Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ralf får 'four more years'

NY, GAMMEL REKTOR - Bestyrelsen har valgt at genansætte Ralf Hemmingsen som rektor for Københavns Universitet. Ansættelsen løber frem til 2017.

Spekulationerne om hvem, der skal være universitetets nye rektor, er nu ovre. For Københavns Universitets bestyrelse meddeler, at man har valgt genansætte den nuværende rektor, Ralf Hemmingsen, sådan at han fortsat være universitets førstemand de næste fire år.

Bestyrelsen har altså vurderet, at Ralf Hemmingsen, der har været KU’s rektor siden november 2005, var den stærkeste af de i alt tolv kandidater som søgte stillingen, der blev slået op i hele Skandinavien.

Ralf Hemmingsens fremtidsplaner har været genstand for megen overvejelse, siden han – til manges overraskelse – i december 2012 over for Uniavisen ikke ville afvise, at han genansøgte rektorstillingen. Men nu er al tvivl fejet af bordet. Rektor genansøgte. Og blev genansat.

Uddannelse i centrum

I en pressemeddelelse fra KU, udtrykker den ny-, well, ’genbagte’ rektor sin glæde over at kunne forsætte sit virke de næste fire år:

»Jeg er taknemmelig for den tillid, bestyrelsen har vist mig ved at genansætte mig som rektor. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for den intensive indsats, der i årene 2013-17 skal bringe KU som national og international aktør yderligere et skridt fremad, med hovedvægten på uddannelse, omverdensrelationer og indre sammenhæng.«

Med massive nybyggerier, store fusioner, stærke budgetter men også en uheldig rolle i Penkowa-sagen har Ralf Hemmingsen været en iøjnefaldende rektor. Og han ser frem til forsat at sætte sit aftryk på KU’s udvikling de næste fire år. Fire år, som han blandt andet fortæller, kommer til at stå i uddannelsens tegn:

»På uddannelsesområdet står vi for eksempel foran meget store og positive ændringer, blandt andet vedrørende kvalitetsudvikling, didaktik, rekruttering, talentudvikling og campus- og studiemiljø,« siger Ralf Hemmingsen til kunet.dk.

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste