Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Skarp minister vandt første slag om SU'en

SU-DEBAT – Morten Østergaard stod på mål for regeringens reformudspil, da han onsdag eftermiddag besøgte Københavns Universitet til en kort og energisk debat om de bebudede SU-ændringer. Uddannelsesministeren slap igennem uden blå mærker og fik både de fremmødte studerende til at grine og klappe.

»Det er meget fedt, han gør det her, når han ved, han kommer til at få så meget kritik,« bemærker en pige på rækken bag Uniavisens udsendte, umiddelbart før Morten Østergaard gør sin entré ved debatmødet på Nye KUA. »Ja, respekt for det,« siger hendes veninde.

Der er mødt flere hundrede studerende op, og de sidder på gulvet og på trapperne i bygning 23’s store auditorium, der er fyldt til randen. Med mennesker, bannere og ivrige journalister, der kaster sig over dagens hovedperson, da han ankommer til Københavns Universitet klokken lidt i 13.

Uddannelsesministeren har inviteret sig selv til en diskussion af regeringens SU-reformudspil, men holder arrangementet igennem fast ved det fornuftige i ændringsforslagene.

»Spørgsmålet er, om det ikke er rimeligt nok at kigge på, hvorfor 84 procent kandidatstuderende bruger flere SU-klip, end deres toårige uddannelse er beregnet til,« spørger ministeren retorisk, og så er debatten skudt i gang.

Bedre eller bare hurtigere igennem

Mens Morten Østergaard selv virker overbevist om, at reformen vil få fremtidige studerende »bedre igennem uddannelserne,« tøver Studenterrådets formand Gwen Gruner-Widding til publikums store fornøjelse ikke med at kalde udspillet for en rendyrket spareøvelse.

LÆS OGSÅ: Sådan vil regeringen reformere SU’en.

»Fokus er ikke på at få os bedre, men hurtigere igennem,« supplerer danskstuderende Astrid Høgh. »Jeg efterlyser, at I også kigger på uddannelsesniveauet, og jeg er bekymret for konsekvenserne af, at I vil straffe universiteterne økonomisk, hvis ikke gennemførselstiden bliver kortere.«

Hun er ikke alene om at være bekymret, for det er universiteterne, der kommer til at stå med regningen, hvis reformen slår fejl og mislykkes med at få de studerende hurtigere igennem systemet. Og det vil i sidste ende få indflydelse på undervisningskvaliteten. Ministeren afviser dog, at det er et urimeligt eller urealistisk krav, at universiteterne skal nedbringe den gennemsnitlige studietid med 3,7 måneder inden 2020.

Festlig krise

Da han kort forinden trådte ind i det sitrende auditorium, blev han mødt af en hær af sure og sjove skilte og af hvid og rød konfetti. Men undervejs er der ingen, der buher, selvom mange er tydeligt frustrerede over regeringens holdningsskift til SU’en. Morten Østergaard er kommet de studerende i møde og viser, som rektor Ralf Hemmingsen indledningsvis anerkender, mandsmod ved at stille op til åben debat.

Derfor er stemningen midt i kritik, sure smileys, røde kort og den seneste tids gentagne anklager om løftebrud høj, og for universitetets mange studenterpolitiske organisationer er dette en festdag. Kampen mod SU-forringelser er en sag, de kan stå sammen om, og som vinder gehør hos de fleste studerende.

Alligevel bliver ministeren ikke for alvor udfordret af de studerendes spørgsmål, og et par af dem bekender sig i løbet af debatmødet ligefrem til de »gudsløse besparelser,« som teologistuderende på bagerste række har benævnt SU-reformen, og erklærer sig enige i, at det – stort set – er en fair reform.

»Sovsen klumper for dig, Morten«

En af dem er Makia, der læser Ægyptologi. Hun kan godt se det fornuftige ved dele af regeringens udspil, men hun mener, det er forkert, at reformen bygger på mistillid til de studerende.

»Det er der, sovsen klumper for dig, Morten. Det er en fejlvurdering, at studerende bliver i uddannelsessystemet, bare fordi de kan,« påstår hun. »Det er strukturerne, der holder os tilbage. Helt ærligt, så sjovt er det altså heller ikke at være studerende.«

»Hvis du har ret, kommer I slet ikke til at mærke konsekvenserne af reformen, for så vil vores tiltag for at reducere netop de barrierer, du taler om, føre til mindre forsinkelser,« lyder uddannelsesministerens comeback.

Hans kinder er blevet let lyserøde, men hans stemme er stabil, og svarene falder prompte. Det er de nødt til, hvis han skal nå at svare på bare en brøkdel af de studerendes spørgsmål.

Standhaftig minister

Det kan nemlig godt være, at han i sin tid var ni år om at færdiggøre sin kandidat i Statskundskab (men kun fik SU i fem år!), men i 2013 er uddannelsespolitikken, at vi skal hurtigt ind og lige så hurtigt ud, og det efterlever Morten Østergaard til SU-debatten, der varer præcis en time.

Efter korte kommentarer til de fremmødte tv-hold forlader han KU til klapsalver, og de studerende kan med tilfredshed konstatere, at deres indvendinger er blevet hørt. Samtidig er den bitre erkendelse imidlertid, at de nok ikke får den store indflydelse, for det var ministeren, der gik med sejren i dag.

»Morten Østergaard var lidt for skarp,« konstaterer en pige ærgerligt på vej ud ad døren.

SE GALLERI: Da Morten Østergaard kom forbi.

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste