Lederen og lektoren - del 3

KONFRONTATION - Er den nuværende ledelse på Københavns Universitet lige til at smide ud? I en aktuel debatbog har Sune Auken kridtet banen op til en hård debat om, hvordan Danmarks største universitet fungerer. Fra Jørgen Honorés direktørkontor ved Frue Plads ser tingene anderledes ud. Og han er ikke bange for at samle handsken op og give Auken svar på tiltale

af Christoffer Zieler, Richard Bisgaard, Anders Fjeldberg

DEL 3 - FORSKEREN SOM TIMELØNNET ELLER KALDSARBEJDER

Fortsat fra del 2

Det er jo ikke nogen nyhed for vores læsere, at universitetsloven i universitetssammenhæng er spritny, og mange ting er sket meget hurtigt. Har du nogen kommentar til det, Jørgen? Er det sådan fra 0 til 100-forandringer, der simpelthen er indtrådt så hurtigt, at systemerne ikke kan følge med?

Honoré: »Jeg synes, at dine ord om 0 til 100- forandringer er en meget god måde at sige det på. Forandringen om det at indføre ansat ledelse og selvejende universiteter er gået meget hurtigt og gennemførtes ved lov, og en lov vedtages jo på et splitsekund.

Og selv om der måske har været et halvt eller et helt år at forhandle loven i, så er den jo et kompromis af mange ting, og det står jo i skærende kontrast til en universitetskultur, som i vores tilfælde er 500 år gammel. Det er selvfølgelig hårdt for den organisation, der skal forandres, og der ville det selvfølgelig have været rart at have haft mere tid. DTU og Danmarks Pædagogiske Universitet fik mere tid end de andre universiteter med en ’pilotlov’, der varede i tre år.

Nu synes jeg så heller ikke, at kulturen bare lige helt skal ændres, for der er mange kulturelementer i et universitet, der er vigtige.

Det er jo derfor, man heldigvis har skrevet i loven, at der skal være akademisk ledelse på universiteterne, og så forstår topledelsen sådan grundlæggende, hvad det akademiske består i, hvad forskningsmiljøer er, hvad det er for et værdigrundlag, der gælder. Og hvis jeg må nævne et andet eksempel på, at ledelsens holdning ikke er at splitte universitetet?

Noget af det der også kører i øjeblikket er jo nærmest timeregistrering af det videnskabelige personales tid … «

Auken: »Da ikke ’nærmest’… «

Honoré: »Det kræves på nogle EU-projekter, men vi vil ikke gennemføre det som en universitetsløsning, at man skal timeregistrere, for det er i strid med videnskabelige medarbejderes måde at arbejde på – deres drive eller kald. Man forsker lige så meget i badet, som man gør på stolen, og det skal man jo ikke have ødelagt. Man skal ikke gøre forskeren til en timelønsmedarbejder.«

Auken: »Det har man gjort! Det er for længst sket, altså, jeg er nu efter flere år overgået fra at tænke mig selv som kaldsansat til at tænke mig selv som almindelig lønarbejder. Og det har en ret god virkning at få udfyldt mine timeregnskaber. Når jeg udfylder dem, viser det sig, at jeg har et overskud på 500 timer, hvilket jo så gør, at jeg kan begynde at forlange afspadsering.«

Du er blevet millimeterdemokrat?

Auken: »Ja, jeg bliver da målt på måder, som gør, at den vigtigste del af min arbejdsindsats ikke måles. Lige nu er jeg for eksempel i gang med at forske, bare sådan, så vi ved det … ha ha.

Nogle steder registreres det i min forskningstid, eller også har jeg fri, det kan diskuteres. Jeg havde også fri, da jeg var i fjernsynet med ministeren forleden, men vi bliver målt. Igen og igen oplever jeg, at en hel del timer forsvinder væk, når der skal registreres, og samtidig skal jeg holde meget hårdt regnskab med, om jeg lever op til min timetalskvote.

Et eksempel: Jeg har en studerende, der kommer og gerne vil skrive en opgave hos mig. Jeg får et udkast ind, som jeg læser grundigt igennem og konstaterer er noget forfærdeligt vrøvl. Jeg bruger en times tid på at forklare ham, hvorfor det er noget forfærdeligt vrøvl, og så siger han: Jeg vil i øvrigt hellere skrive det hos en anden. Fair nok, jeg har brugt tre timer. Timerne spadserer sporenstregs over til en anden, hvad skal jeg så sige? Du skal blive her og vejledes til ende, men det du siger er noget vås?

Jeg er sådan set den fødte nørd til det her, og det er der rigtig mange af os, der er, men vores arbejdsindsats bliver timemålt, og vi bliver afkrævet ekstra arbejde, hvis vi ikke lever op til vores timeløn, og der ligger hele tiden flere arbejdsopgaver i vores timemål, end der er afsat timer til, og det er opskriften på, hvordan man laver lønarbejdere.«

Honoré: »Jeg vil gerne sige, at jeg er ked af, hvis du, Sune, føler dig målt på timer, og det er helt klart ikke ledelsens holdning, at du eller dine kollegaer eller nogle af os skal måles på timer.

Det, der er vigtigt, at være opmærksom på i universiteter og mange andre vidensvirksomheder, er at forskeren skal være en selvleder, prioritere selv, opfinde selv, finde nye spor for forskning selv, tilrettelægge sin tid selv, opgavevaretage selv. Så det er bestemt ikke ledelsen, der siger, at den enkelte forsker skal måles. Universitetet slipper ikke for at blive målt, men det lægger vi ikke ned i et hierarki, hvor den enkelte forsker skal måles på sin konkrete produktion.«

Auken: »Jamen, jeg har et timetal, jeg skal undervise i, og jeg bliver afkrævet dem kontant, hvis jeg går i underskud. Jeg mødte mit fags professor forleden dag, jeg sagde: Hvad står der i dit timetal? Jo, jeg har vist plus 2.000 i timer, sagde han, det er et års frihed. Hvornår får du dem tilbage? sagde jeg. Så sagde han: Det får jeg da vist ikke.«

Honoré: »Jeg vil vove den påstand, med voldsom fare for at tage fejl, at det er noget, der kan være defineret af jeres egen kultur for et pænt stykke tid siden, jeg tror ikke, det er noget, den nuværende ledelse har indført på kort sigt. Det er en påstand, men jeg kender i hvert fald ledelsens samlede holdning, og den er, at vi ikke måler på enkelte forskere.«

Jeg kan forstå, Sune Auken, at din kritik går på, at det, der er sket med den ny universitetslov og med de lister, der er kommet op at stå, er at I bliver målt meget mere. I er blevet lønarbejdere, hvor fordelen ved den gamle ordning var at universitetet også fik en hel masse gratis arbejde?

Honoré: »Det er jeg helt enig i. Det er en del af den videnskabelige kultur, så [den frie arbejdsform] er en fordel både for enkeltforskeren, universitetet og for samfundet. Kald er vel netop defineret ved, at der er overensstemmelse mellem ens personlige værdigrundlag og det man skal lave.

Jeg vil gerne lave et endnu bedre regnskab til næste år, jeg vil gerne have endnu flere penge til KU næste år, det er mit kald, det arbejder jeg på, og når vi får det, er jeg glad.«

Men hvorfor tror du, så kritikken opstår? Sune er jo ikke den eneste, der siger det.

Honoré: »Hvis det er det med Sunes oplevelse af, at han næsten skal tidsregistreres, så tror jeg, det er noget, der er skabt i Sunes eget nærmiljø, og formentlig for et pænt stykke tid siden. Jeg tror ikke, det er noget, der er initieret af den nye ledelse.«

Du vil ikke anerkende beskrivelsen, at forskere er ved at forlade kaldsbevidsthed til fordel for en …?

Honoré: »Jeg vil ikke anerkende, at de er ved at forlade den, og jeg vil arbejde for, at de ikke vil forlade den. Jeg vil arbejde for, at et kald bevares, fordi det er det, der virker.«

Auken: »Det synes jeg er en smuk udmelding, jeg bliver da rørt til tårer. Men så kan jeg give Jørgen historikken, fordi han har ret, og han tager fejl.

Du har ret i, at selve det at normsætte timetallene er ældre på fakultetsniveau hos os end universitetsloven. Der er på den anden side sket en meget tydelig opstramning af det.

Under universitetsloven er der blandt andet sket det, at en række opgaver er skudt ind i vores forskningstid, således at for eksempel en disputatbedømmelse tages time for time fra ens forskningstid, hvad der selvfølgelig kun kan lade sig gøre, så længe paragraf 17.2 er i spil, og timetallene til en lang række aktiviteter er voldsomt reducerede. Hvis man skal bedømme en ph.d., så kan man reelt ikke gøre det det på den tid, der afsat. Det kan man da godt, men det bliver så derefter.

Så rigtigt og forkert. Men jeg tror altså, at vi er nødt til at se i øjnene, at i vidt omfang er løbet kørt på det, der har at gøre med den akademiske kultur. Der sker meget tydelige ændringer i de vilkår, forskere arbejder under. Min gode kollega Vincent Hendricks, der er professor i filosofi, sagde det meget skægt forleden dag: Forskere er et forbløffende folkefærd, hvis man giver dem en computer hvert andet år og klapper dem på skulderen og siger, de er dygtige, så overarbejder de 20 timer om ugen helt af sig selv.

Men de oplever så mange spærringer, vi oplever så mange mærkelige administrative ændringer. Jeg oplever at skulle aflevere evalueringsrapporter 10 gange om året, når jeg underviser normalt. Rapporterne bliver derefter lagt ned i en kuvert og arkiveret et eller andet sted, ingen læser dem. Vi evaluerer nogle gange vores undervisning ihjel. Jeg tror altså, at indtil vi får nogle radikalt anderledes vilkår, så må vi indstille os på, at forskerne i stigende grad arbejder som lønarbejdere. Det kan ikke være anderledes.«

Læs del 4

• Send
• Del