Læg hadet til side, Hans Bonde, og se fremad

Er der mon en, der har tisset på Hans Bondes ostemad? Eller har det blot gjort ubodelig skade, at han blev medlem af den tidligere ligestillingsminister Lykke Friis’ mandekommission? For mage til hadske udfald mod en kollega, Bente Rosenbeck, som Hans Bonde kommer med i Universitetsavisen, skal man lede længe efter.

LÆS: Hans Bonde: KU som spydspids for det kønskvoterede samfund.

Ikke alene beklikkes BR’s kompetence – hun har en lang akademisk karriere bag sig, og ud over at have været professor i udlandet, før hun blev det på KU, har hun blandt andet en disputats fra Københavns Universitet – men hun hånes også for sin brug af det sprog, som er udbredt og nødvendigt inden for hendes del af den internationale kønsforskning.

Bonde har på samme måde sine termer og metodologier i sin forskning, som kan synes absurde, når man står i et andet forskningsfelt. Det er en forskellighed. man må leve med i en akademisk verden.

Jeg bryder mig heller ikke om den humanistiske kønskonstruktivisme, men de to køns forskellige muligheder burde man kunne forholde sig til, lige meget hvilken akademisk tilgang, man har.

Ensrettede stillingsopslag

Da KU fik sin nye ledelsesform med en stærk bestyrelse, bestemtes en række punkter, som ledelsen skulle leve op til, blandt andet at kvindeandelen blandt de fastansatte skulle øges.

Ofte er 80 procent, undertiden endnu flere, af de unge, der kommer ind på studierne, kvinder. Det er ganske naturligt i et moderne samfund, at de ser, at kvindelige lærere eksisterer og er kompetente.

For at få en sådan ændring måtte der nødvendigvis sættes forskellige tiltag i gang, og belønningsprincippet, som er et af tiltagene, har til en vis grad været en succes.

Der har været mange historiske hindringer i en ligestilling, ikke mindst snævert fremstillede stillingsopslag, hvor Hans Bonde måske skulle gribe lidt i egen barm. Jeg har set adskillige højt kompetente kvinder opgive at søge, fordi de ikke ville være til grin, når stillingsopslaget kun pegede en vej.

Historien om tabermanden

Hvis vi skal blive ved Hans Bondes eksempler på mænd, der har følt sig forbigået, så er historierne mindst lige så slemme, når det gælder kvinder. Der er kun en person, der får en stilling, når der kun er en stilling. Den der ikke kommer i betragtning, vil som regel føle sig forkastet.

Den slags klynkende selvmedlidenhed, som Hans Bonde fremfører, kan man lige så lidt bruge til noget, som det nyeste hit, nemlig at mænd nu pludselig er samfundets tabere, og som Hans Bondes gruppe også har bidraget til.

Grupper af mænd har til alle tider været blandt samfundets tabere, og deres bedste mulighed for at komme videre er, at de bliver så stabile, at de kan finde en kvinde, der tager hånd om dem. Hver gang en af dem bliver gift, er det er skridt op ad rangstigen, det gælder også de mere veluddannede mænd.

Det har vi, kønsforskere og praktikere, beskæftiget os med i mange år, og søgt at ændre på. Jeg har blandt andet skrevet om det i bogen Jagten på det sunde liv – om mænd, kvinder, sundhed og sygdom (LR Fakta 2000), og jeg er ikke alene i det arbejde.

Hvor var du, da vi kæmpede for mændene?

Men hvor var Hans Bonde henne i det arbejde, som i nyere tid for alvor startede i 1980’erne? Var det mon sjovere, at sidde med de historiske personer fra de højere sociale lag og deres leg med nazismen, end at gå ud i et teoretisk og praktisk arbejde for at ændre vilkårene for begge køn?

Hvor var og er du henne, da vi for mere end ti år siden på KU begyndte det seje arbejde for kønskvotering til fordel for mænd på lægestudiet? Arbejdet startede, da vi i vores forskning viste, og stadig viser, at det er nødvendigt med flere mandlige læger? Lige nu er de næsten fraværende blandt de studerende.

I Odense er processen begyndt. hvor man nu kvoterer flere mænd end kvinder, men i København, hvor langt de fleste uddannes, kan mænd ikke komme ind på grund af karakterreglerne, selv om der lappes lidt på det gennem kvote 2-systemet.

Den skæve kønsfordeling er et stort problem for samfundet. Kønsfordelingen er forskellig på forskellige områder i samfundet, men vi har muligheden for at ændre det. En stor tilfredshed er det fx at se, at langt flere med anden etnisk baggrund end dansk optages på politiskolen, og der er mange andre eksempler vi skal glæde os over, også en mere ligelig kønsfordeling.

En hånlig patriarkalsk kultur

Nogle gange skal der er gulerod til for en ændring. Det er sørgeligt, at det har været nødvendigt på KU. Men hvis jeg samlede blot et lille udsnit af de nedvurderinger og hånende bemærkninger, jeg har fået på tryk fra højt uddannede mænd i høje positioner på KU, blot der var tale om køn og kønsforskelle, så bliver det forståeligt hvilke kræfter, man er oppe imod.

Og de få kvinder, der stadig mener, at man bliver dårligere forskere af at blive kvoteret, var og er som regel eftersnakkere, fordi andet sjældent var muligt, hvis de ikke skulle marginaliseres i miljøet. Der skal stor styrke til, som marginaliseret, at gå frem i verden og imod en patriarkalsk kultur.

Jeg kan se, at jeg skal være stolt over, at jeg blev kaldt ligestillingsdonnaen, selv om det var hånligt ment.

Se fremad Hans Bonde, det stod også i jeres kommissorium fra Lykke Friis. Forslagene måtte ikke koste noget, men skulle føre til en fremadrettet debat, til glæde for begge køn. Det er på tide du lægger dit had til side og ser fremad. Og måske vigtigst: at du kommer ned fra piedestalen. Det klæder dig ikke at være deroppe.

LÆS: Hans Bondes svar her