Så skulle du se hende den anden

»Det her en én af de sager – måske den sag – i de senere år, der har taget flest kræfter og trukket flest tænder ud,« siger rektor Ralf Hemmingsen.

Ordene falder på hans kontor i starten af november, få dage efter at han som formand for Rektorkollegiet er blevet enig med uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen om at stoppe kampen.

Forud er gået 42 dage med intens infight i pressen. Tal og skrækscenarier er føget frem og tilbage, siden ministeren 23. september chokerede med sin udmelding om, at der skulle skæres 4.000 pladser på de videregående uddannelser. Nu er parterne blevet enige om grundvilkårene for nedskæringerne – eller ’dimensioneringen’, som det fra politisk hold er blevet døbt – og universiteterne har frem til 1. december til at finde ud af, hvor snittet skal lægges.

Uniavisen har bedt Ralf Hemmingsen beskrive hele forløbet fra de første spæde dimensioneringspip til våbenhvilen den 4. november. Vi har talt med Sofie Carsten Nielsen og kilder i Uddannelsesministeriet, med en ekspert i politisk kommunikation og lobbyisme og med en forsker i forholdet mellem regeringsapparatet og universiteterne.

Sammen tegner kilderne et billede af et 11 måneder langt forløb, hvor parterne nok har mødtes løbende, men tilsyneladende har snakket så meget forbi hinanden, at dimensioneringen har måttet bokses på plads i fuld offentlighed.

Og alt efter, hvem man taler med, kan man få forskellige historier. Man kan få en historie om et universitet, der gik forrest i kampen i kampen for Danmarks lange, videregående uddannelser, da ministeren forsøgte at stramme kontrollen og svinge sparekniven. Eller man kan få en historie om et universitet, der er dygtig til nærkamp, men ikke til politisk networking – og som kom en postgang for sent til at påvirke regeringens indgreb begivenhedernes gang.

I begyndelsen var ordet

Du skal være tilgivet, hvis du ikke lagde mærke til i ordet ’dimensionering’, første gang det dukkede op.

Det står på side 128 i Uddannelse og forskning, den fjerde analyserapport fra Produktivitetskommissionen, som udkom den 17. december. ”Vil man mere aktivt styre uddannelsesinstitutionerne fra centralt hold, er dimensionering af optagene en vej at gå,” skriver kommissionen midt på siden og tilføjer længere nede, at man kunne overveje at skære ned i »antallet af studerende på overbygningsuddannelserne.«

Det er nogenlunde samtidig, at Ralf Hemmingsen og de øvrige universitetsrektorer i Rektorkollegiet bemærker, at vindene fra Slotsholmen er ved at vende.

»Så sent som i sommeren 2013 var meldingen politisk stadig, at vi skulle øge optaget. Men der skete et skifte fra december til februar 2014,« siger Ralf Hemmingsen.

Ved årsskiftet begynder daværende Uddannelsesminister Morten Østergaard at lufte ideen om at lukke bacheloruddannelser, fordi der er for mange af dem, fordi deres kvalitet er for lav, og fordi de ikke er relevante for arbejdsmarkedet.

Rektorkollegiet bliver enige om at handle. Ved et møde med ministeriet i slutningen af januar nævner de, at dimensionering kan være en mulig løsning på beskæftigelsesproblematikken. Ugen efter melder de det ud til offentligheden via Jyllands-Posten. »Hvis der i en årrække viser sig at være høj ledighed, kan det give mening at skrue på optaget,« siger Ralf Hemmingsen, der på det tidspunkt netop har overtaget formandsposten i Rektorkollegiet fra Jens Oddershede.

Ministeriet har også fået en ny i chefstolen. Hun hedder Sofie Carsten Nielsen, og den 38-årige radikale minister hilser rektorernes udmelding velkommen – men advarer samtidig imod, at man kun bruger beskæftigelsestal til at skrue op og ned på optaget.

Ralf Hemmingsen og rektorerne går alligevel skridtet videre.

Musketér-eden

Den 9. marts offentliggør KU en fempunktsplan. Punkt 4 er en ”strategisk dimensionering af uddannelserne”. Og 11. marts offentliggør Rektorkollegiet handlingsplanen Færre studiepladser på uddannelser med stor ledighed.

»På dette tidspunkt var der ikke nogen, der havde bedt om et forslag. Det var os, der sagde, at vi vil fjerne nogle pladser på uddannelser, der har en langvarig strukturel arbejdsløshed. Der var ikke efterspurgt en indmelding i den forstand, og det blev der sådan set aldrig,« siger Ralf Hemmingsen.

I handlingsplanen lover rektorerne at udarbejde en »nationalt koordineret model« til dimensionering af bacheloruddannelserne på landets universiteter. Hvert universitet skal selv gennemgå deres uddannelser og komme med en plan, der kan gælde fra optaget i september 2015. Én del af handlingsplanen er det, der bliver kendt som ’musketér-eden’: Hvis ét universitet skruer ned for en uddannelse, må et andet universitet ikke skrue op. Det skal en fælles koordinering sørge for.

Handlingsplanen skaber overskrifter i pressen, og den får også ministeren til at reagere. I Berlingske roser hun initiativet. Men Sofie Carsten Nielsen kommer også med en tilføjelse: At hun af egen drift er klar til at gribe ind og justerede uddannelsernes optag, hvis der er brug for det.
Ralf Hemmingsen lægger godt mærke til ministerens aber dabei.

»Jeg opfattede hendes udsagn sådan, at hun syntes, det handlingsplanen var fornuftigt, men at hun stod bagved i kulissen, hvis vi ikke kunne finde ud af det. Jeg læste det ikke sådan, at hun havde en stor plan i baghånden. Det ved jeg sådan set heller ikke, om hun havde på det tidspunkt,« siger han.

Samtidig, i maskinrummet …

Sofie Carsten Nielsen har ikke en stor plan i baghånden tilbage i marts – men hendes ministerium er ved at udarbejde den.

I februar har ministeren nedsat en arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og Finansministeriet. Opgaven: Udarbejd en landsdækkende dimensioneringsmodel for hele den videregående uddannelsessektor. En plan, der skal gælde fra starten af 2015.

Og således er scenen sat til et bemærkelsesværdigt parløb, hvor rektorer og regering arbejder videre med hver deres plan – og hver deres deadline. Rektorerne vil være klar 1. februar 2015. Sofie Carsten Nielsens deadline er skrappere.

Imens foregår der rigeligt på uddannelsesområdet til at holde KU’s ledelse beskæftiget. Kvalitetsudvalget foreslår 3. april at sløjfe retskravet, indføre beskæftigelsestaxameter og korte kandidaten ned til et år.

På Slotsholmen har de også travlt. Regeringen lancerer 7. maj sin Vækstpakke 2014, som senere bliver vedtaget af stort set hele Folketinget. Punkt 77 i vækstpakken hedder: Øget brug af dimensionering på videregående uddannelser, hvor dimittenderne har svært ved at finde relevant beskæftigelse.

Punktet beskrives ikke yderligere, men dagen efter kan man på Uddannelses- og forskningsministeriets hjemmeside læse, at »Regeringen er i gang med at udarbejde et analytisk grundlag på tværs af alle de videregående uddannelser og opstille en konkret model for øget regulering af antallet af uddannelsespladser.«

Og mens alt dette sker, arbejder universiteterne og ministeriets arbejdsgruppe videre med hver sit dimensioneringsudspil. Undervejs mødes de to parter flere gange. Dimensioneringen er på dagsordenen den 8. april, den 3. juni og den 16. juni, men ifølge Ralf Hemmingsen uden at universiteterne bliver klar over, at regeringen arbejder på et udspil.

»The answer is blowing in the wind«

Hvorfor blev universiteterne ikke mere direkte involveret i det arbejde, der foregik i ministeriet i foråret og hen over sommeren?

»The answer is blowing in the wind,« siger Ralf Hemmingsen. »Vi har ikke gjort noget for at blive udelukket af det gode selskab.«

Ifølge minister Sofie Carsten Nielsen er der en simpel grund til, at universiteterne ikke blev inviteret ind i maskinrummet:

»Det er helt enkelt. Arbejdsgruppen bliver nedsat for at lave et internt regeringsarbejde, som skal etablere et beregningsgrundlag, så vi har grundlag for at træffe en beslutning, som vi gør med vækstpakken,« siger hun og tilføjer: »Desuden har ministeriet løbende orienteret rektorkollegiet om, at arbejdet var i gang.«

Pråsen begynder at gå op for universiteterne efter et møde mellem Styrelsen for Videregående Uddannelser og universitetsdirektørerne den 20. juni. Her fortæller Styrelsen, at der vil komme et udspil i september eller oktober, som skal have effekt fra starten af 2015.

En måned senere, den 19. august, holder ministeren møde med Rektorkollegiet. Mødet skal handle om universiteternes udviklingskontrakt, men ministeren kupper dagsorden, da hun bekræfter, at der fra starten af 2015 skal ske en dimensionering på tværs af hele den videregående uddannelsessektor. Nedskæringen skal ske på baggrund af ledighedstal ud fra de grupper af uddannelser, Kvalitetsudvalget har fundet på.

Ralf Hemmingsen forklarer, at de enkelte universiteter selv fastlægger deres optag, og at Rektorkollegiet ikke kan lukke uddannelsespladser ud over rammerne i musketéreden. Adspurgt, hvor mange pladser Rektorkollegiet regner med at skære med sin handlingsplan, giver han et svar.

»I august sagde vi første gang officielt tallet 1.000. At vi ville skære 1.000 pladser i 2015.«

Slåskampen

Slåskampen starter om aftenen den 23. september. Her bringer både TV 2 og Politiken nyheden om, at ministeren er klar med et dimensioneringsudspil.

Først dagen efter offentliggør ministeren selve udspillet på ministeriets hjemmeside og i en kronik i Politiken. Knap 4.000 studiepladser skal cuttes på de videregående uddannelser, heraf 2.363 på universiteterne, og det skal ske inden for faggrupper, som har systematisk overledighed i 10 år.

»Vi kan og må aldrig igen acceptere så meget uddannelse til arbejdsløshed,« skriver ministeren i kronikken. Et mantra, hun har brugt siden foråret, og som hun vil gentage igen og igen, mens kampen raser i pressen.

Selv om reformen, efter mødet med ministeren i august, er ventet hos Ralf Hemmingsen, kommer dele af den bag på ham.

”Vi var meget bekymrede over det udspil. Den teknisk indviklede måde at gøre det på kom bag på os, og det var også vanskeligt at forstå beregningsgrundlaget,« siger han.

Rektorkollegiet har ventet en nedskæring på bachelorniveau, men Sofie Carsten Nielsen vil skære på kandidaten – og ingen har regnet på, hvilke konsekvenser det skal have for bacheloroptaget. Rektorerne skal selv fordele nedskæringerne, men inden for låste faggrupper, som de ikke selv har defineret – det har Kvalitetsudvalget. Hvis universiteterne kommer til at optage flere studerende, end de nye lofter angiver, må de selv betale regningen. Det gælder også regningen for de studerende, der allerede er optaget og har retskrav på at læse videre.Og universiteterne har kun til 20. november til at melde ind, hvor de vil skære.

Alt i alt er udspillet uspiseligt.

»Hovedproblemet var, at ledelsesrummet var væk, fordi det var en fuldstændig mekanisk detailstyring,« siger Ralf Hemmingsen.

KU blæser til kamp. Faktisk er de allerede tyvstartet.

Mediekrigen

Dagen før Sofie Carsten Nielsen officielt lancerer sit udspil, udsender både KU og Danske Universiteter pressemeddelelser, der kritiserer det. »I stedet for at anvende skalpellen, har ministeren valgt forhammeren,« udtaler Ralf Hemmingsen for Danske Universiteter, og han gentager budskabet den næste dag foran TV2 News’ kameraer på Frue Plads.

Få dage senere har KU oprettet et kampagnesite på KU.dk, hvor de lancerer pressemeddelelser og samler nyhedsklip og tweets om dimensioneringen.

Og så er mediekrigen i gang. KU lancerer en veritabel presseoffensiv sekunderet af blandt andre SDU. Den næste halvanden måned bringer de danske nyhedsmedier næsten 900 historier, kronikker og læserbreve om dimensioneringen, over 200 af dem med personer fra Københavns Universitet som afsender eller kilde.

Tal fyger frem og tilbage mellem universitetet og ministeriet – via avisspalterne. På Nørregade er man forbløffet over kombinationen af uklarheder og detailstyring i dimensioneringsudspillet. På Slotsholmen mener man, at KU maler skrækscenarier. Uenighederne bliver vendt offentligt, og tonen er kontant. I Uniavisen kalder KU’s ledelse indgrebet »et slag mod frie universiteter med selvstændige bestyrelser”.

