Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektor har hentet inspiration, viden og støtte i Tokyo

INTERVIEW - I alliancen IARU udveksler KU viden med nogle af verdens bedste universiteter. Det kommer de studerende til gode, og så kan det bruges på den uddannelsespolitiske kampplads herhjemme, forklarer Ralf Hemmingsen i et interview med Uniavisen.

Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen har netop været i Tokyo til møde med de ti andre rektorer i fællesskabet International Alliance of Research Universities (IARU). Og det er ikke hvem som helst, Københavns Universitet (KU) er i selskab med her. Fællesskabet tæller blandt andre Yale University, UC Berkeley, University of Oxford og ETH Zürich.

Universiteternes studerende kan plukke frugterne af fællesskabet ved de IARU-summer schools, de ti universiteter samarbejder om. Dem har op mod 2000 studerende deltaget i.

»Det er en direkte mulighed for at komme ind i et stærkt, internationalt studenternetværk, som er bakket op af ti af de bedste universiteter i verden,« siger Ralf Hemmingsen.

Men indirekte har alliancen også mange andre fordele, forklarer han:

»For eksempel danner uddannelsesledelse og campusledelse netværk universiteterne imellem og udveksler best practice om, hvordan man bedst understøtter de studerende. Vi har netop drøftet i Tokyo, hvordan vi bedst modtager studerende fra andre lande og andre kulturer – og der kan vi ikke få bedre partnere end de her universiteter – fra Peking University til University of Cambridge.«

Rektor mener, at lande som Danmark kan lære meget om modtagelsen af internationale studerende fra lande som England og USA, der har en langt større tradition for udveksling på grund af landenes historie.

»Vi, der har små sprogområder, og som måske også er en lille smule mere fremmede over for fremmede kulturer end briterne og amerikanerne, vi kan lære noget om, hvordan man gør.«

Københavns populære ældrecenter

En af de store fordele ved alliancen, som Ralf Hemmingsen peger på, er forskningsnetværket. Han nævner blandt andet to konferencer afholdt af KU om henholdsvis klima og bæredygtighed, hvor KU kunne trække på foredragsholdere og topforskere fra den her gruppe af universiteter.

»Sådan får man også forskellige aspekter af den globale virkelighed ind i sådan en konference,« siger han.

Et aktuelt eksempel, som rektoren er meget stolt af, er IARU’s Aging, Longevity & Health-initiativ, som er ledet af KU’s Center for Healthy Aging. Initiativet har skabt et netværk af forskere og studerende fra flere universiteter, som blandt andet arbejder med, hvordan forskellige lande kan håndtere et stigende antal ældre.

»Problemet er mange steder, at befolkningspyramiden bliver præget af flere ældre, fordi folk lever længere. Og hvor langt er man så på løsningskurven? Et land som Kina har jo et kæmpe problem, fordi de har haft etbarnspolitikken i 30-40 år. Traditionen var før, at de havde mange børn, og at børnene tog sig af de ældre. Nu, med ét barn, der skal bære det hele, kan det ikke lade sig gøre,« siger Ralf Hemmingsen og fortsætter:

»Og hvordan skaber man så et socialt understøttelsessystem i et centralt styret, kommunistisk land, der ikke har ressourcer til et nordisk velfærdssystem? Det er rigtig interessant at diskutere.«

Tid til at tænke

Én gang hvert år mødes rektorerne for de ti universiteter i alliancen, som alle er tungt forskningsbaserede universiteter. Her taler de blandt andet om, hvad der er foregår på de forskellige universiteter netop nu, og hvad deres udfordringer er. Et tema, der blev diskuteret på årets møde var tiden til den frie grundforskning.

»Nu er det ikke et forsøg på at bruge det her til at kritisere fremdriftsreformen – og det var faktisk ikke mig, der introducerede emnet, det var nogle af de andre rektorer. Men de sagde, at der er en generel tendens til, at kurser skal deles op i mindre klumper med eksaminer hver sjette uge og uden større sammenhæng med frie perioder til at læse mere i dybden. Og det ser man som en markant udfordring. Det er vigtigt, at vi stadig lærer de studerende at tænke, og på et af universiteterne har de faktisk lavet et program, der hedder ‘Learning how to think’,« siger han og fortsætter:

»Vi har for eksempel herhjemme lige nu diskussionen om, om reglerne i fremdriftsreformen kan tillade seks måneders specialeskrivning, og så er det godt at høre fra andre universiteter, at det er et område, hvor vi alle virkelig skal stå fast og sige, at vi er nødt til at have plads til fordybelse.«

Er det noget, du kan tage med hjem til diskussionen med de danske politikere?

»Ja, hundrede procent. Det er en stolpe i ryggen. Vi kan sige; det er ikke bare noget, vi finder på, nogle af de bedste universiteter i verden mener det samme. Og det betyder rigtig meget.«

»Man tager sig lige de sidste millimeter sammen«

Til næste år har IARU tiårs-jubilæum, og ifølge Ralf Hemmingsen har meget ændret sig siden begyndelsen. For eksempel er dialogen blevet meget mere åben og direkte. Det betyder også, at universiteternes udbytte af samarbejdet er vokset. Og at der er et udbytte af alliancen, det er KU’s rektor ikke i tvivl om.

»Jeg kan garantere, at de her universiteter, hvoraf flere ligger i universiteternes top-ti, de vil ikke bruge en time på noget, hvis de ikke føler, at de får noget ud af det,« siger Ralf Hemmingsen, der netop har fået formandsposten for alliancen de næste to år.

»Det gode ved at have en relativt lille kreds – vi er jo kun ti – er, at der bliver etableret noget tillid og nogle relationer på personniveau, som holder over tid og kan udvikle sig. Jeg værdsætter det meget, og jeg er meget beæret over, at de har sat mig til at være formand.« siger han og fortsætter:

»Jeg har ikke følt mig så meget til eksamen, siden jeg søgte stillingen som rektor for ti år siden. Man tager sig lige de sidste millimeter sammen. Og jeg er rigtig glad for at få lov til at prøve det.«

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste