Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rosa Lund rykker fra Christiansborg til CSS

INTERVIEW - Hun kæmpede indædt mod fremdriftsreformen som folketingsmedlem. Nu fortsætter Rosa Lund kampen som studerende på Københavns Universitet.

Rosa Lund har været til studievejledning. Der blev ikke plads til hende i Folketinget efter valget den 18. maj, men nu har hun fundet plads på Københavns Universitet. Efter fire år på Christiansborg, vil hun nemlig gerne gøre sin bachelor i statskundskab færdig.

Jeg møder Rosa Lund nøjagtig en uge efter valget på en café på Blågårdsgade på Nørrebro. Her er Rosa Lund vokset op. I Blågårdsgade nummer 10 lå hendes første hjem, og hun bor stadig på Nørrebro.

Dagen forinden har hun lavet en twitter-opdatering.

»Kære #fremdriftsreform. Hvis du troede du var sluppet for mig så kan du godt tro om igen #nykampplads,« lyder den, og så er der et billede af studievejledningen på Statskundskab.

Et kæmpe privilegium

Rosa Lund begyndte på Statskundskab i 2009 – samme år som hun blev folketingskandidat. Det politiske arbejde fik hende til at udskyde nogle fag, og derfor mangler hun stadig et år af sin bachelor, selvom mange af dem, hun begyndte studiet sammen med, for længst har afleveret specialet.

Og nå ja, så blev hun jo valgt ind i Folketinget i 2011 som 24-årig for Enhedslisten.

»Det var vildt på mange måder. Det var en voksenverden, og selvom man er voksen, når man er 24, så var det en helt anden verden og en verden med enormt meget ansvar. Men det synes jeg, jeg var klar til,« siger hun.

Det politiske arbejde var heller ikke ukendt for Rosa Lund, da hun blev valgt ind. Hun har været politisk aktiv, siden hun var 14, og hun har været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Rosa Lund arbejder med politik, fordi hun synes, det er sjovt, men at blive valgt ind i Folketinget havde dog et ekstra gode: løn.

»Lige pludselig fik jeg løn for at lave politik. Det føltes eddermame privilegeret. Jeg kan huske flere gange, hvor vi har fået noget igennem i Enhedslisten, og jeg har skullet argumentere for det på talerstolen i Folketinget, at jeg har tænkt; får jeg løn for at stå og sige det her? Gud, hvor er det vildt! Det er et kæmpe privilegium.«

Du bliver klogere

Det er dog ikke alt, der er lutter lagkage som ung Enhedslisten-politiker på Christiansborg. At skulle kæmpe mod et helt embedsværk i et ministerium med kun få ansatte omkring sig kan være frustrerende, forklarer Rosa Lund. Og så er der det med alderen.

»På Christiansborg har mange også et særligt billede af, hvem en politiker er, og jeg har tit skullet høre for min alder; ja, du er jo den, der sidst er blevet student af os to, eller; du bliver klogere, når du bliver ældre og lignende – det er frustrerende,« siger Rosa Lund, der også er blevet forvekslet med at være studentermedhjælper til arrangementer udenfor Christiansborg.

Hvad svarer man, når ens alder bliver trukket ind i diskussionen?

»Jeg plejer at finde på et eller andet kækt, men nogle gange bliver jeg også rigtig sur og siger, at det synes jeg ikke er i orden, eller at vedkommende må have nogle dårlige argumenter, hvis det er det eneste, han kan sige. Man kan godt gå hjem bagefter og synes, at det er rigtig frustrerende.«

Ikke valgt ind

Nu er en intens valgkamp så overstået. Hos Enhedslisten kommer kandidaterne ind i den rækkefølge, de er placeret på opstillingslisten, og da Rosa Lund stod som nummer fire på listen i København, vidste hun godt, at det ville blive en stor udfordring at komme ind.

»Jeg har hele tiden vidst, at der ikke var noget, der var sikkert. Og det er altid hårdt at have en uvis fremtid. Natten inden valget blev udskrevet, var jeg faktisk inde og tjekke, hvornår jeg kunne starte på universitetet, hvis nu…«

De følgende tre uger var der dog ikke andet, der fyldte i Rosa Lunds tanker og hverdag end valgkamp. Den skulle bare have fuld skrald, som hun selv udtrykker det.

Rosa Lund er begyndt at blive genkendt, efter hun ikke blev genvalgt og oplever stor støtte fra blandt andre folkeskolelærere og studerende.

»Jeg ville have det dårligt med mig selv, hvis jeg så tilbage på den valgkamp og tænkte, at jeg kunne have gjort mere. Jeg brugte tre uger non-stop – og jeg har tabt mig syv kilo. Valgkamp er den bedste slankekur,« siger hun og griner, men efterlader ingen tvivl om, at det ærgrer hende, at der ikke blev plads.

»Det er sygt hårdt. Man stiller jo op, fordi man gerne vil ind. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har været ked af det – det har jeg. Men nu skal der ske noget andet. Vi har fået en højrefløjsregering, og den skal have kamp til stregen, og det får den ikke kun fra partierne på Christiansborg.«

Forsætter udenfor borgen

Rosa Lund har flere gange rost de universitetsstuderende for at kæmpe så hårdt mod fremdriftsreformen, og hun mener også, at det i høj grad er deres fortjeneste, at reformen blev en del af valgkampen.

Fremdriftsreformen har fyldt rigtig meget i Rosa Lunds hverdag de seneste år – en periode frygtede hun selv, at hun ville blive smidt ud af sit studie, når den blev implementeret, men hun fik dispensation, så hun kunne fortsætte i Folketinget. Hun er dog ikke kommet tættere på at forstå reformen, fortæller hun.

»Jeg synes, den er så hul i hovedet. Ikke engang hvis jeg prøver at sætte mig ind i, hvordan man tænker, hvis man er radikal, hvad man tænker, hvis man går ind for reformen – ikke engang dér kan jeg forstå, hvorfor den er skruet sådan sammen,« siger hun.

Nu fortsætter hun kampen mod den udenfor Borgen, men sammen med de studerende.

Hvordan tror du, det bliver at komme til timer på KU igen?

»Det bliver så mærkeligt! Jeg har taget nogle fag, mens jeg var i Folketinget, og det var også lidt mærkværdigt, men det må man bide i sig. Jeg har ikke behov for at få studielivet igen, at være tutor og komme i fredagsbar – nu vil jeg bare gerne læse, og det er måske meget sundt.«

Lokal støtte

Mens vi sidder med vores kaffe og snakker om Rosa Lunds fremtid, kommer en mand og giver et klap på skulderen. Fortsæt det gode arbejde, siger han.

Rosa Lund fortæller, at det er begyndt den seneste uge, efter hun ikke blev valgt ind i Folketinget. Og at det luner.

»I de fire år jeg har siddet i Folketinget, er jeg sjældent blevet genkendt – kun hvis jeg har gået sammen med Johanne eller Pernille (Schmidt Nielsen og Skipper, red.). Men i den seneste uge har det været helt vildt. Folk siger sådan nogle søde ting.«

Rosa Lund sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse indtil næste årsmøde, hvor hun endnu ikke har taget stilling til, om hun vil genopstille. Om hun vil stille op til næste valg til Folketinget, har hun endnu ikke besluttet.

»Nu skal jeg slikke sårene lidt, sove ud efter fire år på Christiansborg og så gøre alle de ting, som jeg ikke har gjort, mellem jeg var 24 og 28,« siger Rosa Lund, der blandt andet skal et smut på Roskilde Festival.

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste