Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Når kemien ikke er god

FUSIONSFEATURE - På KU forsker man i kemi på tre fakulteter, og ledelsen drømmer om at samle trådene i ét stort institut, der kan opnå ' kritisk masse' og genrejse universitetet som kemisk flagskib. Men planerne møder voldsom modstand, der truer med at få selve KU-enheden til at slå revner.

Kemi skal genrejses; så storslået kan det siges.

Eller, det kan faktisk siges endnu mere storslået. Ifølge prorektor på Københavns Universitet Thomas Bjørnholm skal kemifaget, når KU samler dets adskilte dele i et nyt superinstitut opnå kritisk masse, så en kædereaktion af forskningsidéer kan sætte i gang.

Sjældent har et fag kunnet se frem til at blive så forkælet. Der er millioner i kassen til nye grundforskningscentre, byggekranerne står klar til at opføre lokaler og laboratorier af højeste standard, og ledelsen har gjort sagen til en hovedprioritet. Thomas Bjørnholm er endda selv professor i kemi, som har høstet respekt for at bygge et helt nyt felt op i nanoscience på KU.

Med et samlet institut kan Københavns Universitet igen blive et af verdens bedste til kemi, sådan som det var for blot 20 år siden, siger prorektor foran en gruppe kemiforskere på Det Biovidenskabelige Fakultet, Life.

Bjørnholm vifter med hænderne, mens han taler, og manchetknapperne på hans jakke ringer som små kaner i julesneen.

Men på femte sal i Lifes ‘ skyskraber’ på Frederiksberg, sidder hans tilhørere med armene over kors. Der er noget galt, lokalet emmer af skepsis.

Store planer

Københavns Universitet forsker og underviser i dag i kemi på tre forskellige fakulteter.

Det er ukoordineret og ineffektivt, lyder vurderingen fra tre udenlandske eksperter, som anbefaler at samle hele dynen i et helt nyt institut, der passende kan ligge i den kommende Niels Bohr Science Park på Det Naturvidenskabelige Fakultet (Science) og få navn efter den store kemiker Johannes Brønsted.

Hvis det sker, skal Det Biovidenskabelige og Det Farmaceutiske Fakultet (Farma) afgive sine forskere i miljø-og medicinalkemi til Science, og dermed bliver det nye institut et af Europas, eller verdens, største. Desuden har KU’s bestyrelse lovet at investere i tre grundforskningscentre i kemi, der kan banke KU op i højeste kemiklasse – og en gang for alle vise de irriterende dygtige kemikere i Aarhus og på DTU, hvem der er boss.

Planerne er ikke vedtaget endnu, understreger Thomas Bjørnholm, og beslutningen er heller ikke hans. Den skal KU’s bestyrelse træffe den 15. september, ifølge tidsplanen.

Men tag ikke fejl: det, der foregår nu, er ikke nogen spæd drøftelse af eventualiteter. Prorektor er kommet for at sælge en idé. Han har rektor Ralf Hemmingsen med for at bakke op og besvare spørgsmål fra salen. Begge kommer de et par gange til at forglemme sig og tale om fusionen – eller fissionen, hvis man følger prorektors atomreaktor-metaforik – som om den allerede har fundet sted.

Svært at blive på toppen

Det har den på en måde også. Kemiens fremtid og muligheden for faglige synergier var i hvert fald allerede på tapetet, før de dengang tre universiteter, KU, KVL og Farma, slog sig sammen i 2007, fortæller Thomas Bjørnholm.

»Alle rapporter i fusionsopfølgningen beskriver, at kemi bør styrkes. Og vi er jo også i gang med en strategiproces, hvor et af de temaer, der dukker op hele tiden, er, at Københavns Universitet har god forskning og god undervisning, men at vi kan forbedre vores evne til at få den gode forskning til at smitte af på den gode undervisning.«

»Hvis man ser på de universiteter, som i hvert fald jeg gerne vil sammenligne os med – dem, der er bedre end os – så kan man konstatere, at de har løst den opgave.«

Thomas Bjørnholm hinter blandt andet til Oxford, hvor man netop samlede et stagneret kemimiljø i et nyt center. Det skete under ledelse af Steve Davies, som er en af de tre eksperter, der nu anbefaler et superinstitut på KU. Sidste år var dekanerne for Life, Farma og Science selv på besøg hos Davies i Oxford for at hente inspiration.

Ifølge Thomas Bjørnholm kræver den ideelle kobling af grundforskning og uddannelse en vis volumen. Han nævner fysikinstituttet på Danmarks Farmaceutiske Universitet, hvor han selv underviste som ganske ung, som eksempel på et fagmiljø, der nok var for småt til at fungere.

»Det var en lille afdeling af rigtig dygtige folk, men der var kun brug for tre-fire stykker til at levere et støttefag på en farmaceutisk uddannelse. Og tre-fire stykker, som bor på deres eget institut, har simpelthen svært ved at holde sig på toppen af deres forskningsfelt.

Til gengæld er de tæt på tingene og har igennem mange år fået lavet et kursus, der, i hvert fald i deres egen opfattelse, passer til et bestemt studium.« Farma afviklede sidenhen sit lille fagmiljø i fysik, og i dag efterspørger Novo Nordisk, ifølge prorektor, lige præcis kandidater, der har viden om biofysik sammen med farmaci.

»Det piner mig at se, at det er gået tilbage for Københavns stolte tradition for kemi, som går helt tilbage til Niels Bjerrum og senere folk som Krogsgaard-Larsen « siger han, idet han nævner to forskere fra henholdsvis Life og Farma som de første af en længere række koryfæer.

»Man kendte København for kemi, og der har været en pause i det, men nu skal vi til at i gang, og jeg kan se, at det kan lade sig gøre andre steder.«.

Gamle KU’s krise – ikke vores

Prorektor taler lige ud af posen om, at kemifaget befinder sig i en bølgedal på KU.

Og her ligger i hvert fald en af knasterne for de skeptiske folk på Life og Farma. For man kan godt bilde dem ind, at gamle KU’s kemi er i krise med lave studenteroptag og manglende evne til at få fingrene i grundforskningscentre og Nobelpriser, og hvad der nu ellers definerer succes. Men Farmas kemi og Lifes kemi er der derimod intet at udsætte på. I hvert fald, hvis man spørger dem selv.

Både Life og Farma var selvstændige universiteter indtil de i 2007 blev en del af Københavns Universitet, og begge steder er der en fornemmelse af, at man gør tingene lidt anderledes ( læs: fornuftigere) end gamle KU. Man uddanner nemlig kandidater, som får et job, mens KU som sædvanlig har travlt med at lægge luftige planer om at blive en ny ‘ Noma’ i universitetsbranchen.

»Hvorfor samler de ikke bare matematikken?« spørger en ansat i Lifes administration sarkastisk. »De laver jo også matematik på Politstudiet – så ud på Naturvidenskab med dem. Og der er vist også fag, hvor man taler engelsk, de skal da lægges sammen på Humaniora.«

De skeptiske forskere på Life har vi allerede omtalt – men prøv engang at drikke en kop kaffe med en skefuld salt i, så har du et billede af ansigtsudtrykkene på Farma.

På Farma hader alle grupper fusionen, som vil flytte cirka en tredjedel af det lille fakultets 450 ansatte over på Science. Forskerne hader den. De teknisk-administrative hader den. De studerende hader den. Selv dekanen, venlige, samarbejdsvillige Sven Frøkjær – ledelsens egen forlængede arm – protesterer.

Siden planerne blev kendt, har fakultetet tæppebombet Universitetsavisen med læserbreve, der skal forhindre katastrofen.

I et bramfrit interview har dekanen sagt rent ud, at Farma er i fare for at gå under, hvis fusionen bliver til noget. Det er sådan set det samme som at sige, at han har sat sin stilling ind på at få en ordning for kemi, der tilfredsstiller farmaceuterne – for hvordan skulle han kunne lede et fakultet, hvis han ikke selv tror på, det er levedygtigt?

»Det, man foreslår vil ødelægge et rigtig godt forskningsmiljø med et klart fokus og et supergodt uddannelsesmiljø, der uddanner kandidater, som bliver afsat stort set med det samme. Det er en ekstrem og også urimelig gambling, hvis man på den bekostning vil styrke kemi,« siger han blandt andet i interviewet.

Farma uddanner slet ikke kemikere, men lægemiddeleksperter. Og hvilke garantier er der for, at et stort, nyt kemisk institut vil have samme præcise fokus?

Sven Frøkjær er ikke for fin til at minde om, at det var Kemisk Institut, der for nylig nedlagde grunddisciplinen analytisk kemi, og at Farma samlede stumperne op og ansatte en professor til dette livsnødvendige fag. Sæt hvis medicinalkemien bliver behandlet lige så stedmoderligt på det nye institut.

Kemisk Institut må få alle de millioner, KU kan undvære, hvis det står til Farmadekanen. Men ikke hans forskere og studerende. Det sidste med en fed streg under:

»Hvis det her bliver realiseret, føler jeg dybt i min sjæl, at man ødelægger dette fakultet og også universitetets muligheder for at uddanne lægemiddeleksperter af den kvalitet, som vi har i dag.«.

Også problematisk intet at gøre

Pølsesnak, siger de på Kemisk Institut. Men Kemisk Institut står også til at overtage flere hundrede forskere og studerende med dertil hørende taxameterbevillinger fra statskassen. Eller gør de?

»Kemisk Institut bliver jo altså også udslettet, hvis det her bliver til noget,« siger institutleder Mikael Bols, der dog selv er tilhænger af sammenlægningen. Den er en god idé, men ikke ‘ et must’, som han siger i sin betonblok i det store H. C. Ørsted Institut på Nørre Campus.

Bols taler om fordelen ved at være et stort institut, når man skal investere i for eksempel dyre spektrometre, som alle kemikere skal bruge. (Faktisk har både Farma og Science søgt om penge fra forskningsrådene til nyt udstyr af denne type).

Han gør også opmærksom på, at man kan udnytte laboratoriekapaciteten meget bedre, når man er flere. (Faktisk er belægningsprocenten på nogle af KU’s kemiske laboratorier temmelig lav).

»Man kan ikke forvente, at der sker mirakler på ingen tid, men på KU har vi det problem, at nogle fagområder overlapper. Et professorat i organisk kemi kan du lige så godt slå op her som på Farma. Så her er nogle fordele i at tænke det sammen, især på den lange bane.« Mikael Bols har også en anden pointe, som kritikerne af fusionen måske ignorerer.

»Man ved jo, hvad man har, ikke hvad man får,« siger han. »Men der er også en pris ved ingenting at gøre.«

Den mere eller mindre udtalte kritik på Life og Farma af, at Kemisk Institut er det syge barn, som de bliver tvunget til at redde i fusionen, tager Mikael Bols roligt. Han har været institutleder i fire år, og han kan faktisk pege på, at han har gjort noget af det, de har været dygtige til på Life og Farma, nemlig koble uddannelse snævert til arbejdsmarkedets behov.

På den måde har Bols formået at øge studenteroptaget fra 30 til 70 om året og gjort økonomien på Kemisk Institut sund. Opskriften er blandt andet en BAuddannelse i medicinalkemi – Farmas kerneområde. Læserne må selv gætte, om lige netop satsningen på medicinalkemi har vakt begejstring på lægemiddelfakultetet Farma og givet forskerne derude lyst til at udvide samarbejdet.

Det er med andre også god gammeldags rivalisering og politik, der forbistrer fusionsplanerne.
Life og Farma opgav deres selvstændighed i 2007, og nu skal de måske også opgive deres særlige verdensbillede.

Kemi på Københavns Universitet er noget meget forskelligt, afhængig af, hvem man spørger. På Farma er det et vigtigt redskabsfag for folk, der forsker i medicinfremstilling, og på Life understøtter det forskning i, hvordan man – for eksempel – håndterer spildevand fra landbruget. På Kemisk Institut er kemi derimod stenhård grundforskning – Kemi med stort K. Hvis KU samler al kemien, skal det nye institut levere det hele på én gang. Kan man det?.

Fusion er en lakmusprøve for KU

Det tror prorektor Thomas Bjørnholm på.

»Det er jo helt fuldstændig fantastisk. Vi bygger for to milliarder kroner bygninger, som blandt andre kemikerne kan flytte ind i, og vi har afsat penge til tre grundforskningscentre af vores basisbevilling. Det er en enestående fantastisk chance.«

»Vi har et fælles behov for at kombinere vores gode forskning og vores gode undervisning, så begge dele bliver bedre. Og det her kemispørgsmål er første lakmusprøve på, om vi kan finde ud af det. For det er det, der skal til, hvis vi skal opad i international anseelse, også blandt studerende.«

Da Thomas Bjørnholm talte til forskerne på Life om planerne virkede han, ærlig talt, frustreret over at møde så megen skepsis. Og han ved udmærket, at slaget om at overbevise farmaceuterne kan blive hårdere endnu.

Men han siger, at han ikke er skuffet.

»Jeg tror nok, jeg er mere eventyrlysten, end mange er. Jeg synes, det er fedt at få sådan en chance. Lad os se at komme ud på den hvide plet på landkortet og få bygget noget nyt op!«

»Jeg kan sagtens se, at det er nemmere at sige end at gøre, men vi har dog gjort det med nanocenteret. Der var ingen, der kunne sige, at nanoforskningen var et lunt og rart sted at være. Men det lod sig gøre at skabe fundamentet for tværvidenskabelig frontlinjeforskning, og jeg håber sådan, at jeg kan være med til at skabe en stemning af, at det kan vi altså også på kemiområdet.«

chz@adm.ku.dk

Seneste