Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nu mener alle de borgerlige, at KU skal have selveje

CHRISTIANSBORG - KU's spidser lobbyede for selveje for politikerne på Christiansborg og overbeviste konservative Per Stig Møller. Dermed er de blå partier enige om, at KU skal have selveje.

De Konservatives uddannelses- og forskningsordfører Per Stig Møller sagde tirsdag, at han støtter Københavns Universitets ønske om at opnå selveje.

Det skete, efter at KU’s bestyrelsesformand, rektor og direktør havde fremført deres sag for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg på Christiansborg. »En høflig orientering,« kaldte KU’s bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen fremlæggelsen, som var kommet i stand efter KU’s ønske.

»Jeg har været tøvende, fordi jeg har villet høre dem først og læse papirerne, selvfølgelig,« sagde Per Stig Møller efter mødet.

»De har overbevist mig, fordi det drejer sig om bygningsmasse, som man kan indrette hurtigere med større fleksibilitet, som dækker skiftende behov.«

86 mandater for KU-ledelsens ønske

Tilsagnet om støtte fra De Konservative betyder, at samtlige blå partier nu støtter KU’s ønske om at købe universitetsbygninger fra staten, som rektor og bestyrelse har fremført siden begyndelsen af 2013.

Til sammen har de blå partier 86 mandater i Folketinget – ikke nok til at gennemføre et selveje uden om regeringen, hvis de ville.

Regeringen har hverken sagt ja eller nej til KU, men i stedet sat gang i en proces, der skal klarlægge, hvad bygningerne er værd, og hvorvidt KU kan finde ud af at administrere dem. Et ja eller nej er KU først stillet i udsigt til september, hvilket dog vanskeligt kan lade sig gøre, fordi der skal være folketingsvalg senest i midten af den måned.

I praksis er sagen dermed overladt til den næste regering.

Kun Enhedslisten har sagt klart nej til KU

I øjeblikket vil ingen af regeringspartierne sige, hvad de principielt mener om, at landets største universitet får selveje, sådan som kun DTU og CBS har i øjeblikket.

Uddannelsesordfører for S Jeppe Bruus siger, at selvejesagen allerede er ‘i proces’:

»Københavns Universitet vil selvfølgelig gerne have speedet den proces op, men man er nødt til at få det belyst på et ordentligt grundlag. Det er også det, ministeren skriver til KU. Derfor tror jeg, at man skal være varsom med enten at vende tommelfingeren op eller ned nu, men tage diskussionen på et oplyst grundlag.«

Så du har ikke noget principielt synspunkt om, hvor beslutninger om bygningsdrift og -indretning osv. bedst træffes?

»Der er jo allerede selveje på DTU og CBS, så det er ikke en model, der ikke er kendt på forhånd, men det tjener alles interesse at få det her belyst.«

De Radikale har i 2014 over for Uniavisen afvist at tage stilling, og Enhedslisten har som det eneste parti sagt direkte nej.

»Jeg mener ikke, det er en god idé, at universiteterne er selvejende. Vi har set, at det har ført til en forretningstankegang, på de andre universiteter,« skrev uddannelsesordfører for Enhedslisten Rosa Lund i august 2014 i en e-mail til Uniavisen.

SF har ikke erklæret sig for eller imod selveje, og uddannelsesordfører Annette Vilhelmsen har ikke besvaret Uniavisens henvendelse herom.

Skulle SF vise sig at være for selveje, vil det ifølge Per Stig Møller ikke gøre nogen større forskel. En lov om selveje ville tidligst kunne vedtages omkring slutningen af maj alligevel, mener han.

»Men vi kan jo sætte turbo på det, når vi har vundet valget og fået en blå regering,« sagde Per Stig Møller tirsdag.

KU indforskriver Johan Olsen

I den seneste tid har KU’s ledelse viet en god del af sin tid til et forsøg på at overbevise omverdenen om, at KU skal have lov at købe alle universitetets bygninger af staten.

I læserbreve, interview, på de sociale medier og på KU’s egne hjemmesider bliver ønsket om selveje trompeteret i forskellige former, tirsdag fx i form af et lille digt af biolog på KU og Magtens Korridorer-frontmand m.m. Johan Olsen på KU’s Facebookside:

»At se det ingen før har set, er vores job/
Men enhver kan se, at vi skal eje vores huse, hold nu op!«

KU-ledelsen har desuden tilladt sig at foreslå en overtagelsespris, selv om regeringen har meldt umisforståeligt ud, at det er politikerne, der dikterer vilkårene.

KU’s plan ville give staten 7,2 milliarder kroner kontant. Til gengæld ville staten miste 2-300 millioner kroner årligt i indtægt på den husleje, som KU i dag betaler.

LÆS OGSÅ: Detaljer om KU’s købsforslag.

KU’s selveje-kampagne kører, selv om KU-ledelsen ved, at der næppe kommer et svar før et valg. Men ifølge KU’s rektor Ralf Hemmingsen giver anstrengelserne alligevel mening:

»Mødet med folketingsudvalget er et forsøg på at skabe politisk forståelse og tilslutning til vores sag og måske accellerere processen internt i de politiske partier,« sagde han tirsdag.

Opdatering 26/2: Ifølge Forskerforum er SF nu erklærede modstandere af selveje som foreslået af KU. Dermed er det kun regeringspartierne, der ikke har besluttet sig.

chz@adm.ku.dk

Seneste