Ifølge Jeppe Veddinge, direktør i Radius Kommunikation, er der tale om en ret usædvanlig offensiv:

»Det er sjældent set, at man på den måde er gået i flæsket på en minister, og det hænger sammen med, at man har følt sig tromlet. Det er risky business – men hvis analysen har været, at 1) vi ikke kan leve med regeringens udspil, og 2) vi har brug for at købe os noget tid, så giver strategien mening,« siger Jeppe Veddinge.

Han bemærker dog en række svagheder ved KU’s udspil i pressen: KU er meget alene om at kæmpe. Selv inden for universitetssektoren mangler der opbakning, for eksempel optræder Aarhus Universitet næsten ikke i debatten. Samtidig bliver KU’s kamp kæmpet af Tordenskjolds soldater.

»De studerende og ansatte er med i kampagnen, især dem fra Humaniora. Det regner vi med. Men om der er fem eller 50, der ligner hinanden og siger det samme, har det ikke den store effekt, når det gælder om at flytte holdninger uden for universitetet. Der har manglet mobilisering af støtter i erhvervslivet,« siger Jeppe Veddinge.

»Der er ikke fest«

Kritik af KU’s kampagne eller ej – den har en vis effekt.

Først må ministeren præcisere, at der selvfølgelig skal være penge til bachelorer med retskrav. Så får en historie i Berlingske om nedskæringer på Geologi Mærsk og DONG til at advare mod tabet af fagfolk, der kan finde olie. Information bringer lignende historie om biotek-området. Og en historie om manglende pladser til internationale studerende får Venstre og Konservative til at skælde ud på ministeren. Sideløbende vokser kritikken fra de politiske ordførere uden for regeringen, som – ligesom KU – mener, at de er blevet holdt udenfor i hele processen.

Og 20. oktober kommer Sofie Carsten Nielsen med en ny dimensioneringsplan, som internt på universiteterne bliver døbt Sofie 2. Planen giver et ekstra år til at indfase nedskæringerne, men Ralf Hemmingsen og rektorerne afviser den. I stedet foreslår de at skære 3.000 pladser på bacheloren over tre år – hvis de selv må vælge hvor – og at man helt dropper at skære på kandidaten. Reduktionen på overbygningen vil ske af sig selv, når man skruer ned for bachelor-vandhanen, siger de.

Ministeren takker nej. Mens krigen kører videre i pressen, ser det ud, som om forhandlingerne er gået i hårdknude. Men bag kulisserne intensiveres møderne, og 4. november – efter to dages intense drøftelser – bliver Ralf Hemmingsen og departementschef Uffe Toudal enige om et aftalegrundlag.

Sofie 3, som grundlaget kaldes, skærer 3.535 pladser på bacheloren fra 2015-2018 – men de 2.362 pladser på kandidaten skal først cuttes fra 2018-2020. Universiteterne får frihed til at fordele beskæringerne på tværs af Kvalitetsudvalgets faggrupper og kan samtidig flytte 15 procent af beskæringerne helt uden for grupperne. Og ministeren lover at finde plads til fag med særlige behov.

»I praksis er det et godt grundlag. Det har rykket sig meget fra den rene regneøvelse, det var. Nu er der trods alt skabt en rammestyring med et ledelsesrum,« siger Ralf Hemmingsen.
Adspurgt, om detailstyringen er fjernet i tilstrækkelig i aftalegrundlaget, svarer han:

»Der er et godt grundlag for videre dialog, men der er ikke fest.«

Universiteterne har nu frem til 1. december til at finde ud af, hvor de vil lukke studiepladser. Ifølge fælledstillidsrepræsentant på KU, Signe Møller Johansen, er det vigtig at få afklaring. Slåskampen om dimensioneringen har skabt forvirring blandt medarbejdere og studerende på KU.

»Ledelsen har en udfordring, fordi de har kørt skrækscenarier i medierne. Og nu sidder medarbejderne tilbage og tænker: Hvad er op og ned i det her? Hvad skal vi sige til de studerende, der spørger til konsekvenserne? Der ligger en stor kommunikationsopgave internt på KU,« siger hun.

Blå mærker

»Jeg synes ikke, at det på her tidspunkt tilkommer mig at give karakter til nogen parter i det her forløb. Det er klart, at der var forskellige udgangspunkter, og nu er der så et arbejdsgrundlag. Det mere analytiske, hvad der kunne være gjort anderledes, det må du lede efter i litteraturen,« siger Ralf Hemmingsen.

Han henviser til en analyse fra Politiken, Den Radikale minister der glemte at lytte, som beskylder Sofie Carsten Nielsen for at forvandle dimensionssagen til »en gigantisk omgang politisk kluddermor«.

Ifølge Jeppe Veddinge fra Radius Kommunikation overdriver analysen, hvor store blå mærker ministeren har fået af slåskampen.

»Hun kunne selvfølgelig godt have undværet brokket. Men eksemplerne fra tidligere sager viser, at man husker resultater og ikke så meget processen. Og fra ministerens synspunkt er resultatet ikke helt skidt. Konturerne og indholdet er bestået, det er kun tiden, der er skredet. Det er et klassisk politisk greb at give sig på timing og form – men ikke på indholdet,« siger Jeppe Veddinge.

Og Sofie Carsten Nielsen er skam tilfreds, selv om hun medgiver, at processen muligvis godt kunne have været kønnere eller kortere.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at ministeriet og universiteterne har været ret uenige på forskellige måder, og at der også har været flere forskellige udgangspunkter – for de (universiteterne, red.) har også haft forskellige udgangspunkter,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvilke konsekvenser forløbet har haft for tilliden mellem ministeriet og KU svarer hun:

»Det synes jeg, man skal passe på med at dramatisere. Nu har vi jo fastlagt et godt grundlag og fået en fælles forståelse. Vi er også enige om, at der uddannelser, der skal tilpasses i størrelse. Og vi er enige om, at det er vigtigt at kigge fremad, se hinanden i øjnene og sige: ’det er herfra, vi tager den’.«

Er normalt ikke normalt længere?

Ralf Hemmingsen vil også gerne kigge fremad, fortæller han Uniavisen, da vi interviewer ham på hans kontor den 7. november.

Vi spørger alligevel, om der er noget, han og Rektorkollegiet kunne have gjort anderledes i hele dimensioneringsforløbet?

»Ja, hvis jeg havde været tankelæser og kunnet gennemskue, at man arbejdede videre med et statsligt indgreb, så ville jeg have spurgt mere udtrykkeligt i marts eller april, om det var tilfredsstillende for ministeriet, at vi gennemførte musketer-eden. Så kunne jeg have sendt et pænt brev og spurgt: Hvad synes I om, at vi er blevet enige om det her? Men der var ingen, der bad om sådan et brev. Og normalt indkalder ministeriet meddelelser, hvis de vil have et eller andet gjort,« siger Ralf Hemmingsen.

Men måske er normalt ikke normalt længere.

»Der er en tendens til centralisering i og standardisering af styringen i den offentlige sektor i disse år,« siger Hanne Foss Hansen, professor i Statskundskab ved KU.

Politikerne møver sig ind på områder, universiteterne før har reguleret selv. Og ifølge Jeppe Veddinge fra Radius Kommunikation er der sideløbende sket et skifte i den måde, aktører som KU skal spille ind i politiske processer på for at få indflydelse.

»I moderne lobbyisme venter man ikke på at blive spurgt – har du for alvor øret på vandrørene, er du allerede inde i beslutningsprocesserne længe inden, de formelle kanaler er sat i gang,« siger han.

»Vi har ingen høtyve med«

Om eftermiddagen den 7. november er der møde i KUs bestyrelse. Før mødet samles 50 studerende i Lindegården foran rektors kontor, tænder fakler og synger Jeg vil male dagen blå for KUs topledelse og de ankommende bestyrelsesmedlemmer – for at minde dem om at bevare universitetets ånd midt i en reformtid.

»Vi har ingen høtyve med,« joker de studerende over for deres publikum, som smiler tilbage.
KUs ledelse og de studerende har i vidt omfang stået på samme side i kampen om dimensioneringen. Blandt andet deler de en bekymring, som også kom til udtryk en time tidligere, da Ralf Hemmingsen opsummerer hele dimensioneringsforløbet for Uniavisen:

”Holdningsskiftet kom ved årsskiftet, da regeringen begyndte at sende nye politiske signaler. Men udførelsen af de signaler blev ekstremt teknisk og detailstyret i det første udspil, og det synes jeg er bekymrende: At det er sådan, statsapparatet udmønter politiske tanker. Når de nu har nogle universiteter, der kan gøre det.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk