Professoransættelser: Lektorernes stoledans

»Jeg er lektor, som efterhånden er positivt professor-bedømt en del gange. Problemet er, at der på mit fagområde er flere professorable lektorer, men få professorater … Og nu er vi lige pludselig blevet overhalet på helt usaglig vis. Der blev rekrutteret en ny institutleder, som var lektor på et andet universitet, og pludselig opdager vi, at han også har en fået en full-professortitel … Hans professorat blev ikke opslået i åben konkurrence, men derimod lusket igennem ved, at han blev bedømt positivt af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg, hvorefter han fik titlen. Udenom gældende regler. Hvordan kan det lade sig gøre?« spørger en »lektor med ondt i karrieren« i Forskerforums anonyme brevkasse i december 2014.

Svaret fra den selvudnævnt kyniske brevkasseredaktør lyder: »Der findes sjældent en regel uden et smuthul.«

Reglernes vigtigste princip er, at forskerstillinger skal slås op i åben konkurrence. Alligevel blev 6 ud af 10 professorer ansat uden konkurrence mellem 2011 og 2013, viser den seneste opgørelse over forskerrekruttering.

Prorektor: headhunting er fremtiden

»Udgangspunktet er naturligvis, at en stilling skal slås op. Men hvis universitetets ledelse vurderer, at der i det konkrete tilfælde er særlige faglige forhold, der kan begrunde at stillingen ikke slås op, så kan det undtagelsesvis forekomme, så længe ansættelsesbekendtgørelsens kriterier er opfyldt,« forklarer kontorchef Bente Olsen fra Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Universiteterne kan håndplukke en professor gennem proceduren ’kaldelse’, hvis der er en særligt kvalificeret kandidat til stillingen, som ved en faglig bedømmelse vurderes klart bedre kvalificeret end andre, der kunne komme i betragtning ved et normalt opslag. Desuden kan professorer ansættes uden opslag, hvis eksterne sponsorer har stillet mindst halvdelen af midlerne til rådighed for ansættelsen, eller hvis professoratet er tidsbegrænset i 1 til 2 år.

Læs mere:

Endelig! Udsigt til flere professorater på HUM

På Københavns Universitet blev 19 procent af professoraterne besat uden opslag i 2011-13. Prorektor for forskning Thomas Bjørnholm lægger ikke skjul på, at forfremmelser uden opslag fremover vil blive mere udbredte på Københavns Universitet. Det hænger sammen med, at et tenure track-system blev indført på KU i 2013. Dette internationale system sikrer forskeren en karrierevej fra adjunkt til professor, men KU’s model går indtil videre kun til lektorniveau.

»Vi er blevet bedre til headhunting – og det er helt legitimt. Vi har ikke afskaffet muligheden for åbne opslag på professorniveau, men vi har i god dialog med lovgiverne skabt plads til, at det danske ansættelsessystem kan tage form efter det internationale tenure track-system, hvor forfremmelse sker ved ekstern bedømmelse men uden åbne opslag,« siger Thomas Bjørnholm.

»Man kan sige, at vores ansættelsessystem på KU har tillempet sig at ligne det internationale system, uden at det har været en nedfældet strategi. Nu har vi en officiel strategi for tenure track, og det er nødvendigt for, at vi kan komme videre i den internationale konkurrence,« tilføjer han.

Mistænkeligt at mangle professortitel

KU-forsker Inger Kappel Schmidt er glad for, at KU har indført et tenure track-system. Men så længe systemet kun går til lektorniveau, mener hun, at det er nødvendigt, at universitetet kan besætte et professorat med kaldelse. Inger Kappel Schmidt blev selv ansat i et professorat med åbent opslag i januar 2015, men har førhen oplevet, at der i udlandet blev set skævt til hendes manglende professorstatus.

»Jeg har siddet som koordinator på et EU-projekt som seniorforsker, og jeg var nok den eneste projektdeltager, der ikke fik et professorat på den baggrund. Når man op i en vis alder uden at have en professortitel, er der nogle udlændinge, der tror, at der er noget galt med ens forskning, fordi man i udlandet har et system, hvor man automatisk bliver professor efter en tid.«

Lene Oddershede, der fik et professorat i biofysik ved årsskiftet, er enig i, at det er nødvendigt, at universitetet kan kalde professorer:

»Danske universiteter skal have mulighed for at reagere hurtigt uden lange ansættelsesprocedurer – det gør både de store universiteter i udlandet og de private virksomheder.«

Hun søgte selv et bredt opslået professorat, men inden hendes ansøgning var behandlet, havde hun fået flere attraktive tilbud, og ledelsen besluttede at handle hurtigt og kalde hende til stillingen.

De to nyudnævnte professorer er dog enige om, at åbne opslag bør være normen.

Smalle opslag er at gøre grin med folk

Lene Oddershede peger på en anden årsag til, at så mange professorer ansættes uden konkurrence: Smalle stillingsopslag. Af de professorater, der blev opslået på landsplan i 2011-13, havde 56 procent kun én kvalificeret ansøger.

»Jeg har set professoropslag på DTU, som var så smalle, at det fik mig til at hæve øjenbrynet. De var helt sikkert formuleret med en bestemt person i tankerne, og det afholdt mig fra at søge,« fortæller Lene Oddershede.

Anja C. Andersen, lektor i astrofysik og medlem af KU’s bestyrelse, nikker genkendende: »Det sidste opslag i astrofysik, jeg så, var godt nok meget snævert.« Hun har siddet i bedømmelsesudvalg i udlandet, hvor opslag ofte tiltrak 60 til 100 ansøgere og undrer sig meget over, at danske opslag tiltrækker så få egnede kandidater.

Ifølge Bente Olsen fra Styrelsen for Videregående Uddannelser bør universitetet altid overveje, hvordan et stillingsoplag formuleres, så det mest hensigtsmæssigt beskriver de kvalifikationer, der er brug for i den konkrete stilling:

»Et præcist formuleret stillingsopslag betyder, at potentielle ansøgere kan læse, hvilke præcise krav der stilles i det konkrete opslag. Det betyder også, at personer, der ikke opfylder disse krav afholder sig fra at ansøge om stillingen, og det kan lette bedømmelsesudvalgets og universitetets arbejdsbyrde i forbindelse med stillingsbesættelser.«

Anja C. Andersen er skeptisk: »Hvis man ved, hvem man vil have, så synes jeg, man bør bruge kaldelse. Det er da mere ærligt end at foregive at et opslag er åbent. Det er at gøre grin med folk.«

For få stole – ventede 16 år

Problemet med for få ansøgere til de videnskabelige stillinger blev også rejst, da KU-ledelsen diskuterede mangfoldighedspolitik sidste år. Ledelsen besluttede, at der fremover skal bruges søgekomiteer ved alle forskeransættelser for at sikre bredde i ansøgerfeltet. Hvordan stemmer den ambition overens med fremtidens fokus på headhunting?

Prorektor Thomas Bjørnholm svarer:

»Ser man på det samlede antal ansættelser, bliver der i dag rekrutteret langt flere ph.d.’er, postdoc’er og adjunkter end professorer, og vi fokuserer på mangfoldighed på de nederste niveauer. Du kan sammenligne det med en fodboldklub – vi sætter alle sejl ind på at rekruttere bredt i ungdomsrækken.«
Det er også forklaringen på, hvorfor 77 procent af alle nyansatte professorer kommer direkte fra en anden stilling på KU – på trods af, at professorater i hovedreglen skal slås internationalt op.

»Vi kan ikke rekruttere internationalt på alle niveauer. Der skal også være plads til, at de dygtige kandidater, vi har rekrutteret på adjunktniveau, kan fortsætte karrieren på KU.«

Stillingsmangel er et stort problem. Antallet af professorater er stigende, men på postdoc- og adjunktniveau vokser forskerbestanden endnu hurtigere. Det gælder både på landsplan og lokalt på KU. Mange forskere om få pladser er hovedkilden til professormisundelse og frygt for nepotisme, mener de KU-forskere, Uniavisen har talt med.

»Der har ikke været opslået et eneste professorat i Danmark inden for mit område i de 16 år, jeg har været forsker, før det, som jeg faktisk søgte og fik. Så det var ikke muligt at søge tidligere,« fortæller Lene Oddershede.

Anja C. Andersen supplerer: »Der er mange indebrændte lektorer – inklusive mig selv – der synes, at der burde have været flere professorater for længe siden. Der er hele tiden for få stole.«

sofie.hansen@adm.ku.dk