Ny universitetslov er en kold afvaskning

Kritikerne af universitetsloven fra 2003 vejrede morgenluft, da den skulle evalueres i 2009, men nu må de sande, at det ikke lykkes af få den forhadte lov, der blandt andet afskaffede demokratiet på universiteterne, ændret, som de havde håbet.

Den reviderede udgave, der netop er vedtaget af stort flertal i Folketinget, indeholder en række småjusteringer, men de løser ikke de fundamentale problemer på de danske universiteter, mener Claus Emmeche, lektor i naturfilsofi og videnskabsteoretiker ved Københavns Universitet (KU).

Han var en af initiativtagerne til underskriftsindsamling for at få klare regler mod brugerbetaling, genindført demokratisk valgte organer med reel magt over universitetets anliggender, sikret både den enkelte forskers og universitetets forskningsfrihed og sikret den forskningsbaserede undervisning.

6.488 skrev under på protesten, der blev sendt til Folketingets Videnskabsudvalg.

Al magt til rektor

Ifølge Claus Emmeche er problemet, at den nye lov styrker det enstrengede ledelseshierarki, og ikke de studerendes og ansattes medindflydelse, som kritikerne havde håbet.

Han er særligt imod den nye paragraf 14 stk. 1, hvor der står, at »den øvrige ledelse varetager sine opgaver efter bemyndigelse fra rektor.«

Det kombineret med, at rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat, betyder i realiteten, at rektor kan bestemme, hvad dekaner og institutledere skal lave og gøre, og at det lokale niveau dermed får mindre magt, mener han.

Analyse mangler

Han tilføjer, at han finder det besynderligt, at politikerne åbenbart anser det for en selvfølge, at der er en sammenhæng mellem en enstrenget ledelse og bedre forskning.

Det er nemlig aldrig blevet undersøgt, hverken af det internationale ekspertpanel, der skulle evaluere loven eller af andre for den sags skyld, om det tidligere faglige kollegiale ledelsessystem, der blev afskaffet i 2003, var så ineffektivt, som det påstås.

»Set fra vores synsvinkel er der tale om en klar forværrelse, så resultatet af revisionen er nedslående. Det er sjovt, at et ord som frihed kan opfattes så forskelligt. I loven det nærmest blevet til al magt til bestyrelse/rektor, men en friere ledelsesstruktur kunne også være en struktur, hvor ledelse og de der ledes i fællesskab opnår de bedste beslutninger, som alle føler ejerskab til og medansvar for,« siger Claus Emmeche.

Mekanismer mangler

Det fremgår godt nok af paragraf 10 stk. 6, at »Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger,« men den formulering giver Emmeche ikke meget for.

Lederne kan nemlig fortsat nøjes med at informere medarbejderne om beslutninger, der allerede reelt er truffet, og der er ikke kommet nye mekanismer, der sikrer Akademisk Råd og institut- eller fakultetsråd reel medindflydelse og beslutningskompetence.

De skal som før revisionen kun spille en rådgivende rolle og hverken kunne nedlægge veto eller træffe beslutninger.

Forkætret paragraf ændres

Claus Emmeche siger dog, at der også er gode ting i den nye lov. For eksempel bliver proceduren for udpegningen af de eksterne bestyrelsesmedlemmer ændret, så opgaven fremover overlades til et indstillings- og et udpegningsorgan, der ikke må bestå af de samme medlemmer. Det skulle gerne sikre, at bestyrelsen ikke bliver for indspist, som der var risiko for, da den var selvsupplerende.

Han finder det også glædeligt, at den forkætrede instruktionsbeføjelse (paragraf 17 stk. 2 i den gamle lov) bliver ændret. Den gav institutlederen mulighed på at pålægge videnskabelige medarbejdere (VIP) at løse bestemte opgaver og kun i den eventuelt resterende tid ret til frit at forske inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.

Nu kommer det til at fremgå, at VIP´erne frit kan forske inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, og at denne ramme dækker hele universitetets profil.

Hvor længe er længere tid?

Instruktionsbeføjelsen bevares dog, men placeres nu hos rektor og dem, han bemyndiger. Og så præciseres, at VIP´erne ikke over længere tid må pålægges opgaver i hele deres arbejdstid, så de reelt fratages deres forskningsfrihed.

»Der er sket en vis opstramning, men beføjelsen er ikke fjernet, så en institutleder kan eksempelvis stadig sætte en forsker til at udfærdige en rapport til et firma eller en styrelse om et stofs skadevirkninger, blot kan det ikke ske over længere tid, så der vil kunne opstå stridigheder over, hvor længe det præcis er,« siger Claus Emmeche.

Til gengæld mener han, at det er meget væsentlig, at det nu er skåret ud i pap, at forskerens frie emnevalg ikke kan indskrænkes af lokale strategiske hensyn. Altså hvis matematik, biologi eller samfundsvidenskab er en del af »hele universitetets profil«, er der også frit emnevalg her indenfor.

Problemet større end paragraffer

Claus Emmeche mener ikke, at de små positive ændringer, løser de store fundamentale problemer, som den stigende eksterne finansiering af forskningen har ført med sig på universiteterne, og som er den virkelige trussel mod forskningsfriheden.

Han mener, at det, der indskrænker den reelle forskningsfrihed, er, at der er utilstrækkeligt med frie midler til at forske, ikke nok tid til langsigtede projekter og usikre ansættelsesforhold, hvor man risikerer fyring, hvis man ikke skaffer tilstrækkeligt mange fondsmidler hjem til sit institut.

»Udviklingen betyder, at vi ikke længere kun er forskere og undervisere, men også skal være som fundraisere. Forskningsfrihed kræver fri tid og penge, men der er intet i den nye lov, der ændrer tidsprioriteringerne eller de finansieringsmæssige strukturer, universitetsforskere kæmper med i dag. På det entrepreneuriske universitet kræves det, at projekterne kan sælges til en aftager, så det så som så med friheden. Det er en problemstilling, som en kommende ny regering uanset farve må forholde sig til,« siger han.

Claus Emmeche mener derfor, at der er brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitik, der skal sikre de videnskabelige dyder og befolkningens tillid til den offentlige forskning samt styrke videnskabernes mangfoldighed.

clba@adm.ku.dk