessystemet, ligesom studerende over hele verden gør det.

Columbia og Danmark

I København demonstrerede tusindvis af elever og studerende i slutningen af februar mod SU-forringelserne , hvor efter regeringen og forligspartierne her et par måneder senere præsenterer en aftale, der indeholder endnu større forringelser. I Danmark har vi bedre studievilkår end i Colombia: Vi skal ikke finansiere halvdelen af vores uddannelse via brugerbetaling, og vores uddannelserskvalitet er da heller ikke så ringe, at den ikke kan opnå international akkreditering – hvilket blot er et par af de problemer, der er på universiteterne i Colombia.

Men i både Colombia og Danmark oplever vi studerende forringelser af vores uddannelse – og kampen for god og gratis uddannelse er relevant begge steder. I Colombia går den dog hånd i hånd med kampen for demokratiske rettigheder som retten til at organisere sig i studenterråd , ytringsfrihed og retten til at være kritisk over for den førte politik, hvilket forudsætter en løsning på den sociale og væbnede konflikt i landet.

Med livet som indsats

I Colombia fremlagde regeringen for to år siden en ny universitetslov, der ville privatisere de offentlige universiteter yderligere. De studerende mobiliserede store protester og blokader på universiteterne, der stod på i flere måneder over hele landet, hvilket resulterede i, at forslaget blev trukket tilbage. Siden har studenterbevægelsen fremlagt deres bud på en universitetslov, der bygger på uddannelse som en rettighed.

Men det er med livet som indsats. Når de studerende i Colombia oplever overgreb, anerkendes de ikke. Der bliver ikke ført retssager, og de studerendes organisationer bliver ofte omtalt som guerillabevægelser af regeringen og andre modstandere i et forsøg på at legitimere undertrykkelsen og forfølgelsen.

At være aktiv og kritisk studerende i Colombia har nogle helt andre konsekvenser end i Danmark, men ved at skabe opmærksomhed omkring de colombianske studerendes forhold i Danmark, kan vi være en kæmpe støtte i deres kamp – og samtidigt kan vi hente stor inspiration fra en studenterbevægelse, der bestemt ikke giver op. I Danmark er denne støtte samlet i netværket Colombian Students Watch(CSW), som samler organisationerne for de universitetsstuderende, pædagogstuderende, lærerstuderende og gymnasieeleverne.

Her i maj sender vi en delegation til Colombia, som et vigtigt led i at styrke samarbejdet med studenterbevægelsen i Colombia, få information om forholdene og derudover er det en vigtig måde at vise vores konkrete støtte til deres arbejde og vise, at det ikke går ubemærket hen, når de colombianske studerendes menneskerettighederne bliver krænket.

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste