Lønkløften mellem ledelse og ansatte vokser

LØNTEMA - Mens rektors løn steg med 200.000 kroner fra 2005 til 2009 og nu er tæt på at runde to millioner kroner, er det mere end svært for de menige medarbejdere at få mere i løn.

af Claus Baggersgaard

Københavns Universitet (KU) har holdt lønfest de seneste år, men det er en sammenkomst for de få særligt indbudte.

Rektor Ralf Hemmingsens løn er steget fra godt 1,7 millioner kroner i 2005 til lige under to millioner kroner i 2009. Forgængeren, der gik af i 2005, fik 1,1 million.

Det gør KU-rektoren til landets suverænt højestlønnede af slagsen. Knap 300.000 kroner mere end nummer to, kollegaen på Aarhus Universitet, får han sat ind på sin lønkonto og knap en halv million kroner mere end statsministeren.

Resten af topledelsen på KU, eller ledelsesteamet, som det kaldes, er også godt med. Universitetsdirektør Jørgen Honoré hæver lidt over 1,5 million årligt, den nye prorektor Thomas Bjørnholm over 1,4 million og fire af de otte dekaner på KU har en årsløn på lige over 1,3 million kroner. Dermed tjener de fire dekaner godt 100.000 kroner mere end videnskabsministeren, en del mere end kontorchefer i ministerierne og cirka det samme som direktørerne for de statslige styrelser.

Andre chefer på KU, der i gennemsnit har rundet den magiske million i årsløn, er fakultetsdirektørerne, vicedirektørerne og prodekanerne. Institutlederne må i snit nøjes med 950.000 kroner årligt.

LÆS LØNSTATISTIK: Se hvad din kollega tjener.

Penge til chefer

De menige ansatte er derimod ikke inviteret med til gildet. Mange føler, at kløften mellem toppen og bunden bliver større og større og har svært ved at forstå, at der er råd til at ansætte flere topchefer, mens flere fakulteter har været igennem store sparerunder de seneste to år og har afskediget mange medarbejdere.

»Jeg synes det er trist, at der på KU bliver længere og længere mellem top og bund. De menige medarbejdere har vanskeligt ved at forstå, hvorfor ledelseslaget vokser, og at der bruges så mange penge på de ansatte ledere. Ved de årlige lønforhandlinger, som er beskrevet i lønpolitikken, er det ofte svært at få et tillæg igennem til de menige medarbejdere, som kan stå mål med den indsats, de yder, men der er ingen problemer med at finde lønninger i millionklassen til ledelsen,« siger Ingrid Kryhlmand, fællestillidsrepræsentant for HK´erne på KU.

Forskere belønnes ikke

Ifølge Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, er der ingen tvivl om, at der er blevet større lønmæssig afstand mellem de administrative ledelseslag, som han kalder dem, og dem der skaber værdi på universitetet i form af forskning og undervisning.

»Lektorerne og professorerne er på ingen måde fulgt med cheferne lønmæssigt. For eksempel tjener en HR-chef langt mere end en professor. Det kan virke underligt, at man har valgt at belønne lederne i stedet for dem, der skaber værdierne og som universitetet skal leve af,« siger Flemming Ibsen.

Også Verner C. Petersen professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, vurderer, at lønkløften er blevet dybere. Han ser en tendens til, at det administrative ledelseslag får lov til at vokse, og at en stigende del af lønudgifterne bruges på administrative chefer.

»Problemet er, at det sender et signal om, at man anser administration og ledelse for det vigtigste på et universitet, når cheferne får lønforhøjelse, og administrationen udvider. Men det burde jo være forskning, undervisning og formidling, der er kerneområderne, og ledelse og administration blot er støttefunktioner,« siger Verner C. Petersen.

Ledere dræner lønbudget

AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut Leif Søndergaard, mener generelt ikke, at lederlønningerne er for høje, men der er kommet alt for mange ledere hele vejen ned gennem systemet.

»Der er blevet skabt en hel underskov af mellemledere, som vi menige medarbejdere har svært ved at se formålet med. Før havde vi et udmærket decentralt system med en høj grad af selvledelse, men pludselig skal der centraliseres og rationaliseres, og så er det nødvendigt at ansætte nye chefer til at koordinere det hele. Der er blevet skabt et nyt ledelseslag, som der skal skaffes løn til, hvilket betyder, at der er færre midler til de menige medarbejdere. Det kan vi tydeligt mærke ved de lokale lønforhandlinger,« siger Leif Søndergaard.

Har sørget for sig selv

Ingrid Stage, formand for DM – Dansk Magisterforening, mener, at universitetsledelserne skal have en løn, der kan sammenlignes med andre offentlige chefer. Hun er derfor heller ikke forarget over rektor Ralf Hemmmingsens gage.

Problemet er ifølge Ingrid Stage snarere, at de stigende ledelseslønninger ikke har trukket de menige medarbejderes lønniveau med op, som DM havde håbet. Det lykkedes at forhandle et særligt lektor-tillæg hjem ved de seneste overenskomstforhandlinger med virkning fra 2008, men det er langt fra nok til at opveje de stigende forskelle mellem ledelse og medarbejdere.

»Jeg undrer mig over, at løngabet bliver større og større, og at forskernes løn slet ikke er fulgt med op. Ledelsen har skaffet sig selv rimelige lønninger, men det halter gevaldigt med at skabe tilsvarende rimelige vilkår for de ansatte. Vi støder hele tiden på, at der ingen penge er ved de lokale lønforhandlinger. Lederne spørger de ansatte, om de virkelig vil have deres kolleger afskediget for selv at få mere i løn. Det må bare undre, at det åbenbart kun er et problem at finde pengene, når det gælder de menige medarbejdere og ikke lederne,« siger Ingrid Stage.

Slut med at arbejde gratis

DM-formanden oplever en generel accept af, at lønningerne på universiteterne er alt for lave, når man tager den lange karrierevej og den hårde udskillelsesproces in mente, men alligevel mangler politikerne og universitetsledelserne vilje til at gøre noget ved problemet.

Ved at acceptere den voldsomme kløft mellem dem selv og forskerne på gulvet, ikke kun hvad angår løn, men også i forhold til forskernes manglende involvering i beslutningsprocesserne, skubber lederne selv til en udvikling, hvor der langsomt opstår en lønmodtagerkultur blandt forskerne og underviserne på universiteterne, mener Ingrid Stage.

Tidligere har mange nærmest betragtet deres arbejde som deres hobby og forsket i fritiden, men nu er de begyndt at tælle timer.

»Universitetslovens afskaffelse af medarbejderdemokratiet indgår i en uhellig alliance med det lave lønniveau. Det logiske og nødvendige svar fra medarbejderne er at udvikle en lønmodtagerkultur, som ledelserne vel næppe ønsker. Universiteterne vil være ilde stedt, hvis det føres helt ud i livet, for de lever i kraft af bunker af gratis arbejde fra forskerne, der gennemsnitligt arbejder ti timer mere om ugen, end de får løn for,« siger hun.

Lønarbejderkultur nødvendig

Sune Auken, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, er enig i, at der er ved at udvikle sig en lønmodtagerkultur, men han ser det ikke som et problem, men en nødvendighed. De ansatte må nemlig lære at sige fra, da jobbet tager livet af en, hvis man ikke sætter en grænse, mener Sune Auken.

De fastansatte undervisere på hans institut har alene ophobet 30.000 timers overarbejde, men ifølge overenskomsten kan de hverken få overarbejdet udbetalt eller afspadsere timerne.

Sune Auken peger desuden på, at en stor del af undervisernes arbejde reelt er ulønnet. For eksempel tæller det ikke med i timeregnskabet, når de giver studerende respons på opgaver, og mange andre opgaver er så underhonorerede, at det er umuligt at udføre dem på den afsatte tid.

»Vi har haft en alt for stor pligtfølelse over for vores arbejde, så vi har tilladt, at der er opstået utålelige vilkår på universiteterne. Det ville ikke røre mig, at rektor eller direktøren tjener meget mere end jeg selv, hvis mit eget arbejdsliv fungerede, men tingene hænger jo sammen på et universitet, siger han og tilføjer:

»Hvorfor er der penge til cheflønninger, når der ikke er råd til ordentlige arbejdsvilkår og en lang række andre ting? Jeg er radikalt underlønnet, da min løn på ingen måde svarer til mit uddannelsesniveau, og den indsats jeg leverer. Det er da mærkeligt, at det skal være af lønmæssig lavstatus at levere forskning og undervisning på et universitet,« siger Sune Auken.

Ledelsen takker nej

Ingen fra KU's topledelse har ønsket at udtale sig om deres egen løn eller universitetets generelle lønpolitik.

Rektor Ralf Hemmingsen og universitetsdirektør Jørgen Honoré afviser således gennem Jasper Steen Winkel, vicedirektør for kommunikation, at diskutere KU's lønpolitik i medierne.

Heller ikke den lavestlønnede af dekanerne Steffen Kjeldgaard-Pedersen fra Det Teologiske Fakultet ønsker at medvirke med henvisning til, at han »i bedste fald finder oplægget til interviewet fjollet.«

Den højestlønnede dekan Per Holten-Andersen fra Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) afviser på tilsvarende vis i en e-mail at medvirke, da han »bravt kan forestille sig den redaktionelle bias i det planlagte interview.«
clba@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del