Med diskrimination skal ulighed bekæmpes

Kønt er det ikke: Fire ud af fem tunge stillinger på Københavns Universitet (KU) er besat af mænd. Og nu er der en mand, der vil bremse universitetets strategi for at rette op på den skævhed.

Kønsforsker, professor Hans Bonde, Institut for Idræt, har her i uniavisen.dk og siden i flere større dagblade rejst skarp kritik af KU’s ligestillingspolitik. Hans Bonde mener, at de bonuskroner, der skal fremme kvinderne i hierarkiet, er diskriminerende og skadelige for både mænd, kvinder og universitetets renomme.

LÆS: Universiteternes unfair ansættelsespolitik

»Jeg bliver beklemt ved at befinde mig her, som jeg ellers agter og betragter som et sted med høje idealer. Filmen knækker der, hvor vi favoriserer det ene køn og tilsidesætter Oplysningens fineste principper om, at vi ikke sorterer på køn eller etnicitet eller noget som helst andet, der er uvedkommende for forskningens kvalitet,« siger Hans Bonde, som er ‘voldsomt bekymret’ for sit elskede universitet.

Unfair forfremmelser

Sagen er, at KU’s bestyrelse i 2007 besluttede, at noget måtte gøres for at oppe kvinderne, så kønnenes repræsentation i toppen af forskning og ledelse blev mindre skæv.

Kvinderne er i overtal blandt de studerende og ph.d.erne, kønsfordelingen er ligelig blandt adjunkter og postdoc’er, men for hvert avancementsniveau herefter bliver kvinderne færre, og blandt professorerne udgør de blot en femtedel.

Statistikken fik KU til at vedtage handlingsplanen Mangfoldighed på KU – Flere kvinder i forskning og Ledelse med virkning fra 2008 til 2013. Planen sætter ind på flere områder (se faktaboksen i højre side), men det springende punkt, der har fået Hans Bonde op på tæerne, handler om karrierehoppet fra lektor til professor.

Ligestillingsplanen præmierer nemlig de fakulteter, som plukker kvindelige lektorer til professorater med et ekstra, gratis professorat. Hans Bonde har mistanke om, at planen lokalt kan udmøntes sådan, at opgraderingen af kvindelige lektorer til professorer er gratis de første fem år:

»Institutterne melder simpelthen kvindelige professoremner ind til fakultetet, og når der så er kvinder nok, der på samme tid kan opgraderes fra lektor til professor, bliver bonuskronerne delt mellem de involverede institutter,« siger han.

Ingen kan i disse tider fortænke de lokale ledelser i at forfølge de økonomiske incitamenter, siger Hans Bonde, men han mener at proceduren er korrumperende og i modstrid med paragrafferne om forskelsbehandling i ligestillingsloven.

Nu har Hans Bonde krævet aktindsigt via HR & Organisation i Nørregade for at erfare, hvordan belønningsmekanismerne faktisk udmøntes på de forskellige fakulteter.

Den måske bedst egnede

Universitetsavisen har bedt de ansvarlige i ledelsen om at forholde sig til Hans Bondes kritik. Svaret fra vicedirektør Jasper Steen Winkel var, at der er en rapport om kvindehandlingsplanen på vej, som ledelsesteamet gerne vil behandle, før rektor udtaler sig til Universitetsavisen.

Men i et debatindlæg i Politiken den 11. oktober skriver rektor Ralf Hemmingsen:

»Planen giver fakulteterne penge til et ekstra professorat, når de ansætter et vist antal kvindelige professorer. Alle kriterier for ansættelse er de samme. Alle underkastes en fagkyndig bedømmelse. Alle skal leve op til de samme faglige krav. Der er ingen nemme veje til et professorat.«

Den forklaring køber Hans Bonde ikke. Han er nemlig i kontakt med flere mandlige forskere, der er blevet overhalet af en kvinde i konkurrencen om en professorstilling. Skal man tro deres oplevelser, har de tabt til en åbenlyst dårligere kandidat, fordi den økonomiske bonus, kvinden har i ryggen, har afgjort sagen.

»Jeg må konstatere, at universitetet faktisk har smidt ideen om fairness i ansættelser væk,« siger Hans Bonde.

Et argument for at favorisere kvinder er manglen på rollemodeller, der inspirerer andre kvinder til at stræbe efter det højeste niveau. Men systemet skader begge køn, mener Hans Bonde:

»Man risikerer at begynde at betragte kvindelige professorer – også dem, der sagtens ville kunne klare sig på lige vilkår – som nogle, der er blevet kvoteret ind,« lyder skudsmålet.

En forudsigelig klagesang

Før planen gik under hvert sjette nye professorat til en kvinde. Men der er skred i tallene, for i 2010 var mere end hver fjerde nyansatte professor kvinde.

Debatten bølger nu i flere medier. De fleste stemmer, der blander sig, mener, at der er lang vej endnu, før universiteterne – og KU ligger lavt i landsstatistikken – kan være kønsbalancen bekendt. Ligestillingsforskerne mener, at det går for langsomt fremad, men de er enige om, at de økonomiske incitamenter virker:

»Universiteterne får øje på, at der er et kvindeligt forskertalent, som de måske ikke ellers ville se,« mener professor Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.

Professor Bente Rosenbeck fra Nordiske Studier på KU, der var medlem af arbejdsgruppen for ligestilling i 2007, skriver i uniavisen.dk:

»Handlingsplanen har været en succes, og planen har betydet en fremgang for antallet af kvindelige professorer på KU. Men tallene viser, at det ikke går an at hvile på laurbærrene.«

LÆS: Der er lang vej endnu

I et interview i Deadline fremhævede også Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen KU-modellen som en ‘fantastisk succeshistorie’, som man burde lade sig inspirere af flere steder. Hun affejede Hans Bondes kritik som ‘en helt forudsigelig klagesang’.

Hans Bonde er vant til at blive kastet i brokkassen:

»Når man som mand rejser de her spørgsmål, er man straks rubriceret som en reaktionær gammel patriark, der vil rage privilegier til sig.«

Ingen af KU-kønspolitikkens fortalere har endnu forholdt sig direkte til den del af kritikken, der handler om de mandlige lektorer, der bliver forfordelt ved professoransættelserne eller det mulige brud på ligestillingsloven.

En reel filosofisk forskel

Professor i formel filosofi på KU Vincent F. Hendricks karakteriserer debatten således:

»Den ene part argumenterer for lige rettigheder og åben konkurrence med henblik på at tiltrække den bedste kandidat uafhængigt af køn, mens den anden side er mere optaget af den numeriske ulighed kønnene imellem.«

I sin klumme i Ingeniøren henviser Hendricks til Barack Obama, der (presset til at tale om sin farve) under sin kampagne i 2008 kaldte positiv særbehandling for et nulsumsspil. Nogle har fordel af deres køn i konkurrencen om job på bekostning af andre med et andet køn.

Og det, mener filosoffen, er en filosofisk forskel, som for en gangs skyld gør en reel forskel:

»Positiv særbehandling er ikke et universelt princip på linje med menneskerettighedskonventionen eller borgerrettigheder. Det er et ledelsesmæssigt styringsredskab, man kan betjene sig af (…) hvis ledelsen mener, der er lokale indsatsområder, der skal styrkes; specialområder, der skal satses på; grupper, der skal prioriteres og sådan fremdeles. Er man uenig heri, er man uenig i ledelsens prioritering, stil eller instrument, men det er ikke det samme som uenighed om universelle principper.«

Handleplanen giver ikke et klart bud på, hvornår forholdet i hierarkiets top er acceptabelt og om vi først kan kalde os ligestillede på KU, når kønsbalancen i professorstanden og blandt lederne er fifty-fifty.

Ligestilling og kønsbalance hænger overhovedet ikke sammen, siger Hans Bonde, der mener at mænd og kvinder var fuldt ligeberettigede i ansættelsespolitikken inden handleplanen begyndte at privilegere det ene køn.

LÆS: Ligestilling: Fra rettigheder til privilegier

Hvorfor har professorer skæg

Uanset hvad de mener om handlingsplanen, er alle debattører enige om, at det er dybt problematisk at de fleste kvindelige talenter falder fra undervejs i karriereforløbet mod toppen. Men er det overhovedet et ligestillingsproblem?

Pengepræmierne hviler på en præmis om, at ansættelsessystemet er biased, så mændene privilegerer hinanden ved professoransættelser, fordi de foretrækker ansøgere, der ligner dem selv. Det kan retfærdiggøre de særlige bonusser, der favoriserer kvinderne til gengæld.

Men universitetsstatistiker Bertel Ståhles tal viser, at kvinderne faktisk oftere end mændene får professorstillingerne, når de vel at mærke søger.

Tallene tyder med andre ord på, at det ikke er ved ansættelsessamtalerne, kvinderne dømmes ude, men at der er andre snublesten på deres karrierevej, og at mændene får professortitlerne, simpelthen fordi de går efter dem.

Center for Forskningsanalyse har undersøgt, hvor kvinderne bliver af, og svarene viser, at deres fravær har mange forskellige årsager (se faktaboksen i højre side).

Forskerjobbet er præget af hård konkurrence og manglende arbejdsfællesskaber, og mange kvinder finder arbejdsmiljøet utrygt og ikke-inkluderende.

KU er en syg koncern

Den positive særbehandling af kvinder er i bedste fald symptombehandling, mener KU-professor Bjørn Quistorff, der giver en ‘syg koncernkultur’ skylden for et dårligt arbejdsklima, der har svært ved at tiltrække og fastholde især kvinderne.

I et læserbrev i Politiken den 25. oktober skriver Bjørn Quistorff, at hvis vi gør op med den ‘næsten sygelige fokusering på konkurrence og kontrol’ som universitetsloven af 2003 har ført med sig, vil kønsbalancen rette sig af sig selv i løbet af få år.

Kvinderne skal stimuleres på alle mulige måder med mentorordninger, særlige netværk, internationaliseringstiltag og forskergruppelederprogrammer, mener også Hans Bonde, for universitetet har hårdt brug for deres talent. Men han afviser al tale om kvindelige og mandlige værdier:

»I dag, hvor man ønsker større kvindelig repræsentation i bestyrelser og ledelser, farer man frem og opfinder afgrundsdybe kønsforskelle. Kvinder skal nu kvoteres ind, hvor de ikke søger, fordi de bidrager med alle mulige værdier, som mændene åbenbart ikke skulle have.«

Hans Bonde er leder af forskergruppen Idræt, Politik og Velfærd, der udover ham selv tæller to kvindelige professorer og tre kvindelige lektorer:

»Det kunne da aldrig få mig til at tænke, at vi hellere må gå efter en mand næste gang,« siger Hans Bonde, men han fortæller hovedrystende, at selv om de har en ratio i kvindefavør på 5:1 vil instituttet have økonomisk gavn af, at forskergruppen vælger en kvinde næste gang, de ansætter.

gbg@adm.ku.dk