Kvindeinstitut må fyre for at kunne betale barsel

19/10-11 kl. 10:58 Politik
Arne Astrup_Pia Degn Billede: Lars Juul Hauschildt VARM MAD - Human Ernæring er ikke blot spydspids i udforskningen af nordisk madkultur, der er så varmt et emne, at det er nævnt i grundlaget for den nyvalgte regering, det er også et ’kvindeinstitut’. Og det er ikke nødvendigvis en god ting for de ansatte. Professor Arne Astrup i skjorte og sort slipover, tv for ham institutadministrator Pia Degn.

ULIGE - Når unge forskere holder barsel, er udgiften så stor en belastning, at det koster andre ansatte jobbet. Det er konsekvensen af de barselsregler, der gælder på KU, til skade for både arbejdsmiljø og ligestilling. Højprofileret institut tager en åben diskussion af et voksende problem.

af Christoffer Zieler

»Vi er et ungt institut, der tiltrækker mange kvindelige forskere, så det kan godt være, vi er særlig hårdt ramt. Men det her er et problem på hele universitetet,« siger Pia Degn, som er administrator på Institut for Human Ernæring på KU’s Biovidenskabelige Fakultet, Life.

Problemet er udgiften til barsel, som er eksploderet siden KU blev underlagt nye regler i 2009. Mens de gamle regler gav fuld kompensation, dækker de nye langtfra udgiften, så derfor må instituttet spare andetsteds.

Sammen med sin chef, institutleder Arne Astrup, har Pia Degn beskrevet problemet i en kronik i Universitetsavisen.

Urimeligt pres på ansatte

I år har de ansattes barselsorlov indtil videre kostet Institut for Human Ernæring 1,5 millioner kroner, og det betyder fyringer, når det samlede budget til løn og drift er på fire millioner. Går en ansat på barsel, må en anden, groft sagt, gå fra jobbet.

»I virkeligheden er der tale om en indirekte besparelse på adskillige millioner,« siger Arne Astrup. »Og der er ikke nogen, der vil betale. Det betyder, at det er os som institut, der skal finde penge i vores basisbevilling, som i forvejen er barberet ned.«

Hele fakultetet har skullet spare som følge af den forrige regerings 'genopretningsplan', men Arne Astrup og Pia Degn har måttet vinke farvel til forholdsmæssigt flere kollegaer end de øvrige, fordi Institut for Human Ernæring har mange barsler.

»Vi har valgt at diskutere det her åbent,« siger Arne Astrup. »Da vi havde en afskedigelsesrunde, lagde vi åbent frem for medarbejderne, hvad årsagerne var. Men det betyder jo også, at nogle af de unge kvinder, der er ansat her og som har et totalt legitimt ønske om at få et barn, sikkert holder sig tilbage. Og det kan jo ikke være meningen, at der skal hvile sådan et pres på folk. Så søger de væk til Novo og andre steder, der ikke har den slags problemer.«

Pia Degn bekræfter, at hun har erfaring for, at unge ansatte føler et socialt pres for at undgå at belaste universitetet med en barselsorlov.

»Hvorvidt man skal have et barn, er ikke længere en proces, man skal diskutere med sin partner – det kommer senere i rækken – først skal man blive enig med sin gruppe på arbejdspladsen, om hvorvidt der er råd til det.«

Lykke Friis burde have grebet ind

Gryderne i det nye nordiske køkken sender sine liflige dufte langt ud over landets grænser, mens Danmark på de indre linjer slås med en epidemi af svær overvægt. Så både kulinarisk og sundhedsmæssigt er ernæring et varmt emne. Det er også lidt af et kvindefag – på Human Ernæring er flere end syv ud af ti ansatte kvinder.

Dermed er udgifterne til barsel et særlig akut emne for Astrup og Degns arbejdsplads, men de mener begge, at Københavns Universitet har sovet i timen, da barselsreglerne blev indført i 2009.

»Vi er forundrede over, at der ikke er nogen, der har hevet i en nødbremse, når vi kan se, at man gik fra at have en ordning, der sikrede refusion til en ordning, der forslår som en skrædder i helvede,« siger Arne Astrup.

»På tværs af KU er det et meget stort beløb, vi mangler. Lykke Friis må have en dårlig smag i munden over det,« siger Pia Degn med henvisning til KU’s forhenværende meget ligestillingsaktive prorektor, som forlod sin lederstilling på KU for at blive klima- og ligestillingsminister i den tidligere VK-regering.

Universitetsavisen har henvendt sig til Lykke Friis, der er blevet valgt til Folketinget, men har ikke fået svar på vores henvendelser endnu.

Ingen støtte til KU-barselsfond

Arne Astrup og Pia Degns bud på en løsning er en central KU-barselsfond, der kan fordele udgifterne til barsel jævnt mellem institutter med mange unge (kvindelige) ansatte og institutter med færre yngre forskere og en højere andel af mænd.

Men den plan har ingen gang på jorden, hvis man spørger KU’s øverste administrative chef, universitetsdirektør Jørgen Honoré:

»En barselsfond på KU ville skulle finansieres ud af det samlede lønbudget, altså os selv. Så konsekvensen ville være, at lønbudgettet bliver mindre,« siger Jørgen Honoré.

»Dertil kommer at en barselsfond vil kræve en del administration, og den skal vi som bekendt spare på.«

Politisk krav om ph.d.’er forværrer problem

Presset på instituttet er steget, fordi politikere i de senere år har stillet krav om flere ph.d.-studerende, hvilket Arne Astrup ellers bifalder. I dag er 40 procent af de ansatte på Human Ernæring ph.d.-studerende. Den type stillinger er tidsbegrænsede, så når en ph.d.-studerende eller postdoc går på barsel, skal ansættelsen automatisk forlænges, uanset at den barslendes projektarbejde er blevet videreført af en vikar under orloven.

Angsten for ekstraudgifterne får ifølge Astrup og Degn både bevillingsgivere og institutter til at tøve med at bevilge projektmidler til unge kvinder eller tilbyde dem ansættelse.

»Hvis du står med tre kvalificerede ansøgere, og en af dem er en ung kvinde, så er det sørme svært,« siger Pia Degn.

Arne Astrup nikker. »Der er ingen tvivl om, at der bliver skelet til det. Der er ingen, der vil sige noget om det eller indrømme det, men det ville være unaturligt andet, fordi man ved, at man kan blive nødt til at fyre en af sine kollegaer, hvis man ansætter en, der får to børn i løbet af sin ph.d.,« siger Arne Astrup.

»Det er jo ikke usædvanligt at få to børn i den periode, men det kan ruinere projektet med de nuværende regler, hvis det sker.«

Store institutter er måske løsning

Ifølge KU’s ledelse vil problemet med de ujævnt fordelte udgifter til barsel løse sig selv med tiden.

»Vore institutter har efterhånden en størrelse, der gør, at op- og nedgange i omfanget at medarbejdere der skal på barsel, nok vil kunne udlignes over egne budgetter over årene,« mener universitetsdirektør Jørgen Honoré.

Indtil det sker, må Institut for Human Ernæring forsøge at få enderne til at mødes og bevare det gode arbejdsklima. Arne Astrup gør sit bedste:

»Når der kommer en og siger: ”Arne, jeg er blevet gravid,” ville jeg tidligere lykønske og tale om, hvor fedt det var, og at vi selvfølgelig finder ud af det med projektet – men de kan jo godt se efterhånden, at mit smil bliver mere og mere kunstigt, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, at jeg måske skal til at afskedige en lektor.«

chz@adm.ku.dk

4 kommentarer

Skriv en kommentar

24/10-11 kl. 17:27 Pia Degn:

Større institutter udjævner IKKE problemet. Der vil stadig være "kvindeinstitutter" og for dem bør man finde en særløsning. Det kunne evt. være i form af øget basisbevilling svarende til det meget forøgede antal barsler i.f.t. institutter med anden kønsfordeling. Det kunne gøres med kun en ganske lille ekstra administrativ indsats. På vores institut har vi 115 kvinder og kun 37 mænd ansat og barslerne koster os årligt ca. 1 mio.kr. i ekstraudgifter. Og ja - en ekstrabevilling til de typiske kvindeinstitutter skal selvfølgelig tages fra de lønmidler KU nu engang har til rådighed - og selvfølgelig skal man gøre det. KU bør have en ligestillingspolitik også på dette område.

19/10-11 kl. 14:30 Marie-Louise Cooke-Jarlø:

Kronikken fokuserer på den uhensigtsmæssige forskel, der er mellem de reelle udgifter til løn, pension mv. til medarbejderen på barsel og den refusion arbejdsgiveren modtager. Det kan derfor let blive dyrt for et forskningsprojekt, hvis en medarbejder går på barsel. Er projektet eksternt finansieret er det endnu værre, da eksterne bevillingsgivere, herunder også de statslige forskningsråd, som hovedregel ikke giver tillægsbevillinger, fordi et projekts lønudgifter øges pga. barsel. Så må man finde midlerne på anden vis og det kan betyde afskedigelser inden for andre medarbejdergrupper.

Et andet aspekt er følgevirkningerne af f.eks. en ph.d.-studerende på barsel. Det er ikke usædvangligt at et forskningsprojekt forsinkes, hvis en ph.d-studerende går på barsel. Imidlertid er der ofte tilknyttet andre medarbejdere f.eks. TAP til projektet, og til dem skal der så helt eller delvist findes andre opgaver og anden finansiering i den periode, hvor projektet er "barselsramt", hvis ikke projektet skal kuldsejle økonomisk.

Udfordringen er naturligvis størst på de institutter, der har mange unge kvindelige medarbejdere, men problematikken er principielt den samme hvis en mandlig medarbejder tager orlov. Det overser man let i debatten, men hvis der bliver indført øremærket orlov til fædrene, er der jo nok nogle institutter, der får øjnene op for problemet.

Løses problemet så ved at sammenlægge institutter til større enheder? Efter min mening må svaret være et rungende NEJ, med mindre man ved en sådan sammenlægning opnår en balanceret medarbejdersammensætning både hvad angår køn og alder.

19/10-11 kl. 12:38 Lars Kruse:

Jo, ganske enkelt:
- Projekterne medfinanisierer så helt automatisk al barsel.
- Pengekassen fyldes separat og er adskilt fra resten af KU's budget
- Bidraget kan justeres løbende, så der ikke kommer nogle grime overraskelser for Ku's centrale budget.

19/10-11 kl. 12:17 Lars Kruse:

Trods den nedenstående svada er jeg mand - hvis nogen nu ikke så navnet.

Både samfundet og KU mener at det er en virsomheds - eller et instituts - egen skyld at de ansætter unge kvinder. Flere i min omgangskreds har måttet bedyre at de ikke skulle have børn til diverse jobsamtaler i det private for ikke at blive valgt fra.
At det er ulovligt at diskriminere unge kvinder er endnu et stykke papir fra folketinget uden reel værdi.
Jeg kan ikke forstå at min tidligere arbejdsgiver i det private - nu min afdeling på KU - ikke skal betale til en fælles ordning pr. medarbejder -uanset køn.
Børn er godt for samfundsøkonomien.
Kønsdiversitet er godt for arbejdsmiljøet.

At KU's overbetalte, gamle, patriarkalske, mandlige ledere ikke kan se problemet er ikke nogen overraskelse.
Gad vide om deres lønstigninger - under besparelser !! - ikke kune betale de 2-4 medarbejdere der skulle ordne det papirarbejde.
( Nej, det var ikke konstruktivt sagt, men ud skulle det. )

Retur til fakta:
Større institutter hjælper ikke rigtig på problemet, for pengene til lønnen kommer fra projekter, men når PHD'en går på barsel kommer de fra basisbevillingen.
Jeg kan simpelthen ikke se at lidt ændret kønsfordeling løser problemet.

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
23/05-12 kl. 11:00 Politik

Forskere afslører malaria-parasittens gener

KORT NYT ONSDAG - Forskere fra KU med til at afsløre malaria-parasittens dødbringende gener - Danmarks Grundforskningsfonds årsrapport ude nu - KU-forsker går i rette med klimaløgnen fra København - DBL's årsrapport om forskning i sundhed og udviklingsbistand er udkommet - Regeringens oplæg til trepartsaftale får stryg.

Arbejdsglæde
22/05-12 kl. 10:10 Politik

Få KU-administratorer er ulykkelige i deres job

KORT NYT TIRSDAG - Kun få KU-administratorer er ulykkelige i deres job -Sådan vil Morten Østergaard spare 2,5 mia. på SU'en - Ordblinde føler sig oversete i uddannelsessystemet - Økonomisk Institut: Undervisningen er skam kritisk.

21/05-12 kl. 11:20 Politik

Økonomistuderende i opgør med studiet

KORT NYT MANDAG - Økonomistuderende i opgør med studiet - Studenterpræsten bruger ikke facitliste til studiekvaler - Ombudsmand dropper Koldau-sag - Fusion på AU skaber frustrationer - Nye kurser til dit arbejdsliv fra Copenhagen Summer University - KU-forskere sætter lup på immundefekt.

Læs også:
Da dommedagsøkonomen fik ret
De smukke perler på KU af Anders F 01Smukke steder på KU set med et kamera
Pjece_PET
18/05-12 kl. 10:17 Politik

Rektor spist af med pjece fra PET i spionsag

SPIONGUIDE - Hvordan skal KU's forskere undgå at overtræde spionparagrafferne? vil KU's rektor vide. Læs vores pjece, svarer PET.

18/05-12 kl. 09:43 Politik

I dag er planterne fascinerende

KORT NYT FREDAG - Plantefascinationsdag 1: Lad jer fascinere - Plantefascinationsdag 2: Besøg hemmelige drivhuse - Helligdage plejede at være en plage - Regeringens udligningsordning er misforstået.


Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Etisk Råd vil diskutere, om vi skal have 'dopingfrie studier', fordi studerende bl.a. får betablokkere før eksamen. Din mening?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk