Her følger en samling af links til skandinaviske mediers artikler om universiteter og om forskerverdenen generelt siden maj 2012. Fordi artikelsamlingen spænder over flere måneder, er artiklerne listet kronologisk (nyeste først).
Sverige:katastrofal mangel på studenterhybler
Over hele Sverige, og ikke kun i Stockholm, savnes der boliger i titusindvis til de studerende. Situationen er nu så akut, at der skal gøres noget ved problemet af hensyn til svensk forskning og de studerende, skriver chefen for Stiftelsen Stockholms Studentbostäder i et indlæg i Dagens Nyheter.
Japanerne bygger kæmpe Videnskabens Ø på Okinawa
For at kunne konkurrere med USA har japanerne bygget et kæmpe paradis af en forskerlejr på Stillehavsøen Okinawa (kendt fra meget blodige slag under Anden Verdenskrig), til verdens bedste og førende forskere. Øen skal være med til at kickstarte den japanske økonomi, skriver Svenska Dagbladet. Det er angiveligt en ny strategi, fordi hidtil er Japans evne til at tiltrække udenlandske forskere blevet karakteriseret som elendig.
500 norske studerende uden studieplads efter it-rod
Ikke nok med at 500 studerende i Norge slet ikke kom ind på deres studievalg, selv om de havde høje nok karakterer til at komme ind, men de fik heller ikke besked om, at der var sket en grov fejl. Det kan også være et brud på Norges regler om vejledningspligt ifølge forvaltningsloven, skriver norske Nettavisen.no.
60-årig har snart studeret i 70 semestre
Olav Nedrebø (60) begyndte at studere på universitetet i Bergen i 1973. Han studerer fortsat, og han kan være rigtig god at stille spørgsmål til om nordisk sprog og litteratur, fransk eller latin, skriver Aftenposten.no.
Skarpt forsvar for humaniora og samfundsvidenskab
Den svenske regering bør bryde med sit ensidige fokus på medicin og teknologi og blive bedre til at se samfundsnytten af humaniora og samfundsvidenskaberne, skriver ledelsen på Stockholms Universitet i den svenske avis Dagens Nyheter.
Aktivist for forfulgte akademikere fik UiO's menneskerettighedspris
Robert Quinn tog i 1999 initiativ til at danne Scholars at Risk, der skal beskytte og hjælpe forfulgte akademikere over hele verden. Nu er han blevet hædret med Universitetet i Oslos (UiO’s) menneskerettighedspris for sin indsats.
Fuldt navn offentliggøres med samtlige karakterer
Resultater fra masteropgaven i samfundsøkonomi ved det tekniske universitet NTNU i Norge offentliggøres hvert år sammen med eksaminandens fulde navn, karakterer samt censors navn. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den praksis. Det skriver Aftenposten.no
Akademikerbørn er mest konkurrenceivrige
Børn er langt mere konkurrencemindede og risikovillige, når de kommer fra de øvre samfundslag konkluderer en ny norsk undersøgelse, Confident, but not willing to compete: Gender and family Background.
Universitetet i Oslo ville smide 4.700 studerende ud
Rektor for Universitetet i Oslo (UiO) har trukket et forslag tilbage om at stramme kravene til de studerende, så de skulle gennemføre mindst 20 ekstra studiepoint pr. semester. Det ville ellers have ført til, at cirka 4.700 studerende ville miste studiepladsen, men ifølge avisen Universitas.no, der er Norges største studenteravis, er forslaget nu trukket tilbage efter studenterprotester.
Forskere hemmeligstemplede sandheden om pingvinsex
Den norske avis Aftenposten.no har nu fortalt hele den sande historie om, hvordan forskere i begyndelsen af det 20. århundrede i en rapport om pingviners seksuelle adfærd simpelthen censurerede hele afsnittet om, hvordan pingviner havde homofil og nekrofil sex med hinanden. Skandalen begyndte i juni 1910, da Kaptajn Robert Scotts polarteam sejlede til Sydpolen om bord på skibet Terra Nova. Scott var en af de første, der kunne overvære en hel pingvinsæson, og hans data voksede snart til et detaljeret biologisk studie, men dele af studiet var altså for skrap kost for offentligheden, mente man dengang. Kun 100 eksemplarer med det fulde studie fik lov til at cirkulere blandt en udvalgt skare af forskere, og kun to kopier overlevede til i dag. De skal nu udstilles på The Natural History Museum for første gang.
Norsk forskeradvarsel imod 200 useriøse tidsskrifter
Næsten 200 tidsskrifter er fjernet fra det norske såkaldte Kanalregistret, der er en liste over tidsskrifter, som norske forskere får point, der bestemmer tildeling af statslige midler til forskning, for at publicere til. Det norske Universitets- og høyskolerådet (UHR) er endda gået ud med advarsel imod de 200 tidsskrifter, der betegnes som useriøse. Baggrunden er, at mange forskere har fået tilbud om meget hurtig publicering i medier, der burde være peer review-granskede tidsskrifter, men granskningen, der koster 100 dollars, er sker ikke på acceptabel måde for UHR. 129 videnskabelige artikler er i samme forbindelse fjernet fra Kanalregistret.

Skriv kommentar