Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Mens fyresedlerne uddeles: Ansatte på SUND demonstrerer mod nedskæringer

PROTESTER – De ansatte på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet kalder til demonstration på onsdag, samme dag som de får at vide, om de stadig har et job.

»Vi mødes både for at vise sympati for dem, der er blevet fyret – og for at kommunikere til politikerne, at vi er på vej i en helt forkert retning.«

Ordene kommer fra Thomas Braunstein, specialkonsulent på Biomedicinsk Institut på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Han er en af arrangørerne af en demonstration mod regeringens nedskæringer, som foregår på Panum onsdag kl. 12. Samme dag, som fakultetets ansatte får at vide, om de har mistet deres job. I alt får 209 KU-ansatte i disse dage at vide, at de er fyret på grund af besparelserne.

Der er behov for demonstrationer, der kan vise, at smertegrænsen er nået, mener Thomas Braunstein:

»Vi kan ikke rette op, og det bliver kun værre. På SUND vil vi til tops i de internationale rankings – og jeg kan ikke se, hvordan vi skal kunne gøre det med de her besparelser. Vilkårene er allerede dårlige for forskerne. Understøttelsen fra universitetet er så lav, at vi ikke kan foretage os noget som helst, maksimalt købe en lille computer. Alle bevillinger skal komme udefra, ellers går man i stå. Vi går i den modsatte retning af de universiteter, vi kæmper med.«

»Kom ud af busken!«

Demonstrationen starter onsdag den 10/2 klokken 12 på Nørre Allé 20 ved hovedindgangen til Panum. Thomas Braunstein forventer, at cirka 200 vil møde op og gå en kort rute på vejene omkring fakultetet. Det overrasker ham, at der ikke har været større protester mod besparelserne:

»Det er forbløffende, der er så få, der gør noget ved det. Jeg savner, at alle berørte fakulteter kommer ud af busken og viser deres utilfredshed. Det virker, som om alle trykker sig og håber, de ikke bliver fyret.«

Arrangørerne af demonstrationen på Panum har fredag sendt en mail rundt til alle fakulteterne, hvor de opfordrer dem til at arrangere lignende demonstrationer samtidig. I skrivende stund er SUND-prostesten dog den eneste arrangerede demonstration på onsdag.

Studenter-tæsk til ministeren

Til gengæld har de studerende på flere institutter arrangeret en noget alternativ protestaktion tirsdag den 9/2. I en mail, som blev delt blandt studerende og ansatte i fredags, opfordredes alle institutter til at arrangere en tøndeslagning, hvor uddannelsesminister Esben Lunde Larsen »slås af tønden«.

»Som et symbol på den afmagt vi føler i forhold til regeringens sparekrav, og i solidaritet med de afskedigede, opfordrer vi studerende og ansatte ved alle institutter på KU til at deltage i en fredelig protestaktion i fastelavnens ånd. Lad os slå Uddannelses- og Forskningsministeren af tønden,« står der i mailen.

Foreløbig kender Uniavisen til to tøndeslagningsarrangementer: På Institut for Antropologi kl. 10:45 i den bagerste have af det gamle kommunehospital mellem bygning 16 og 33 – og i Marmorhallen på Frederiksberg Campus kl. 11:00.

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste