Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Slaget mellem superstjernerne

UNIVALG 15 - Nogle af KU’s mest kendte forskere kæmper om de to VIP-pladser. De vil begge slås for ’kerneydelserne’ forskning og uddannelse, men på ét punkt adskiller Anja C. Andersens og Eske Willerslevs valglister sig fra hinanden.

På den ene side: Valglisten ‘Et stærkt KU’ med Anja C. Andersen, vinder af Rosenkjærprisen i 2006 og Peter Harder, engelskprofessor og uddannelses- og forskningspolitisk debattør.

På den anden side: Valglisten ‘Forskning og uddannelse’ med Eske Willerslev, vinder af Rosenkjærprisen i 2012, og Dorthe Dahl-Jensen, internationalt anerkendt professor i is og klima.

Det er nogle af Københavns Universitets tungeste navne, der dueller om de videnskabeligt ansattes (VIP) to pladser i bestyrelsen. De to valglister vil meget af det samme. Begge mener, der er behov for stærke stemmer i bestyrelsen, der kan kæmpe for kerneydelserne forskning og uddannelse – især i en tid, hvor sparekrav og fremdriftsreform skaber administrationskaos på gulvet.

»Det er helt, helt centralt, hvem der bliver rektor, og hvilke værdier, den person har.« Eske Willerslev

»Besparelserne er tit tiltag, som forringer kerneydelsen på en måde, man ikke aner noget om i de højere luftlag. De utilsigtede, skadelige tiltag skal meldes tilbage til det højeste niveau,« siger Peter Harder.

Hans diagnose deles af den anden liste. Her fokuserer Eske Willerslev på den manglende tillid til forskere og undervisere, som ikke kun præger politikernes holdning til universitetet, men også har fået lov at sive ned i KU’s egen administration.

»Mit indtryk er, at administrationen har fået sit eget liv. Og det hænger sammen med et generelt skred fra en tillidsbaseret ledelse til en kontrollerende ledelse,« siger Eske Willerslev.

Han og Dorthe Dahl-Jensen mener, ligesom Et stærkt KU, at universitetet skal skrue kraftigt ned for kontrolmekanismer og rapporteringskrav.

Valget handler om rektorvalget

Et andet nøglepunkt for begge VIP-valglister er det kommende valg af en ny rektor. Det er bestyrelsen, som står for at udpege den mand eller kvinde, der skal afløse Ralf Hemmingsen, som går af i 2017.

»Den linje, rektor lægger, kommer til at dryppe ned gennem hele systemet. Det er helt, helt centralt, hvem der bliver rektor, og hvilke værdier, den person har. Det vil vi gerne være med til at påvirke,« siger Eske Willerslev.

Den konkurrerende liste fremhæver, hvor galt det kan gå, hvis bestyrelsen lader sig »forblænde« af en ny rektor med »store slagord, som er moderne i fem år i forretningslivet«:

»En rektorperiode kan være nok til at ødelægge det. På andre universiteter har der været eksempler på nogle temmelig uheldige rektorer, man var nødt til at ekspedere ud af bagdøren, fordi bestyrelsen ikke har kendt sin besøgelsestid. Og derfor er det sindssygt vigtigt, at bestyrelsen står for den etos, der handler om substansen,« siger Peter Harder.

Uenighed om eliten

Men trods lighederne er der også forskelle på Et Stærkt KU og Forskning og uddannelse. Eske Willerslev og Dorthe Dahl-Jensen vil kæmpe for eliten – eller det, de kalder excellence i forskning og undervisning. Og det falder Anja C. Andersen for brystet.

»Jeg kalder jo den anden liste for professor-listen. Fordi det er eliteprofessorerne, der gerne vil gøre det bedre for eliten,« siger hun og fremhæver Eske Willerslevs ønske om at have lige så tæt kontakt mellem studerende og eliteforskere, som de eksempel har i Cambridge.

»Det minder om et barn, der får et Fætter BR-katalog og sætter krydser ved det. Der er bare ikke penge til hele kataloget« Anja C. Andersen om Eske Willerslevs liste

»Faktum er bare, at i Cambridge er der tre studerende per VIP, og her på KU er der ni. Og hvis Eske nogensinde skal have tid til at skrive sine Science og Nature-artikler, hvordan havde han så tænkt sig, at det skulle foregå? Det minder om et barn, der får et Fætter BR-katalog og sætter krydser ved det. Men der ved vi – måske også fordi vi sidder i bestyrelsen – at der bare ikke er penge til hele kataloget,« siger Anja C. Andersen, der stiller op til sin anden periode i bestyrelsen.

Til det svarer Eske Willerslev:

»Hvis vi ikke stræber efter det elitære, bliver vi aldrig bedre. Det gælder både for forskning og undervisning.«

Ifølge ham kan et universitet sagtens være elitært i forhold til kerneydelserne og samtidig være for de mange.

»Jeg ser heller ikke en modsætning mellem at være succesfuld forsker og have personkontakt til de studerende. Og jeg ser ikke et problem i, at vi lader os inspirere af udenlandske universiteter, som har vist sig succesfulde i den måde, de har organiseret sig på. Både Cambridge, Oxford og Berkeley, hvor jeg har tilbragt tid, er offentlige universiteter ligesom København.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste