Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen: Studerende i praktik må alligevel godt få (en lille smule) penge

PRAKTIKLØN - Regeringen vil fremsætte et forslag om, at studerende må modtage op til 3.000 kroner oven i SU’en, når de er i praktik under studiet. Men pengene må ikke kaldes løn; de skal være en 'erkendtlighed'.

Står det til regeringen, skal det fremover igen være muligt for studerende at få penge for deres arbejde, når de er i praktik under uddannelsen. Det fremgår af et notat, som P1 Orientering er kommet i besiddelse af.

»Rigtig mange virksomheder og organisationer vil gerne give de studerende en påskønnelse for, at de deltager i projektorienterede forløb. Derfor ser vi nu på, hvordan vi kan få lovgivningen til at spille tættere sammen med målet om, at de kan vise deres anerkendelse og påskønnelse af, at den studerende rent faktisk yder en indsats,« siger (snart forhenværende) uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs til DR.

Dog vil regeringen lægge et loft over praktiklønnen, så den maksimalt kan udgøre 3.000 kroner om måneden.

Pengene må ikke kaldes ‘løn’

Malte Hertz Jansen, der studerede på CBS indtil sommeren 2016 og er initiativtager og talsmand for kampagnen ‘Praktikløn’, er glad for, at der er åbnet op for muligheden for lønnet praktik.

Men samtidig er han kritisk over for, at loftet er sat til 3.000 kroner, og at regeringen i sit notat ikke omtaler pengene som ’løn’, men som ’erkendtlighed’ med den begrundelse, at praktikanterne ikke er arbejdskraft, men under uddannelse.

»3.000 kroner er en lidt arbitrær grænse. Der er jo allerede sat en grænse for, hvor meget man må tjene ved siden af sin SU. Men det hænger nok sammen med, at pengene skal fungere som ’erkendtlighed’ – en slags ekstra bonus – og ikke reel løn.«

Malte Hertz Jansen studser over, at der i notatet er lagt op til, at man må ikke på forhånd må blive forsikret om, at man vil få løn under sin praktik.

»Pengene skal komme som sådan en slags bonus, man får, fordi man har udført et godt stykke arbejde. Så det betyder også, at virksomhederne ikke må love et bestemt beløb, når de slår stillingen op,« siger Malte Hertz Jansen.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at man ikke må kalde det løn. Det er fornuftigt at holde fast i, at de studerende er der som en del af et uddannelsesforløb og ikke fungerer som arbejdstagere. Men de studerende, der er i praktik, løser mange driftsopgaver og skaber værdi for virksomhederne,« siger Malte Hertz Jansen.

Regeringen afslog forslag om praktikløn i maj

De studerende mistede muligheden for at modtage løn fra deres praktikværter, da en afgørelse fra Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger i begyndelsen af 2015 slog fast, at man ikke må modtage SU og praktikløn samtidig. Årsagen var, at SU-loven ikke tillader ’dobbeltforsørgelse’.

Siden Ankenævnets afgørelse har samtlige partier i Folketinget været indstillet på at revidere forbuddet mod praktikløn.

I maj 2016 stillede SF forslag om at tillade praktikløn, og de fik opbakning af rød blok og Konservative og Liberal Alliance. Venstre-regeringen ville på daværende tidspunkt gerne ’i dialog’, men var ikke klar til at stemme for forslaget, sagde uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

Regeringen ville udskyde drøftelsen til efteråret, hvor der i forvejen var planlagt forhandlinger om flere større ændringer på uddannelsesområdet.

Ifølge DR forventer Uddannelsesministeriet nu at fremsætte sit forslag i foråret 2017.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste