Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

På jagt efter institut-blokaden

STUDENTERAKTIVISME – Det var ikke nemt at finde aktionsgruppen Et andet universitets blokade på KUA, men den er der. På tredje sal i bygning 14.

Alt virker som det plejer onsdag morgen på det nye KUA2 på Amager.

Men hvis du finder bygning 14 og tager elevatoren op til tredje, der huser administrationen på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, er det alligevel ikke en helt almindelig hverdag.

Institutleder Maja Horst sidder i vindueskarmen uden for administrationsgangen sammen med en medarbejder.

En rød sofa foran indgangsdøren forhindrer dem i at komme ind.

Institutlederen har travlt med at ringe til de ansatte og fortælle, at de lige så godt kan blive væk og forsøge at arbejde hjemmefra.

Sabotage, der gør ondt

Aktionsgruppen Et andet universitet har besat instituttet. 25 til 30 studerende er mødt op klokken 7, så ingen medarbejdere har nået at snige sig ind.

De studerende er dog midt i et møde og har forladt barrikaden, altså den røde sofa, ubeskyttet, da Uniavisens reporter dukker op.

Talspersonen, der kalder sig Rasmus Madsen, dukker op inde bag glasdøren efter et opkald på mobilen. Han forsikrer, at de normalt ville være fem–ti aktionerende ved indgangen.

»Vi har besat administrationen, fordi vi hellere vil lave reel sabotage, der gør ondt end et mediestunt. Vi håber, at blokaderne spreder sig til resten af universitetet,« siger han.

Forfejlet blokade

Et andet universitet kræver, at regeringen trækker fremdriftsreformen og dimensioneringsplanen tilbage.

Maja Horst roser de aktionerende studerende for at engagere sig i deres universitet, og hun er enig i, at dimensioneringen er noget skidt.

Men hun mener, at de studerende burde vise deres utilfredshed der, hvor beslutningerne er blevet truffet, så det er misforstået, at de har valgt at blokere administrationsgangen.

»Jeg tror ikke, at der kommer noget ud af det ud over at det går ud over deres medstuderende, som vi ikke kan hjælpe. Vi skal jo have lavet eksamensplaner,« siger hun

Ikke en fabrik

Et andet universitet er også grundlæggende utilfreds med, hvordan politikerne italesætter universiteterne.

»Universitetet er ikke til for at producere arbejdskraft til erhvervslivet og lave profit, men for at producere god viden,« siger Rasmus Madsen og fortsætter:

»Når ministeren gør universitetet til en fabrik, der skal producere vidensarbejdere til erhvervslivet, er vores eneste mulighed at smide en træsko i tandhjulet, så maskinen går i stykker. Vi ville rigtig gerne i dialog, så vi ikke er tvunget til at lave sabotage, men vores gode argumenter ignoreres af ministeriet,« siger han og tilføjer, at de ikke vil ty til vold eller ødelægge inventar.

Til gengæld lover de studerende at fortsætte blokaden på ubestemt tid indtil de har opnået deres mål.

clba@adm.ku.dk

Seneste