Ny lederklike mangler loyalitet overfor de ansatte

LEDERUDVIKLING - På Københavns Universitet er man godt i færd med at skabe et lag af professionelle ledere. Derved øger man kløften mellem ledere og menige ansatte og dræber ansattes engagement i deres universitet, advarer forskere

af Sune Engel Rasmussen

Afstanden mellem universitetets ansatte og deres ledere vokser uafbrudt.

Det skyldes dels de høje gager til universitetslederne, der i lønræset for alvor har hægtet den menige universitetsbefolkning af, men det skyldes også den ændrede magtstruktur, den nye universitetslov bragte med sig i 2003.

De valgte ledere er blevet erstattet med ansatte ledere, samtidig med at det centrale ledelseslag på universitetet er vokset betydeligt, særligt efter fusionerne i 2007. Intentionen har været at professionalisere og effektivisere administrationen af universitetet, men det er mislykkedes, mener kritikere.

LÆS: KU: Nu kan de ansatte forlange god ledelse

Ansatte føler mindre engagement

Samtidig har man med centraliseringen af magten effektivt aflivet universitetsdemokratiet, og dermed dræber man også medarbejdernes ansvarsfølelse for universitetet. Det mener Heine Andersen, professor i sociologi ved Københavns Universitet.

»Jeg fornemmer klart et faldende engagement blandt de ansatte, som tidligere følte ejerskab over, hvad der foregik på institutterne og på universitetet som helhed. Mange føler et mindre engagement i fælles anliggender og for institutternes ve og vel,« siger han.

Heine Andersen understreger, at der på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor han selv arbejder, generelt ikke er noget i vejen med arbejdsklimaet mellem ledere og akademikere, men det kan variere mellem fakulteterne, siger han.

Ansvarlig opad

Det er i høj grad overgangen fra valgte til ansatte ledere, der slår skår i de ansattes ansvarsfølelse, mener Sue Wright, professor i uddannelsesantropologi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og ekspert i universitetsreform.

»Efter at man er gået fra valgte til udpegede ledere, taler mange ledere nu helt åbent om ’loyalitet’. Ikke over for sine medarbejdere, men over for lederen, der er over én selv.«

»Man er personligt ansvarlig over for sin leder, selv om det officielt hedder sig, at ansvarligheden løber mellem instanser – fra institut til fakultet og så videre,« siger Sue Wright.

Loyalitet under pres

På KU har man 600 ansatte ledere i en organisation på omtrent 7.500 fastansatte, og alle lederne gennemgår det samme udviklingsprogram, specielt designet til dem. Denne proces, der stadig er i gang, er ifølge Sue Wright med til at gøre kløften mellem dele af universitetsbefolkningen endnu større.

»Man søger bevidst at skabe en klasse af professionelle ledere med deres eget sprog, træning, socialisering og så videre. Toplederne forsøger at trække de nedre ledelseslag tættere på sig, og afstanden mellem almene akademikere og ledere vokser hele tiden.«

»Det er svært at sige noget generelt om, hvordan arbejdsmiljøet har ændret sig, men jeg har hørt flere sige, at der bliver trukket veksler på deres loyalitet over for universitetet,« forklarer hun.

Demokratiet er forsvundet

Ifølge KU’s ledelse er fordelen ved ansatte ledere blandt andet, at de ansatte hermed bedre kan forvente god ledelse, i modsætning til dengang, man valgte lederne blandt sine kolleger.

Men den nye struktur har ikke gavnet medinddragelsen. Tværtimod, mener Heine Andersen fra Sociologisk Institut.

»Det er min fornemmelse, at styreformen er blevet mere topstyret og lukket. Det er et naturligt resultat af, at man har fået en meget magtfuld ledelse, der hverken er kontrolleret oppe- eller nedefra. Vi har fået en selvsupplerende bestyrelse, der ikke skal stå til regnskab for nogen, og det kan kun lede til, at ledelsen bliver mere lukket. Der er nærmest ingen udveksling nedefra og op, og demokratiet er stort set forsvundet.«

Usynlig ledelse tækkes politikere

Men universiteternes plan om at skabe en stærkere ledelse har paradoksalt nok medført en langt mere usynlig ledelse, mener Heine Andersen.

»Faktum er, at ledelserne træder mindre offentligt frem, både eksternt over for omverdenen, og internt over for universitetsbefolkningen. Og dér mener jeg, at universitetslederne svigter deres ansvar som ledere for store kulturbærende institutioner,« siger han.

Som eksempler fremhæver Heine Andersen afskaffelsen af gruppeeksaminer og den igangværende revidering af Universitetsloven.

»For ti år siden ville et kor af stemmer fra universitetsledelserne rundt om i landet have givet deres mening til kende. I dag ved vi reelt ikke engang, hvad vores ledelse mener om afskaffelsen af gruppeeksamen.«

»Det samme gælder forhandlingerne om universitetsloven. De foregår bag lukkede døre, og det er selvfølgelig partiernes valg, men det er bemærkelsesværdigt, at ledelserne slet ikke tilkendegiver, hvad universiteternes interesser er. Mit indtryk er, at lederne forsøger at tækkes politikerne.«

ser@adm.ku.dk

• Send
• Del