Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nedskæringer rammer forskning og undervisning hårdere, end KU meldte ud

SPAREPLAN – Ledelsen på Københavns Universitet sagde, at broderparten af afskedigelserne ville ramme administrationen, men tal viser, at mange af de fyrede medarbejdere reelt arbejder med forskning og undervisning.

Københavns Universitet (KU) lovede så vidt muligt at friholde forskning og uddannelse og i stedet spare på stillinger i administrationen, da der ved årsskiftet skulle skæres 300 millioner kroner som følge af besparelser på finansloven.

Det betød, at de fleste job skulle nedlægges blandt TAP’erne (teknisk/administrativt personale), mens det videnskabelige personale (VIP’erne) så vidt muligt skulle skånes.

Nu tyder det imidlertid på, at de ansatte som arbejder med forskning og undervisning rammes langt hårdere end ledelsen har meldt ud.

Både tidligere uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) og den nye minister Ulla Tørnæs (V) har ellers hævdet, at besparelserne kunne gennemføres uden tab af uddannelses- og forskningskvalitet.

Laboranter og Bioanalytikere ramt

En del af TAP’erne, de såkaldte TAP-FU, som fx laboranter og bioanalytikere, der arbejder med forskning og undervisning og ikke administration, er blevet hårdt ramt.

Det viser en opgørelse lavet af Joan Lykkeaa, fællestillidsrepræsentant for HK-laboranterne på KU.

63 laboranter og bioanalytikere er enten blevet afskediget, har sagt ja til frivillig fratrædelse, eller deres stillinger er blevet nedlagt, og det er kun på fakulteterne SCIENCE og SUND, fremgår det af opgørelsen.

»Det virker som om uforholdsmæssigt mange TAP-FU er røget, da de jo hører til dem, der arbejder med kerneydelserne forskning og undervisning,« siger Joan Lykkeaa.

Tal findes

Ifølge den officielle opgørelse fra KU er 323 TAP’er og 123 VIP’er enten blevet afskediget eller er gået frivilligt.

Under overskriften »TAP står for broderparten af afskedigelser og fratrædelser«, skriver ledelsen den 11. marts i år i en nyhed på Københavns Universitets intranet, at 70 procent af de berørte medarbejdere er TAP’er.

Tallene er altså ikke delt op på TAP-FU, der primært arbejder med forskning og undervisning, og TAP-AS, der primært arbejder med administration.

Det undrer Joan Lykkeaa, da det var KU-ledelsen selv, der i 2010 tog initiativ til at dele TAP’erne op i de to grupper.

Det skete, efter at universitetet var kommet under beskydning i medierne for at bruge for mange penge på administration.

»Tallene eksisterer, og jeg kan ikke se praktiske grunde til, at de ikke er lagt frem. Vi har for eksempel set stillingsnedlæggelserne fordelt på alder og køn, siger Joan Lykkeaa.

Rammer lige så hårdt

Ledelsen har nu lovet at præsentere Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) for en komplet opgørelse fordelt på TAP-FU og TAP-AS på det kommende møde i den 13. april.

HSU har til opgave at sikre udviklingen af samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere ved hjælp af gensidig information, drøftelse og fastsættelse af retningslinjer for arbejds- og personaleforhold.

Allan Randrup Thomsen, HSU-medlem og professor i eksperimentel virologi på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, glæder sig til at se tallene.

Han mener ikke, at man ud fra materialet, som HSU hidtil er blevet præsenteret for, kan konkludere, at der er sparet mest på administrationen.

»Vi er i en situation på mit eget institut, hvor flere forskningslaboranter er blevet fyret, og det rammer forskningen lige så hårdt, som hvis det havde været en videnskabelig ansat,« siger han og fortsætter.

»Spørgsmålet er, om ledelsen har levet op det, den lovede. Når det er meldt ud, at det først og fremmest er administrationen, som skal holde for, og det efterfølgende ikke ser ud til at være tilfældet, så falder det mange medarbejdere for brystet,« siger han.

KU-ledelsen ønsker ikke at udtale sig om sagen, før efter det kommende HSU-møde den 13. april.

clba@adm.ku.dk

Seneste