Om at forvandle en katastrofe til en proper skilling

Vicestatsminister Lene Espersen talte klimaerhvervsstrategi med Københavns Universitet. Det lød som en reklame for De Konservative, men i virkeligheden forsøgte universitetet at massere penge ud af ministeren på høfligste vis

af Christoffer Zieler og Sune Engel Rasmussen

Der er ikke noget, der ikke er godt for noget, hvis man med dette noget mener muligheden for at tjene nogle penge.

Så i anledning af, at vi nok bliver overskyllet af havet, har regeringen lagt en erhvervsklimastrategi. Den er resultatet af en brainstorm mellem fire ministerier, miljø, udenrigs, klima og økonomi og erhverv.

Hvordan kommer vi op på siden af lande som Tyskland og Kina, hvor man har set det grønne lys? Det er Lene Espersen en oktoberfredag dukket op i Københavns Universitets spritnye CO2-neutrale Green Lighthouse for at fortælle os.

Danmark er godt med

»Det er mit ansvar at firmaerne også tager deres ansvar,« siger ministeren, som trods sine tidligere udtalelser om, at militant fundamentalistisk islamisme er vor tids største trussel, også gerne vil signalere agtpågivenhed over for klimaudfordringen, som hun kalder den.

Læs artikel: Kunsten at multifrygte.

Ansvarsdelen handler mest om virksomhedernes ansvar for at få udviklet nogle teknologier, eksporteret dem og tjent nogle penge, for grøn teknologi er den næste boble, og det gælder om at være med, mens den bliver blæst op.

De nye løsninger skal konkurrere med de eksisterende på lige markedsvilkår, men Danmark er allerede godt i gang.

Vindmøller, isolering og pumper er danske kernekompetencer. Her eksporterede vi i 2008 for 60 milliarder kroner. Halvanden gang så meget som vores eksport af medicin og farmaceutiske produkter indbragte.

En fantastisk mulighed

Lene Espersen fortæller at regeringen har 21 konkrete initiativer til, hvordan man kan skubbe til en grøn udvikling. Hun fortæller også om en milliard kroner om året fra 2010 til forskning ’inden for det grønne område’.

Hun nævner etableringen af et Green Lab til test af grønne teknologier. Ønsket for Økonomi- og Erhvervsministeriet er, at Danmark skal være et enormt laboratorium, som virksomheder fra hele verden besøger for at teste deres produkter.

Konkurrencen er imidlertid benhård.

»Hvis danske virksomheder skal være helt fremme i forreste vogn, når væksttoget igen begynder at rulle, så er det nu, vi skal sætte lokomotivet i gang. Og der er for mig ingen tvivl, Danmark skal være med, når toget kører,« siger Lene Espersen, så man i tankerne sender en flødebolle til hendes jernbaneglade taleskriver, før hun runder af:

»Og jeg tror faktisk på, at hvis vi tænker klogt, hurtigt og grønt, så er de globale klimaudfordringer faktisk en fantastisk mulighed for os, for at få vækst, markeder, nye eksportmuligheder og meget andet.«

Grøn vaghed

Det lyder godt. I situationen lyder det næsten perfekt. Det grønne fyrtårn, som vi befinder os i, bliver lyst op af en uhindret sols stråler. Her er gratis økologisk sodavand og blomster på bordet. Her dufter fantastisk af ilt og ny, frisk plastik; man suger begærligt fyrtårnsluft i lungerne. Ah, fremtid!

Den der milliard om året – det lyder som om den skal tilflyde Københavns Universitet. Det grønne testlaboratorium – det lyder som om det kommer til at ligge lige her i Green Lighthouse, for hvor skulle det egentlig ellers ligge?

Men Universitetsavisen har ikke fattet noget som helst. Seancen her er ikke en gavebod. Vi er vidner til en forhandling. Lene Espersen siger ikke et ord om, hvordan alle de indikerede penge og initiativer skal fyres af. På grundforskning eller industriudvikling, for eksempel? Og skal Lene Espersens nye grønne laboratorium udvikle ny teknologi, eller skal det bare teste virksomheders allerede designede teknologi? Og hvad er egentlig ’det grønne område’?

Men selv om Lene Espersen ikke føler det nødvendigt at være fingerspidspræcis i sine planer, så fortæller hun heller ikke noget om den konstaterede underfinansiering af universitetet. Tværtimod. »Kom og peg på, hvor der ikke er afsat penge nok,« opfordrer hun.

Ministeren om den varme grød

På Københavns Universitet er der folk, som kan pege. Rektor Ralf Hemmingsen lægger for.

»Jeg synes også, det er fornuftigt, at en erhvervsklimastrategi har nogle her og nu-orienterede handlepunkter. Det jeg lige vil berøre, er det, man kunne kalde det langsigtede konkurrenceberedskab. For det er også klart, som du også selv sagde, at klimatematikken i sit omfang og kompleksitet er både langsigtet og bred ...« han fortsætter endnu en stund eller to og munder ud:

»... i de langsigtede investeringer i uddannelse og grundforskning?«

Det er forhandlingsdansk for: Hvor i himlens navn er pengene til grundforskning i alt det her?

»Vi har jo haft en bred enighed i Folketinget om, at det er viden, vi skal leve af i fremtiden,« svarer Lene Espersen. Hun slår fast, at børn skal i skole. Mange skal også have en videregående uddannelse. Hele verden skal have en uddannelse, gerne i Danmark.

»Min vision er også, at vi skal være en nation, der tiltrækker studerende fra resten af verden, så vi bliver bedst til viden.« Herom taler ministeren en tid.

Man må vælge, hvad det er bedst at vide mest om, og her skal politikerne ikke blande sig. Og vi mangler arbejdskraft. Og skatten er et problem, for den er høj. Men hvis man kommer hertil som ung, før man tjener penge, er det ikke noget problem. For: »Så er de her, og så vænner de sig langsomt til at skatten stiger.«

Og erhvervslivet skal skabe job til de studerende fra udlandet. Og de andre emner, Ralf Hemmingsen nævnte vil blive »prioriteret« i globaliseringsforhandlingerne.

Hvilket er forhandlingsdansk for: Hvor pengene er? Aner det ikke, du, men hvis jeg taler længe nok, og får jer til at le ad mine jokes om skat, så glemmer du, hvad du spurgte om, ligesom jeg tilsyneladende gjorde.

Internationalisering

Niels Elers Koch, direktør for Skov og Landskab ved Life og medarrangør af KU’s store klimakonference tidligere i år forsøger sig også:

Han er stolt af at bo i et land, der har en erhvervsklimastrategi og stolt af at være en del af Københavns Universitet, der satser på klima i sit virke, siger han tilnærmende.

»Du kan fremme det meget nemt, det du siger,« siger han. »Er der i erhvervsklimastrategien stipendier til at invitere unge forskere til Københavns Universitet?«

»Eller andre universiteter,« indskyder ordstyrer prorektor Lykke Friis storsindet.

Det hører Universitetsavisen som forhandlingsdansk for: Løft så fødderne og formuler en konkret strategi, vi kan bruge til noget, i stedet for at fylde os med CO2-holdige floskler.

Niels Elers Koch vil også gerne bede ministeren love, at det også fremover vil være tilladt at undervise på engelsk på visse kurser på KU.

»Det synes jeg, er to små forudsætninger, som du nemt kan opfylde, og så kan vi fremme din vision.« Det skærer næsten i ørene, så direkte er det.

»Så langt er vi simpelthen ikke med strategien,« siger Lene Espersen. Men hun takker for inputtet.

Ingen juridisk aftale

Peter With fra 92-gruppen, som er en sammenslutning af danske miljø- og udviklingsorganisationer, taler ind til benet, når han taler til ministeren.

Han vil gerne have Espersen og regeringen til at arbejde for en juridisk bindende aftale til december, frem for en politisk aftale, der kan overholdes og brydes, som en given regering nu finder det belejligt.

Det skal han dog ikke regne med at få, hvis man skal tage den konservative formands svar. Det vigtigste er, at aftalen er global. Det juridiske kommer senere.

Så ingen løfter fra Espersen om at arbejde for en eventuel europæisk enegang, hvis topmødet falder til jorden. Til gengæld har de tilstedeværende fået et grundkursus i hyggeforhandling om gigantiske summer over økovand i et smukt hus.

chz@adm.ku.dk, ser@adm.ku.dk

• Send
• Del