Om at fange en kulkalkun

Universitetsavisen mødte James E. Hansen. Han mener, modsat de vestlige regeringer, at det er tid til at droppe kullet. Nu

af Christoffer Zieler

Hvis man vil tale med James E. Hansen på en stor klimakongres, skal man slås. I det her tilfælde med en lille tætpakket gruppe af Mærskfolk, en britisk klimaforsker i lyserød skjorte og en freelancejournalist med langt hår.

Hansen er NASA-forsker, direktør for The Goddard Institute for Space Studies og en af de første som så faresignalerne i de tidlige data om drivhusgasser. Han råbte den amerikanske kongres op i 1980'erne og var stærkt medvirkende til at klimaproblemet kom på den politiske katastrofeliste. Professor Hansen er kort sagt klimarockstjerne, og Universitetsavisen trækker af sted med ham med et løfte om at hjælpe ham med at finde noget frokost.

Fra Venus til Jorden
»Dengang i 1980'erne var vi mange der trak på skuldrene,« beretter hans klimaforskerkollega fra Københavns Universitet professor Ole John Nielsen. »Men han havde jo ret.«

Ole John Nielsen leder i fællesskab med Hansen en videnskabelig session på klimakongressen om betydningen af andre drivhusgasser end CO2, det gælder for eksempel ozon og metan.

James Hansen er i dag en upopulær figur i dele af energisektoren fordi han insisterer på at det nuværende CO2-kvotesystem er ubrugeligt. Han kritiserer også voldsomt den fortsatte brug af kul til energifremstilling - dårligt nyt for de mange politikere og lobbyister som for øjeblikket markedsfører ideen om 'rent kul'.

Hansens vej ind i klimaforskningen begyndte i 1970'erne da han og hans NASA-kolleger undersøgte vejret på Venus.

»Jeg foreslog et eksperiment på Venus som tog fem år at bygge. Imens det stod på, blev jeg interesseret i Jordens atmosfære. Det var på den tid man opdagede at cfc-gasser nok gjorde skade på ozonlaget, og NASA besluttede at undersøge sagen. Man betragtede ozonproblemet som et helbredsproblem fordi folk måske kunne få kræft på grund af øget uv-stråling. Jeg foreslog at vi skulle udvikle en model der også kunne sige noget om klimaeffekten af ozonforandringerne.«

Resultaterne var bekymrende, og James E. Hansen fremførte dem for de amerikanske beslutningstagere.

Vi behøver ikke brænde det hele
»Jeg havde fremlagt mine resultater i kongressen ad flere omgange siden 1982, men i 1988 fik jeg pludselig en masse opmærksomhed. Naturen samarbejdede nemlig i 1988 ved at levere en ekstraordinært varm sommer.«

Pludselig var der fokus på Hansens budskab.

»Efter endnu en tale for kongressen i 1989 forlod jeg det politiske miljø. Jeg fortalte Al Gores komité at Det Hvide Hus havde ændret mit vidnesbyrd, og det gjorde det klart for mig at der er en forbindelse mellem klimadiskussionen og politik.«

Denne klimakongres er blevet kritiseret for at være overdrevent politiserende.

»Indtil nu har særinteresser haft langt større indflydelse på klimapolitik end videnskab.«

Vores vej mod frokostbuffet-en har meget apropos ført os forbi Mærsk Oils stand. Vi gør holdt her. Hansen uddyber sin pointe.

»Hvis vi overlader det hele til politikerne og folk fra de fossile brændsels-industrier, så konkluderer de at vi ikke kan gøre noget. Man tager det som et gudgivet faktum at vi pinedød skal brænde alle fossile energikilder i verden. Hvis vi gør det, bliver klimaproblemet uløseligt. Så jeg siger at vi skal påvirke hvilke valg offentligheden har når det gælder energikilder.«

»Af de fossile energikilder er kul så afgjort den kvantitativt vigtigste. Kul alene står for 50 procent af den fossile udledning af CO2. Olie 37 procent og gas resten. Men olien løber jo tør, så det her handler især om kul. I princippet kan man indkapsle udledningerne fra kul, og for tiden er der en slags lade-som-om-politik om at vi gør kul CO2-venligt, men det er fiksfakserier. Man bør tillade kulkraftværker i det øjeblik de kan indkapsle CO2, men industrien burde ikke slippe af sted med påstanden om at man er i færd med at gøre det hele CO2-neutralt, for vi ved at det vil tage årtier før teknologien er klar.«

En kul-tyrker
»Jeg troede det var en klar sag; at hvis man forklarede sagen for politikerne, så ville de se hvad der er påkrævet. Men det er omvendt. I hvert eneste land jeg har besøgt, også de lande der taler meget grønt, ser det helt anderledes ud.«

»Jeg skrev et brev til den tyske kansler, og hun inviterede mig til et møde frem for at jeg fik brevet trykt i aviserne. Og tyskerne planlægger at fortsætte med at udbygge kulkraftværkerne. Vi var ikke uenige om de videnskabelige fakta der klart siger at vi må udfase kullet, så jeg spurgte hvordan det kunne hænge sammen. Vi vil have et system hvor man handler med kvoter, og vi vil sætte kvoterne ned, sagde de. Men det duer ikke. Hvis de vil bremse udledningerne, er de nødt til at lukke for brugen af kul.«

Skal de have en 'coal turkey'?

»Ha. Ja, netop. Men det er ikke erkendt endnu rundt omkring. Klimaproblemet kan ordnes, og det vil give en masse gavnlige effekter. Men vi skal af med kullet. Dit eget land, Danmark, bruger også en masse kul, og I har ikke erkendt det her endnu.«

»Det gælder om at få en pris på CO2. Måden at gøre det på er at give pengene tilbage til befolkningerne. Beskat CO2, men giv pengene tilbage til folk. Så ville de der har et begrænset CO2-forbrug tjene penge. Det kan fikses.«

I dag bruger vi de grønne skatteindtægter på alt muligt forskelligt.

»Netop, så folk vil ikke finde sig i at de stiger. Det skal være en skat der er så høj at den påvirker den enkeltes valg.«

Kommer det til at ske?

»Det kunne ske. Men det ser ud som Europa og USA har tænkt sig at fortsætte med kvotesystemet, og Kyoto har vist os hvor ineffektivt det er. Det virkede overhovedet ikke. Selv de lande der opfyldte målene, øgede deres udledninger fordi de kunne plante et træ i Burma eller noget i den stil.«

En sagte snurren afslører en journalist fra hjemmesiden Envirobeat som også optager seancen. Mærskfolkene kredser lyseblåt omkring os. De ser venlige ud. De har planer for Hansen.

Selv vælger Hansen sine møder med omhu. Om aftenen taler han med unge miljøaktivister på Det Fri Gymnasium på Nørrebro om civil ulydighed. Han mener ikke at verdens unge passivt skal acceptere at vores regeringer fortsætter med at bruge snavsede energiteknologier. Forskning alene redder tydeligvis ikke planeten i James E. Hansens verden.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del