Lad som ingenting

Humanioras model til at måle forskningskvalitet skal slet ikke måle kvalitet. I virkeligheden skal den få forskerne til at udgive deres arbejde til fagfællebedømmelse. Og holde Videnskabsministeren fra døren

af Kristoffer Holm Pedersen

Den omstridte model til måling af forskningskvalitet på Humaniora kan ikke måle kvalitet. Men det er heller ikke meningen. Modellen skal blot få det til at se ud som om at Humaniora indordner sig under tidens krav til målbare forskningsresultater.

Det var konklusionen på det stormøde som dekanatet på Humaniora havde indkaldt til for at diskutere den seneste tids ballade om forskningskvalitetsmåling. Inden da havde prodekanen for forskning, Mette Thunø, forklaret hvorfor man fra dekanatets side ønsker at indføre kvalitetsmålingsmodellen. Dekanatet håber at modellens vægtning af fagfællebedømt arbejde – hvor en fagfællebedømt artikel giver næsten dobbelt så mange point som en ikke-fagfællebedømt – vil få forskerne til at publicere flere artikler med fagfællebedømmelse, fortalte hun. »På Humaniora er det i dag kun ti procent af publikationerne der er fagfællebedømt. Det er meget, meget lidt,« sagde Mette Thunø.

Narrer ministeren
Lektor på Nordisk Institut Johnny Kondrup, der sammen med sin kollega Sune Auken er hovedmanden bag en protestskrivelse mod den nye model, sagde i sit indlæg at man ved at lægge vægt på fagfællebedømmelse højest vil sikre en vis minimumskvalitet i forskningen. Derudover tvivlede han på at et kvantitativt system overhovedet kan måle forskningskvalitet. »Et sådant system er hvad forfatteren Jacob Paludan sagde om selskaber hvor der kun serveres the: et chanceløst foretagende. Mit spørgsmål er altså: Hvorfor vil man have en kvalitetsmålingsmodel der ikke kan måle kvalitet,« spurgte Kondrup. Professor i Engelsk Peter Harder, der indtil for nylig sad i fakultetets forskningsudvalg og har været med til at udarbejde modellen, afslørede med største selvfølgelighed sagens rette sammenhæng for de fremmødte.

For det her handler nemlig slet ikke om forskningskvalitetsmåling, sagde han, men om at Humaniora har brug for et system der kan overbevise omverden, rektor og videnskabsministeren om at de får noget for de penge de poster ind i Humaniora. »Så lad være med at kalde det kvalitetsmåling. Det er det ikke, det er et skalkeskjul,« sagde Harder. »Så vi ved altså godt at det ikke er en kvalitetsmåling vi er ved at lave? Vi lader bare som om vi er i gang med at lave noget videnskabsministeriet tror er en måling,« spurgte Sune Auken forundret. Ja, den såkaldte kvalitetsmåling er bare en måde at holde »de glubske ulve« på afstand, kunne Harder afsløre.

Glem modellen
Helt så kontant var dekan Kirsten Refsing ikke. Men hun støttede sin prodekan i at kvalitetsmålingsmodellen først og fremmest var tænkt adfærdsregulerende og skulle få forskerne til at publicere flere fagfællebedømte artikler end de gør i dag. Derimod ville dekanatet ikke have at forskerne retter deres forskning mod den laveste fællesnævner for at skrabe så mange point sammen som muligt.

Prodekan Mette Thunø opfordrede således forskerne til at lade som ingenting når modellen blev indført og fortsætte deres forskning som de plejer. »Opfordringen fra dekanatet lyder blot: Prøv at få jeres forskning fagfællebedømt,« supplerede Kirsten Refsing. »Så vi opretter altså en model for at glemme den er der,« sagde Sune Auken med et vantro smil.

Kirsten Refsing fik det sidste ord. »Vi er opmærksomme på at forskningskvaliteten ikke sikres ved dette system alene. Men jeg synes vi skulle lade være med at spilde så meget tid med at diskutere her system. Vi kommer ikke udenom at vi skal indføre det. Så lad os komme videre så vi kan lave noget mere fornuftigt,« sagde dekanen.

• Send
• Del