Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Pelle Dragsted: »Vi ville sgu få noget bedre politik, hvis politikere havde tid til at læse litteratur«

Alumnerne — Selv om Pelle Dragsted som ung brugte mere tid på politisk arbejde end på at studere, havde han aldrig troet, at han skulle ende med at dele elevator med Pia Kjærsgaard. Han fik for travlt til at aflevere speciale, og han har stadig så travlt, at han ikke orker at læse »et eller andet højpandet om socialisme«, når han kommer hjem. 

Jeg kommer ikke selv fra et akademisk hjem, og jeg havde aldrig tænkt, jeg skulle på universitetet. Jeg er vokset op med en mor og en stedfar, der var socialrådgivere. Men altså, der var masser af bøger. Jeg vidste ikke rigtig, hvad universitetet var, for jeg var mest optaget af at lave politisk arbejde, besætte huse og drømme om at lave en revolution. Den har så ladet vente på sig. På HF havde jeg en rigtig dygtig underviser i historie, og det er en del af årsagen til, at jeg valgte at læse historie på KU.

Blå bog

Født i København i 1975

Ordfører for Enhedslisten siden 2022 og i årene 2015-2019

Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune fra 2019-2022

Tidligere ansat i Enhedslisten som presseansvarlig, politisk rådgiver og international sekretær i årene 2005-2015

Master i retorik og formidling fra AU i 2016

Kandidatstuderende i historie og spansk på KU i årene 2002-2005

Bachelor i historie fra KU i 2001

Udgav i 2021 bogen Nordisk Socialisme: På vej mod en demokratisk økonomi

Bor i kollektiv på Frederiksberg

Jeg skulle lige vænne mig til at rende ind i politikere, som jeg dengang nærmest havde foragt for. Jeg kunne pludselig stå sammen med Pia Kjærsgaard i en elevator. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg sige hej, ignorere hende eller fortælle hvad jeg mente om hende? I dag har jeg den opfattelse, at folk, der er valgt til Folketinget, fortjener respekt, uanset hvad de mener. Alene det folkelige mandat kalder på, at man har respekt for hinanden, selv om man politisk kan være dødeligt uenige. Den første tid på Christiansborg var overvældende. Det er vildt nok at arbejde på et slot, ikke? En ting er at blive ansat på Borgen, men at jeg selv skulle i Folketinget, havde jeg aldrig troet. Hvis nogen havde sagt det til mig som ung og meget radikal, havde jeg slået en høj latter op.

Jeg har boet i kollektiv, siden jeg flyttede hjemmefra i 1992. Det har både fordele og ulemper. Jeg bor med min familie, nogle barndomsvenner og deres familier. Da vi havde små børn, var det fantastisk at bo i kollektiv, for så kunne man jo stikke babyalarmen til nogle andre og gå i biffen. Det gjorde det nemmere at passe på parforholdet, som ellers godt kan blive lidt presset. Den ulvetime alle andre forældre snakker om med indkøb og madlavning, den oplever man stort set ikke. Nu er børnene store, og den ene er flyttet hjemmefra, så tit er jeg først hjemme omkring klokken seks-halv syv. Ofte kommer jeg bare hjem og sætter mig til bords, for når vi er fire familier, skal man kun stå for at lave mad cirka hver tiende dag. Smart! Der er også ulemper ved at bo i kollektiv, for eksempel har vi ikke den intimitet med børnene omkring spisetid, som andre familier har, hvor man får snakket dagen igennem. Den må vi finde på andre måder.

Jeg afleverede aldrig et speciale. Kort tid efter min bachelor i historie blev jeg ansat i Enhedslisten som international sekretær. Så tog jeg et fag ad gangen på kandidaten i historie og med spansk som sidefag. Jeg fik aldrig lavet et speciale, for der skete det, at jeg blev pressechef og senere rådgiver for Johanne Smith Nielsen. Jeg havde egentlig tænkt mig at tage et halvt års orlov og skrive speciale, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Derudover gjorde mit arbejde i Enhedslisten, at jeg hellere ville have noget kommunikationsfaglighed. Jeg tog først nogle kurser på en diplomuddannelse i strategisk kommunikation på Journalisthøjskolen og senere en master i retorik og formidling på Aarhus Universitet. Nu har jeg så en slags færdig uddannelse, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg var sindssygt glad for at læse historie. Jeg havde stor frihed til selv at bestemme, hvad jeg ville dykke ned i, og selve den metodiske kerne i faget er kildekritik, hvilket giver en særlig kritisk tilgang til stoffet. Det er en metode, jeg bruger i dag, for politik er i høj grad et kildekritisk arbejde. Hvis jeg får et svar fra en minister, som taler udenom eller henviser til noget andet, skal jeg jo følge sagen til dørs og blive ved med at spørge for at få et ordentligt svar. Der skal være dækning for det, der bliver sagt og det, der bliver konkluderet. Hvis der ikke kommer et klart svar, betyder det ofte, at man har fat i noget. Et andet eksempel på den kildekritiske metode er min kritik af Finansministeriets regnemodeller. Når vi stødte på en økonomisk antagelse, spurgte vi ministeriet, hvad den bygger på, og vi fik typisk det svar, at antagelsen bygger på en kommissionsundersøgelse, som hviler på nogle økonomiske forskningsstudier fra forrige århundrede. Derfor undersøgte vi studiernes evidens, statistiske usikkerhed, og om senere studier pegede i en anden retning. Vi påviste, at antagelserne er ekstremt usikre, og at mange af dem bygger på meget gamle data. Og det er ikke blevet tilbagevist af Finansministeriet.

Allerede dengang syntes jeg, at rustur og introforløb var en lidt træls kultur. Selv om det selvfølgelig var meget hyggeligt og spændende, var der nogle af de lidt seksualiserede og trælse ting, som jeg ikke tror, alle har syntes var lige fede. Inklusiv mig selv, for jeg er også en lidt blufærdig type. Jeg kan faktisk ikke huske, om det var på Historie eller på Statskundskab, som jeg kort læste som sidefag, men droppede til fordel for spansk. Jeg skiftede i øvrigt væk fra Statskundskab, fordi jeg simpelthen syntes, der var for lidt kritik, og at pensum var for snævert.

Da jeg var barn, flyttede min biologiske far til Nicaragua, og jeg var nede og bo hos ham i nogle perioder. Siden har jeg haft en stor kærlighed til Latinamerika. Da jeg skrev bachelor, rejste jeg et halvt år til El Salvador for at lave kildeindsamling. Og på kandidaten valgte jeg spansk som sidefag, fordi jeg allerede talte sproget. Det var vanvittigt fedt at læse et sprogfag – alt inden for sprog er spændende, fra syntaktisk analyse og fonetik til historie og litteratur. Det har jeg også kunnet bruge i mit politiske arbejde. Så sent som i går havde jeg en samtale med den cubanske ambassadør på spansk. Jeg læser også nyheder på spansk fra Latinamerika og Spanien, hvilket giver nogle fordele. Jeg var ret engageret i politiovergrebene i Catalonien i forbindelse med afstemningen om uafhængighed i 2017. Lidt ved et tilfælde var jeg inviteret derned og blev vidne til de meget voldsomme overgreb på vælgerne. Gamle damer fik bank, og der blev skudt med gummikugler. Det var helt skørt.

Man skal tage det lidt stille og roligt og læse det, der gør en engageret og glad. Om det er SOSU, tømrer, historie, eller hvad det er. Det synes jeg også, min historie viser. Jeg tog i hvert fald ikke et meget bevidst valg. Og det er jo ikke sikkert, at det man læser, også er det, man kommer til at arbejde med. Jeg tror, at de fleste akademiske fag giver en nogle redskaber, som er meget anvendelige i symbolanalytisk arbejde i bredeste forstand. Livet kan bevæge sig på alle mulige måder, så man skal basically gøre det, man er glad for. Der gik vel nærmest otte år, fra jeg var færdig, til jeg tog min retorikuddannelse, der pegede en helt anden vej. Nu lyder jeg gammel, men jeg synes, at det er vanvittigt privilegeret, at vi kan gå på pissegode studier, få SU og nærmest vælge præcis, hvad vi vil. Nogle gange synes jeg, vi sætter for lidt pris på det.

Hvorfor skal en akademiker have mere i løn end en SOSU? Det er en kæmpe udfordring, at vi har nogle uddannelser og fag, hvor vi har brug for arbejdskraft, som alt for få vælger. En løsning kan være at gøre de fag mere attraktive – både hvad uddannelserne og løn- og arbejdsforholdene angår. Hvorfor fanden er det, at dem, vi dårligst kan undvære i vores samfund, får den laveste løn? Det er skudt i hovedet. Jeg forstår det simpelthen ikke. Lønkløften mellem lange og korte uddannelser skal bare væk. De hårde job, som indebærer at tørre gamle mennesker bagi, tunge løft og den slags, de skal sgu da belønnes. Ikke at jeg synes, man skal bashe akademikere, men jeg synes, at vi akademikere burde gå forrest og sige »hallo, de lønstigninger, som skal komme, når vi skal forhandle offentlige overenskomster, er det måske ikke os, der står forrest til. Det er der andre, der gør.« Det ville være et udtryk for solidaritet.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, orker jeg simpelthen ikke at begynde at læse et eller andet højpandet om socialisme. I en travl hverdag skal jeg slås for at finde tid til at læse bøger og udvikle politik. Det her er mit tredje interview i dag, og jeg har tre mere, der ligger og venter. Mængden af medier er bare vokset i forhold til tidligere, og der er så mange lovforslag, samråd og udvalgsmøder. Og så er Enhedslisten en demokratisk organisation med mange interne møder. Derudover er der uendelige mængder af mails fra borgere og organisationer, som gerne vil mødes. Jeg læste engang, at når daværende statsminister Anker Jørgensen mødte ind på arbejde, brugte han den første time på at læse skønlitteratur. Tænk, hvis man kunne det! Der bliver jo skrevet sindssygt meget vigtig litteratur for tiden. Vi ville sgu få noget bedre politik, hvis politikere havde tid til at læse litteratur.

Seneste