Det er ikke uventet, at Socialdemokraternes forskningsordfører Kirsten Brosbøl ikke ligefrem skamroser VKO-flertallets bud på offentlig krisehåndtering på universiteterne, men det kan måske overraske, at hendes kritik er direkte sønderlemmende.
For tiden sidder regeringen og det store oppositionsparti nemlig ved samme bord og diskuterer netop universiteternes fremtid i arbejdet med en ny universitetslov. Og for nylig udtrykte Brosbøl i Universitetsavisen sin forventning om, at man nok skulle blive enige om kursen for universiteterne inden næste valg.
Nu er fronterne blevet noget skarpere.
Omtrent halvdelen af de penge, regeringen og Dansk Folkeparti agter at hente på besparelser i den offentlige administration i 2013, skal betales af universiteterne. Og det har fået Kirsten Brosbøl til at sende en byge af spørgsmål efter videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, som skal forklare sig over for Folketingets videnskabsudvalg den 1. juni.
»Vi skal have endevendt, hvad det her går ud på,« siger Kirsten Brosbøl, som har noteret sig, hvad rektorerne siger. »Særligt Ralf Hemmingsen tegner et dystert billede, og det er bekymrende.«
»Vi synes, det er mærkeligt, når vi nu har siddet og forhandlet med regeringen om at løfte forskningen, forskeruddannelserne og uddannelser generelt, at man så skærer ned her.«
Hun betegner regeringens spareøvelse som en »kovending« og kalder det »urimeligt, kortsigtet og dumt«, at man nu griber efter sparekniven.
Ifølge Kirsten Brosbøl er regeringen og Dansk Folkepartis krisehåndtering internationalt bemærkelsesværdig - i sin grad af tåbelighed. »I Obamas USA, ja, i resten af verden, har man gjort det stik modsatte og investeret i forskning og uddannelse for at komme fri af krisen. Regeringens politik ville være utænkelig i de fleste europæiske lande,« siger Brosbøl.
LÆS: Vores engelsksprogede søstersides orientering om økonomien på Europas universiteter.
Hun kalder det »en langt ude påstand«, når videnskabsministeren siger, at KU-rektor Ralf Hemmingsen og hans kollegaer burde være klar over, at besparelserne var på vej, fordi regeringen allerede i vinter gjorde afbureaukratisering til et mål i sin Danmark 2020-plan.
»Det er en ynkelig undskyldning. En af øvelserne i forhandlingerne om den nye universitetslov er ganske rigtigt regelforenkling og en gennemgang af, hvor der kan være administrative lettelser i universitetssektoren,« siger hun. »Men man er jo nødt til først at undersøge, om der overhovedet er noget at spare. Ellers går det som det gik med Statens Indkøbsordning, hvor man på forhånd gik ud fra at man kunne hente en gevinst og efterfølgende måtte sande, at det gik modsat.«
Kirsten Brosbøl mener, at årsagen er, at regeringens plan om at skære i administrationen netop ikke, som man nu siger, handler om at afbureaukratisere, men blot er en ren spareøvelse.
Den socialdemokratiske forskningsordfører vil også vide, hvad det er for en milliard, regeringen forventer at spare under overskriften ‘udløb af investeringsløft i laboratorier’. Ifølge Videnskabs- og Finansministeriet er der tale om penge, der aldrig er blevet bevilget af nogen, hvorfor rektorerne sådan set heller ikke kan pive over ikke at modtage dem.
Omvendt tager regeringen dog æren for at have sparet milliarden, så et eller andet sted må den jo være blevet budgetteret. På KU har universitetsdirektør Jørgen Honoré nøjedes med at sige, at han regner med, at regeringen vil stå ved de løfter om investeringer i bygninger og laboratorier, som den tidligere minister Helge Sander afgav. Dette bekræfter videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen over for Universitetsavisen.
Kirsten Brosbøl undrer sig dog.
»Jeg må opfatte det sådan, at når der står en sparet milliard til laboratorier, så er det en, vi allerede har afsat i fællesskab til laboratorier. Og jeg er nødt til at høre fra ministerens egen mund, at det ikke er tilfældet, før jeg tror på det,« siger hun.
VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker
Voxpop: Posterwalk på Panum
Ninna Meacock - Art Supplement
Demodebat på Frue Plads
Galleri: Universitetets historiske bygninger INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk